Socialdemokratiets integrationsordfører Rasmus Stoklund har ifølge Berlingske advaret mod at se på beskæftigelse som den eneste målestok for integration. Hvis man gør det, kunne også de to hovedmænd bag 9/11, der begge var veluddannede og i gode job, da de blev radikaliserede, betragtes som velintegrerede.
Stoklunds relevante pointe er altså, at man sagtens kan have et arbejde og på samme tid stå uden for samfundets værdimæssige fællesskab.
”Vi skal forstå, at indvandringen langt fra er slut, selv om vi for øjeblikket modtager historisk få asylansøgere”, skriver Berlingskes debatredaktør, Pierre Collignon.
Fortællingen om de ”historisk få asylansøgere” er at stikke danskerne blår i øjnene. De sæsonmæssige udsving i den danske import af muslimske migranter ændrer nemlig intet ved det store billede, som er, at antallet af illoyale, unyttige, underuddannede, underbeskæftigede, underintegrerede, overkriminelle og oversygelige muslimske migranter stiger konstant og forventes at nå op på 770.000 i 2050, svarende til ca. 12 pct. af befolkningen.
Med alt hvad dette indebærer af tiltagende islamisering, tvangsintegration af etniske danskere, polarisering, segregering, kultursammenstød og sociale spændinger.
Den virkelighed, man i Danmark skal forholde sig til, er, at muslimerne er illoyale, fremmede elementer i det danske samfund. De fleste muslimske indvandrere er nemlig loyale over for de lande, de kommer fra, og illoyale over for det Danmark, de lever i.
Et eksempel er de herboende tyrkere. Ved det sidste parlamentsvalg i Tyrkiet stemte over 55 pct. på Erdogans parti. Samme Erdogan, der fører en konfrontationskurs mod Vesten, som bekæmper kurderne, den eneste effektive militære opposition mod Assad i Syrien, og som indgår strategiske partnerskaber med Kina og Rusland vendt mod Vesten.
Stoklund har ret i, at det simpelthen ikke er nok at stikke muslimske indvandrere en uddannelse og et job og så tro, at nu bliver de som os, synger fællessang og hylder demokratiet. Udfordringerne med muslimer handler nemlig ikke kun om sociale og økonomiske forhold – kulturen spiller en særdeles vigtig rolle.
Det er en illusion at tro, at islam kan danskificeres, og at der kan opbygges et dansk-muslimsk værdifællesskab. Ikke desto mindre bliver danske politikere og medier ved med at bilde danskerne ind, at muslimer, som langt de fleste kriminelle og terrorister vitterligt rekrutteres fra, ikke skal deporteres, men resocialiseres og integreres.
Velvidende om, at vold og terror er systemisk indbygget i islam, at 99 pct. af terrorangrebene i Europa begås af muslimske indvandrere eller efterkommere heraf, og at selv velintegrerede indvandrere har vist sig at være potentielt sovende terrorceller.
Bundlinjen er, at ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt udgør det muslimske mindretal med sit had til dansk livsførelse og værdier terroristernes sympatisørsump og rekrutteringsbase og dermed den femte kolonne.
Den virkelighed, vi skal forholde os til, er, at selv om det ikke er alle muslimer, der er islamistiske ekstremister, udgør enhver muslim reelt en potentiel sovende celle, som pludselig kan se lyset, blive radikaliseret og gribe til terror.
Det er der hverken noget stødende eller urimeligt i at slå fast.
André Rossmann