Politikerne må tro, at vi er idioter. Danskerne betaler blindt en af verdens højeste skatter, men alligevel bliver vi begejstrede som hunde, når politikerne kaster et par af vores egne tusindkronesedler ud som en godbid, skriver Leny Malacinski i Weekendavisen.
”Nicolai Wammen, Ane Halsboe-Jørgensen, Pia Olsen Dyhr, Pelle Dragsted, Jakob Engel-Schmidt og Stephanie Lose stillede sig op på et pressemøde tirsdag med så højtidelige miner, at man skulle tro, SVM-regeringen havde afskaffet global fattigdom. ‘Vi har set jer, og vi har hørt jer. Jer, der får ondt i maven, når I står nede ved kassen og skal betale,’ sagde skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen. ’Vi hjælper der, hvor der er rigtig mange mennesker, der er hårdt ramt’, sagde finansminister Nicolai Wammen. Politikerne har desværre ret. Vi er idioter.
I en ny undersøgelse har valgforskere kortlagt, hvordan varmechecken på 6.000 kroner, der blev udbetalt få måneder inden folketingsvalget i 2022, påvirkede valgresultatet. Ifølge Martin Vinæs, lektor på Aarhus Universitet, var effekten tydelig: Jo højere folks varmeregninger blev, desto mere tilbøjelige var de til at stemme på Socialdemokratiet. ’Varmechecken var en af nøglerne til Statsministeriet ved sidste valg. Derfor er det ikke så underligt, at de prøver noget lignende igen’, siger han.
Det er pinligt for politikerne, men for vælgerne er det uværdigt. Vi er et folkefærd, der foretrækker at få udbetalt lommepenge af velfærdsstaten, vores allesammens værge, i stedet for at tage hul på en indlysende debat: Når regeringen uddeler madkuponer til folk, der rejser på ferie to gange om året, betaler danskerne altså for meget i skat”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)