De vestlige mediers dækning af Ukraine-krigen har været en skændsel, siger britisk forsker

DEBATINDLÆG.

Professor Richard Sakwa i samtale med Ullekh NP den 22. marts 2022 i det engelsksprogede indiske ugeskrift Open Magazine (OPEN).

Én af Storbritanniens vigtigste eksperter inden for russisk og europæisk politik, professor Richard Sakwa, er samtidig én af de mest citerede akademikere inden for litteratur om den postsovjetiske tidsalder. Han har skrevet stjernebøger som fx The Putin Paradox; Frontline Ukraine: Crisis in the Borderlands; Russia Against the Rest; Deception: Russiagate and the New Cold War og mange andre. På grund af disse bøger bliver han ofte citeret af ansete forskere som Noam Chomsky og Perry Anderson og ikoniske journalister som blandt andre John Pilger. Sakwa har i løbet af tiden vundet et stort ry som en uhyre produktiv essay-forfatter, der ofte opsøges for at få hans kommentarer om sovjetisk, postsovjetisk og kommunistisk politik. Han er en meget bredt anerkendt kommentator vedrørende Vestens forbindelser med den tidligere Sovjet-blok; i den egenskab har han rejst heftige debatter takket være en imponerende række bøger, der bla. omfatter The Rise and Fall of the Soviet Union; Communism in Russia; Putin: Russia´s Choice; The Crisis of Russian Democracy: The Dual State, Factionalism and the Medvedev Succession; Putin and the Oligarch: The Khordorkovsky – Youkos Affair.

I et interview med Open fremhæver Richard Sakwa, at den opfattelse, at russiske styrker skulle være i færd med at overtage hele Ukraine, er falsk. Han hæver, at Rusland ikke har behov for mere territorium, men at det, som Rusland i stedet har brug for, er sikkerhed. Sakwa´s arbejde giver en dyb indsigt i den dynamik, der lå i Den Kolde Krig og nu i dennes tragiske tilbagevenden. Det er derfor med stor beklagelse, at han nu ser, at intet land i hele verden vover at gøre modstand og fordømme Vestens falske dobbeltspil i geopolitik. Den britiske forfatter har længe argumenteret for, at Vesten efter afslutningen af Den Kolde Krig ødelagde muligheden for at sprede sin liberalisme, men i stedet, af ren arrogance, blev militært ekspansionistisk. Professoren fra Kent Universitet advarer mod konsekvenserne af en sådan politik: ”Det ville være rart at se den Alliancefri Bevægelse gøre stærkere modstand – hvis det ikke, efter Rusland, skal blive Indien og Kina, der vil stå for skud.” Men Sakwa har dog heller ingen rosende ord at sige om den russiske invasion. ”Det var et fejlgreb,” fremhæver den 69-årige forsker.

Nogle få amerikanske forskere har siden 1990erne advaret om, at løftet til Ukraine om NATO-medlemskab ville destabilisere regionen, fordi Rusland ville blive frygteligt chokeret over en sådan udvikling. Den 24. februar viste det sig, at de havde ret. Er du overrasket over det russiske angreb på Ukraine? Forventede du, at Putin ville beordre et mindre intenst angreb og brugen af de skjulte anslag, som russerne typisk bruger, for at vende udviklingen til deres fordel?

Akademikere og kritiske amerikanske politikere var meget opmærksomme på de farer, der implicit lå i løftet om NATO-medlemskab for Ukraine – det overskred alle de røde linjer, som Rusland klart havde tegnet op. Der er skruet op for den opfølgende diplomatiske indsats siden august 2021, og den diplomatiske proces, der er forbundet med de to udkast til europæiske sikkerhedstraktater fra 17 december, var endnu ikke afsluttet. Så de fleste iagttagere, inkl. den ukrainske præsident Zelenskyj, antog, at denne proces ville fortsætte på ubestemt tid. Dette kunne samtidig være ledsaget af en tilbagetrængning af de ukrainske styrker i Donbass-regionen. Til syvende og sidst blev vi alle overrumplede af den for form invasion, som Rusland iværksatte den 24. februar. Det var – i lighed med den store franske diplomat Talleyrands udtryksmåde – værre end en forbrydelse. Det var et fejlgreb.

”Dobbeltmoral har været en del af strukturen i international politik siden 1989 og opløsningen af Sovjetunionen i 1991.”

Umiddelbart efter opløsningen af Sovjetunionen viste NATO ikke engang fra begyndelsen nogen tegn på, at man var ved at lade sig formilde. Ovenikøbet blev NATO netop i 1990erne anklaget for at bruge borgerkrigene i Jugoslavien til at ”genopfinde sig selv” i en krig, der – igen – var en krænkelse af international lov og Jugoslaviens suverænitet. Hvilket betyder, at NATO aldrig har ønsket at standse sin ekspansion. Derefter gav NATO i dette århundrede forkerte signaler til Georgien og Ukraine om løfter, som NATO ikke kunne indfri. Kunne disse ting være finter, som skulle provokere Rusland og til sidst skubbe landet ud i en krig, hvor amerikanske interesser aldrig ville blive skadet, men kun ukrainernes og de europæiske landes interesser ville blive det?

Det er et interessant argument – at USA med stor effekt provokerede Rusland til at falde i den fælde at starte en krig, som det ikke kunne vinde, og hvor kun USA (og Kina) ville stå tilbage med fordele som følge af krigen. Dette er et argument, der kan sammenlignes med Sovjetunionens invasion i Afghanistan i december 1979 – en invasion, der med lige så stor effekt blev fremprovokeret af Zbigniew Brzezinski (OA: sikkerhedsrådgiver for den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter). Der er faktisk en parallelitet. Endnu en gang er et lille land blevet ofret for en stormagts ambitioner. Det har helt åbenlyst været tåbeligt af den ukrainske statsledelse at falde for dette.

Adskillige russiske eksperter, herunder også nogle Stalin-forskere, har anklaget Vladimir Putin for at være den personligt ansvarlige for krigen i Ukraine. Bagatelliserer de i virkeligheden ikke NATOs inddæmning af Rusland, omstyrtelsen af den valgte regering i Ukraine i 2014 og de lidelser, som ukrainerne i de østlige grænseområder ind imod Rusland, har måttet gennemgå? Hvad er dine tanker om dette? 

Som med alle konflikter er det faktisk sådan, at mange faktorer spiller ind i forklaringen af årsagerne til en krig. Med en omskrivning af Kissinger (OA: USA’s udenrigsminister og nationale sikkerhedsrådgiver under de tidligere amerikanske præsidenter Richard Nixon og Gerald Ford) er det ikke nogen overbevisende analyse at give skylden for krigen til Putin (selv om den selvfølgelig var hans beslutning) – det er tværtimod en dårlig erstatning for seriøs analyse. Der er tale om strukturelle faktorer så vel som kortvarige stridsspørgsmål, der har hobet sig op siden 2014.

”Endnu en gang er et lille land blevet ofret for en stormagts ambitioner. Det har helt åbenlyst været tåbeligt af den ukrainske statsledelse at falde for dette.”

Både vestlige kommentatorer og de, om hvem vi troede, at de var seriøse akademikere, taler nu om behovet for at beskytte ”vestlige værdier” i denne Ukraine-krig. De ønsker også, at Rusland skal respektere FN-pagten, som giver landene ret til at bestemme over deres egen udenrigspolitik. Men så har USA krænket FN-pagten i mange tilfælde; herunder da USA besluttede at invadere Irak i 2003 under påskud af, at Hussein var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, og trak mindre NATO-allierede som Storbritannien og andre med ind i Irak-krigen. USA’s rolle i krigene i Yemen, Syrien og Afghanistan efterlader heller ikke nogen spor efter ”værdier”, som man skulle være stolte af. NATO bliver anklaget for ikke at være en defensiv alliance, men et globalt politi, som handler på ordrer fra USA. Hvad, mener du, er det ”positive” ved disse værdier? Og ydermere, kan vi ignorere, at USA fremmede sine egne hensigter i Ukraine ved at støtte det, som Vesten kaldte ”Den Orange Revolution” i 2004, Maidan-oprøret i 2013-14 og kuppet i 2014? 

Det forholder sig helt præcist, som du siger. Dobbeltmoral har været en del af strukturen i international politik siden 1989 og opløsningen af Sovjetunionen i 1991. Geopolitik er snævert forbundet med en kamp om værdierne, og denne snævre forbindelse forkludrer begge dele. 

Mange amerikanske analytikere fortsætter med at tale om nødvendigheden af, at Rusland og andre respekterer FN-pagten. Hvad så med lande som USA, Israel, Saudi Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Kina, Aserbajdsjan, Qatar og andre lande, som alle er aggressorer? Ud over det almindelige ”jamen, hva’ så med?” kan vi så ikke her se, at der er tale om dobbeltspil?

Som sagt er dette langt mere end blot bevidst dobbeltspil – det er en del af den særlige karakter af international politik efter Den Kolde Krig, og den opstår, fordi det ikke er lykkedes at skabe en holdbar og inkluderende europæisk fredsordning efter 1989. Intet land vover at tage kampen op og fordømme Vestens adfærd. Det ville være rart at se den Alliancefri Bevægelse gøre stærkere modstand – hvis det ikke, næst efter Rusland, skal blive Indien og Kina, der vil stå for skud.

”Rusland er en advarsel om, hvad der kan ske med de lande, der gør modstand. Deraf ses det, hvor betydningsfuldt det er, at landene i Syden udgør en samlet front.”

Ifølge forlydender er der i USA tilmed overvejelser om at pålægge Indien sanktioner for at have købt S-400 missilforsvarssystemer af Rusland. USA er også utilfreds med udsigterne til, at Indien køber russisk olie. Hvor naivt er det at forvente noget sådant fra USA’s side?

Det er overhovedet ikke naivt – hvis Indien kapitulerer! Der er røster i Indien (og Kina), som argumenterer for, at det ikke er i noget lands interesse at gøre modstand, så det altså er bedst at bøje sig for de vestlige vinde; ellers vil de lande, der yder modstand, blive knækket. Rusland er en advarsel om, hvad der kan ske med de lande, der gør modstand. Deraf ses det, hvor betydningsfuldt det er, at landene i Syden udgør en samlet front.

Tror du virkelig, at resten af verden har en klar forståelse af de russiske militære planer i Ukraine? Eller er disse planer fortsat indhyllet i tåger? Hvorfor haster folk til den konklusion, at Rusland ønsker at annektere hele Ukraine?

Det ser ud til, at Ruslands planer har ændret sig. Tanken om, at russiske styrker skulle forsøge at overtage hele Ukraine, har hele tiden været forkert – Rusland har ikke behov for mere territorium. Det, Rusland har behov for, er sikkerhed.

Hvad gør du dig af tanker om den dækning, som Vestens mainstream-medier indtil nu har givet af Ukraine?

Det er en skændsel.

Hvori består de største fejltagelser i USA’s udenrigspolitik med hensyn til det postsovjetiske Rusland?

At USA ikke har taget Ruslands bekymringer seriøst.

__________

NOTER:

1) Oversat til dansk af Jens Kristian Bech Pedersen.

2) Kilde: https://openthemagazine.com/feature/western-medias-coverage-ukraine-war-disgraceful-says-british-scholar/

3) Bøger af Richard Sakwa:
– Deception: Russiagate and the New Cold War (2021)
– The Putin Paradox (2020)
– Russian Politics and Society (2020)
– Russia Against the Rest: The Post-Cold War Crisis of World Order (2017)
– Frontline Ukraine: Crisis in the Borderlands (2014)
– Putin and the Oligarch: The Khordorkovsky-Youkos Affair (2014),
– Communism in Russia: An Interpretative Essay (2010)
– The Crisis of Russian Democracy: The Dual State, Factionalism and the Medvedev Succession (2010)
– Putin: Russia´s Choice (2007)
– The Rise and Fall of the Soviet Union (2005)
og flere andre.

4) Ullekh NP er forfatter, journalist og politisk kommentator med hjemsted i New Delhi, Indien. Han har samlet mere end to årtiers erfaring i sit arbejde for Indiens største nyhedsmedier som bla. The Economic Times, Mint og India Today. Han skriver om international politik, Indiens indenrigspolitik, økonomi, regeringsanliggender, offentlig sundhed og virksomhedsforhold. For øjeblikket er han chefredaktør for tidsskriftet Open.