Der var en, der skrev, at de unge er blevet historieløse og derfor savner forudsætningen for at kunne orientere sig i dagens verden. Som gammel historielærer i gymnasiet må jeg give vedkommende ret, men jeg ved ikke, om det var bedre, da jeg var ung.
Historieløshed giver sig især udtryk i trangen til at ville bedømme fortiden ud fra nutidens forestillinger. Det kaldes med et fint, intellektuelt ord præsentisme. Altså at vi lever i en evig nutid uden interesse for, hvor vi kommer fra, og hvis vi ved noget om fortiden, vækker den kun afsky.
Hermed har vi tilvejebragt de bedste vækstbetingelser for politiske spekulanter, der fortæller os, at vi befinder os i en enestående tid uden forbindelse med noget, der tidligere er foregået. Vi kan derfor uden betænkelighed kaste os over omfattende sociale eksperimenter, så som ophævelsen af de tidligere to køn, statens ret til at opdrage børnene, uden at forældrene blander sig, destruktionen af historiske artefakter, en total, “grøn” omlægning af vores levevis og fordømmelse af vore forfædre, fordi de ikke tænkte, som vi gør i dag.
Vejen er således banet for en fager ny verden, hvor vi skal leve som i en myrekoloni berøvet forestillingen om, at det kunne være anderledes, eller at mennesket har fri vilje.
Vi skal blive sjælløse trælle, der tilbeder nye guder i skikkelse af nogle få plutokrater og deres tjenere i EU, WEF og FN.
Ifølge World Economic Forums ypperstepræst, Klaus Schwab, skal vi ikke eje noget og være lykkelige. Men Schwab og hans følgere blandt bestyrerne af de bugnende pengetanke og i de vestlige regeringer har næppe tænkt sig, at de ikke skal eje noget. Det er alle vi andre, der ikke skal.
Man kunne ønske sig, at de unge blev belært om, hvordan vi nåede dette lavpunkt i menneskehedens historie.
Der forestår en stor opgave for de gamle, der kan huske, hvordan det var.