De fortalte om islamiseringen af Roubaix – nu trues de på livet


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

En programvært og en interviewet beboer fortalte forleden på tv-kanalen M6 om islamiseringen i den nordfranske by Roubaix. Nu trues de på livet og må have politibeskyttelse. Journaliststanden har været mere fodslæbende med deres støtte end i ’Je suis Charlie’-dagene i 2015.

Islamisering i Roubaix

Søndag den 23. januar sendte det franske medie M6 vanen tro programmet Zone Interdite. Denne aften var det en dokumentarudsendelse om statens reaktion på faren fra radikal islam. Udsendelsen beskriver den magtkamp, der finder sted visse steder i Frankrig, som i Roubaix, Marseilles, Lyon og Paris, mellem radikale muslimer og staten. Den første del af udsendelsen undersøger islamiseringen i Roubaix. 

Her viser den 25-årige jurist Amine El Bahi rundt i sin by. Filmholdet kører ned ad en af Roubaix’ centrale hovedgader, rue de Lannoy, hvor der på en 500 meters strækning findes seks halalslagtere, et tyrkisk bad, en mellemøstlig bagerforretning, tre islamiske boghandlere og tøjforretninger, hvor man kan købe den islamiske niqab. 

I en legetøjsforretning målrettet muslimer kan man købe dukker uden ansigtstræk. En tørklædeklædt sælger forklarer: ”For det er Allah, der skaber, og det er derfor forbudt at genskabe mennesker.” En storsælgende bamse sælges i en æske, hvorpå der står: ”Muslimske børns foretrukne krammedyr”.

I en boghandel finder filmholdet bøger med islamistisk propaganda, navnlig bogen La Voie du Musulman (Muslimens Vej), der beskriver, hvordan man udfører jihad. Der er bøger om fatwaer for kvinder; Boghandleren anbefaler for skjult kamera bogen Mari et Femme, der beskriver kvindens ægteskabelige forpligtelser med udførlig henvisning til de religiøse tekster. Boghandleren kalder bogen for en stor klassiker og fortsætter: ”Det er sheiken, der har skrevet den, det er en algiersk lærd”. Man kan i bogen læse, at det for kvinden er forbudt at gøre sin mand vred, hun må ikke nægte ham noget og må ikke søge skilsmisse. I forretningens illustrerede børnebøger har personerne ingen ansigtstræk. 

Filmholdet besøger med deres skjulte kamera også en restaurant med afskærmede båse til kvinder. De kan her trække et gardin for og skærme af for nysgerrige blikke. 

Specialundervisning for muslimer

Foreningen Ambitioner og Initiativer til Succes, AAIR, ledes af gymnasielæreren Nordine Khabzaoui, der også er aktiv i den salafistiske moské Abu Bakr. Foreningen har officielt til formål at yde specialundervisning og hjælpe elever med at tage en studentereksamen. Siden 2013 er det med denne fortælling lykkedes dem at få offentlig støtte: I 2020 fik de således 6.000 euro fra præfekturet og 64.640 euro fra kommunen. 

Der undervises i arabisk, men dokumentaren viser, at der reelt er tale om koranundervisning. Børn ned til 3 år høres i suraerne. I klasselokalet sidder piger og drenge hver for sig, og selv små piger bærer tørklæde. Amine El Bahi viser en kalender fra skolen. Heri kan man finde tidspunkterne for de daglige bønner, og det beskrives med tegninger og tekst, hvordan man beder. 

Den unge eksmuslim Aylan har efterfølgende fortalt Le Figaro, at han som teenager kom i AAIR’s lokaler om fredagen og hørte foredrag, hvor der blev opfordret til væbnet jihad. 

Borgmesteren henter stemmer fra byens muslimer

Amine El Bahi har i flere år været frustreret over udviklingen i Roubaix. En af hans storesøstre blev i 2014 radikaliseret og tog til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. Han advarede myndighederne, men ingen gjorde noget, og han måtte magtesløst se hende tage af sted. I oktober 2020 advarede han borgmesteren, Guillaume Delbar,  og regionens præfektur om forholdene hos AAIR. Han fremførte, at ”flere tegn tyder på, at denne forening ikke respekterer de republikanske værdier og verdslighedsprincippet”. ”Under påskud af at undervise i arabisk” undervises ”meget unge børn intensivt i Koranen”, skrev han. Præfekturet undersøgte straks sagen og forlangte i lighed med departementet de tildelte støttemidler tilbagebetalt. Borgmesteren hørte El Bahi derimod aldrig tilbage fra. 

LÆS OGSÅ:  Den falske melodi

Roubaix’ borgmester forsvarer for skjult kamera i dokumentaren sin passivitet overfor anklagerne om koranundervisning med, at ”Direktøren [for AAIR] har fortalt mig, at det ikke var tilfældet, så…” Og videre: ”jeg afventer at få overbevisende indicier. Timer med koranundervisning, det betyder ikke jihad og alt det der…”

Journalist ved den regionale avis La Voix du Nord, Bruno Renoul, mener, at en forklaring på borgmesterens passivitet kan være, at han opfatter de muslimske samfund i Roubaix som et vælgerbagland og ikke ønsker at støde dem fra sig. 

Efter optagelserne i 2021 indefrøs også borgmesteren sine tilskud til foreningen — flere måneder efter præfekturet og regionen. Foreningen er nu lukket. Guillaume Delbar kritiseres for sin laden stå til, og sagen kommer oven i en sag om skatteunddragelse, som han i december 2021 blev dømt for og efterfølgende har anket. 

Trusler efter udsendelsen

Amine El Bahi har modtaget utallige trusler på de sociale medier, især Twitter, men også SMS og WhatsApp, og der er indtalt trusler på hans telefon. Ifølge hans advokat, Jean Tamalet, betegnes han som ”vantro” (kuffar) og trues med halshugning eller at få hovedet skåret over. El Bahi beskyttes nu af politiets specialtjeneste til personbeskyttelse, SDLP. 

Han kommenterer sin situation over for AFP: ”Det, som jeg siger, generer. Set i lyset af truslerne må jeg have ramt plet”. I Le Figaro giver han udtryk for sin frustration over statens svaghed i kampen mod islamismen. Roubaix er et af Republikkens tabte territorier og er blevet et symbol på statens nederlag, idet den ikke er i stand til at hævde sin autoritet. 

Journalisten, der er vært på dokumentaren, er den 34-årige Ophélie Meunier. På grund af sin fremtrædende rolle i udsendelsen får hun også dødstrusler og er nu under politibeskyttelse. 

Generalsekretær for Journalister uden Grænser, Christophe Deloire, er bekymret over udviklingen: ”I 2022 er ytringsfriheden for journalister i Frankrig konstant i fare. Der er et stigende niveau af vold og trusler, der næres af chikane på de sociale medier. Med truslerne følger risikoen for, at nogen skrider til handling.” Flere andre journalister lever med politibeskyttelse, og for deres sikkerheds skyld hører offentligheden ikke om det. Ifølge Christophe Deloire gælder det også for adskillige bladtegnere og forfattere til fagbøger om jihadisme. 

Journalisten Mohamed Sifaoui har på grund af sin afdækning af radikal islam i Frankrig levet under SDLP’s beskyttelse siden 2003. Han fortæller i Le Point, at han på sin telefon har indkodet 853 telefonnumre på sikkerhedsfolk, der har været involveret i hans beskyttelse. Philippe ValZineb el Rhazoui og Marika Bret fra Charlie Hebdo samt forfatteren Michel Houellebecq er andre eksempler på personer, der har politibeskyttelse og ikke længere kan leve et normalt liv. 

Den unge Mila fik i 2020 dødstrusler og måtte gå under jorden, fordi hun havde kritiseret islam. Samme aften, som dokumentaren på M6 blev vist, skrev hun på Twitter: ”Jeg sidder lamslået foran #ZoneInterdite og indser, at jeg selv konstant forsøger at flygte fra denne realitet for at beskytte mig selv mentalt set. Det er ved at se dette, at jeg minder mig selv om, at jeg ved nøjagtigt hvordan jeg en dag kommer til at dø i dette land. Man betaler dyrt for fejheden.”

LÆS OGSÅ:  Charlie Hebdos kamp for ytringsfriheden fortsætter

Richard Malka, der er advokat for Charlie Hebdo og for Mila, fastslog den 31. januar på RTL, at ”det er vores ytringsfrihed, der er på spil.”  Vi må aldrig vænne os til dødstruslerne og blive frygtsomme; Vi skal i stedet værne om ytringsfriheden, for den er radikalismens fjende. Der har de seneste ti år kun været ganske få af denne slags dokumentarudsendelser, da man frygter repressalier. ”Tv-kanalerne vil ikke længere, man vil ikke skabe røre, for journalisterne har familie og børn”. 

Til Le Point fortalte han den 30. januar: ”Det er dét, at stå alene, der gør én sårbar. Med trusler og frygt bringes ytringsfriheden i fare, friheden forsvinder. Snart kan vi ikke længere tale om denne religion, og ikke engang om fanatisme og fundamentalisme. Efter endnu en lille indsat, så bliver disse emner et tabu, en død vinkel, et problem som der ikke længere er noget medie, der tør behandle og beskrive.”

Virkelighedsfornægtende venstreorienterede politikere

Socialisterne i La France Insoumise (Det Ukuelige Frankrig) er kritiske overfor M6’s dokumentar og anklager M6 for islamofobi. Samme aften, som udsendelsen blev sendt, kaldte partiets talsmand, David Guiraud, på Twitter dokumentaren for ”rendestensjournalistik, der er fornærmende og uforskammet”. På CNews sagde han dagen efter: ”De kan ikke forestille Dem, hvilket niveau af afsky og træthed, indbyggerne i Roubaix føler.” Og videre: ”Jeg ved ikke, hvad en islamistisk boghandel er; det må man se at få defineret en dag”. Filmholdet havde ellers fundet eksplicit propagandamateriale, som bogen Muslimens Vej. Om de ansigtsløse dukker ironiserede han: ”Som om Republikken var truet af dukker…”. 

Flere venstreorienterede, der insisterer på en positiv tilgang, har foreslået, at børnene jo bare kan tage nogle farveblyanter og selv tegne øjne, næse og mund på deres dukke, så de gør den personlig. Disse personer vil således ’fixe’ det med nogle farveblyanter i stedet for at erkende, at den manglende afbildning af ansigtstræk er et tegn på salafismens fremmarch. Det svarer til at kalde tørklædet for 30 gram stof uden at forholde sig til dets symbolske værdi. Jean-Pierre Obin henviser i sin bog Comment on a laissé l’islamisme pénétrer l’école (Hvordan man har ladet islamismen trænge ind i den franske skole) til en kinesisk talemåde: ”Når den vise peger på månen, ser tåben på fingeren”. Med en villet fokusering på ’fingeren’ vil de ikke forholde sig til ’månen’: islamiseringen af Roubaix. 

På internetsiden islam-oumma.fr kan man læse, at der er en stigende efterspørgsel efter de ansigtsløse dukker, der fremstilles i de arabiske golfstater. De muslimske mødre behøver således ikke længere søge forgæves efter dukker, der respekterer den muslimske etik, til deres døtre. 

Den 30. januar harcelerede David Guiraud igen over dokumentaren på CNews: ”Reportagen har ødelagt handelen på rue de Lannoy. Moralen er helt i bund, man tegner et katastrofalt billede af gaden.” Igen undlod han at forholde sig til den igangværende islamisering. 

LÆS OGSÅ:  Med Justitsministerens nye lovforslag kan lovlige ytringer give op til 12 års fængsel

Partilederen for La France Insoumise, Jean-Luc Mélenchon, var hurtig til at fordømme den ”uforskammede udsendelse” på kanalen C8, selv om han dog måtte indrømme, at han ikke havde set udsendelsen. 

Støtte til journalisten Ophélie Meunier

Flere politikere har udtrykt deres bekymring og støtte til Ophélie Meunier. Éric Zemmour fastslår: ”Det er, hvad der sker, når man viser franskmændene islamiseringen af vores land.” Hans højre hånd i præsidentvalgkampen, Gilbert Collard, tilføjer: ”Ytringsfriheden er i en forfærdelig tilstand; Den er udsat for mafiøse trusler fra radikal islam”. 

Partilederen for det liberaltkonservative frihedsparti Soyons libres, Valérie Pécresse, udtrykker sin fulde støtte til journalisten. 

På venstrefløjen er der støtte fra Amine El Khatmi, der er partileder for Printemps républicain (Republikansk forår). Det er et parti, der kæmper for verdslighedsprincippet og imod islamisme og parallelsamfund. El Khatmi harcelerer mod disse ”kollaboratør, der forklarer, at islamismen ikke eksisterer, og at ansigtsløse dukker er en ’anekdotisk detalje’”. 

Medierne var i begyndelsen tavse og nølede med at støtte Ophélie Meunier. Det begræder dokumentarens producer, Tony Comiti. Den tidligere vært for dokumentarserien (Zone interdite) på M6, Bernard de La Villiardère, er også skuffet: ”Der er en øredøvende tavshed hos nogle medier”. ”Denne type reportage er blevet stadigt sjældnere. Det er forståeligt; nogle medier og nogle journalister vil ikke eksponere sig og ende under politibeskyttelse.”

Den 3. februar kom der så en støtteerklæring, i Le Figaro. Den er underskrevet af 160 journalister, forfattere og filosoffer. Blandt underskriverne finder man Ibn Warraq, Robert Redeker, Philippe Val (tidligere direktør for Charlie Hebdo), Georges Bensoussan (forfatter til Les Territoires perdus), Boualem Sansal (forfatter til 2084: la fin du monde), Luc Ferry og Pascal Bruckner. Her følger nogle uddrag fra erklæringen:

”Der gik adskillige lange dage, inden man kunne læse eller høre nogen støtte fra hendes kolleger i mediebranchen. Det var først, da politikerne kom med deres tweets, at journalistforbundet vågnede. Mere eller mindre spontant… I januar 2015 fremkaldte terrorangrebet mod Charlie Hebdo en bølge af støtte uden sidestykke i branchen og vakte en fantastisk folkelig bevægelse. Forsvaret for ytringsfriheden har aldrig været smukkere og appeleret mere bredt. Den ytringsfrihed, som man holdt fast på i en reportage præsenteret af Ophélie Meunier på M6, fortjener den ikke den samme opstandelse? Åbenbart ikke. Vi er i Frankrig, i 2022. Hvad er der tilbage af Charlie-ånden? Hvad er der blevet af ytringsfriheden og dens nødvendige følgesvend, informationsfriheden?  (…)

”Retten til at informere og at blive informeret er ufravigelig og dyrebar. Det er pressefriheden, der garanterer, at borgeren får alle nødvendige informationer, hvad enten vedkommende kan lide dem eller ej, til frit at kunne danne sig sine egne meninger.  (…)

”Beskyt friheden til at informere og undersøge; giv journalisterne ressourcer til at kunne gøre deres arbejde i stedet for at give den enkelte politibeskyttelse. Forestiller man sig virkelig, at tv-stationerne, journalisterne og radioerne fortsætter længe endnu med at sende deres journalister ind i områder og dække emner, der truer deres liv… eller deres omdømme? Det er på den måde, at en subtil og diskret selvcensur breder sig.”