“Alternativt kan Greta Thunberg transporteres via kamin, som i Harry Potter-bøgerne. Det er en kunst, der skal læres, så det vil kræve et ophold på Hogwarts Skole for Hekseri og Trolddomskunst, som ligger inde midt i det nordlige England – og hvordan skal hun komme dérover?”
Af Merete Bøye, præst.
For et stykke tid siden blev Greta Thunberg sejlet til Amerika på en bæredygtig, soldrevet luksus-yacht, venligst stillet til rådighed af verdensomsejleren Boris Hermann samt Prinsesse Caroline af Monacos søn, Pierre Casiraghi. Hvad gør man ikke for klimaet.
Nu vil Greta gerne hjem igen, så derfor efterlyser hun folk, der kan give hende et lift over oceanet. Formodentlig er der igen et par klima- og medievenlige milliardærer, der stiller sig tjenstvilligt an.
Man kan så spørge: hvorfor sejler hun ikke bare hjem igen i den yacht, som hun sejlede derover i? Men se. Det kan hun ikke så godt. For allerede i august måned fløj fem raske sømænd med jetfly til New York, for at sejle båden hjem igen. Ja, hvad gør man ikke – for klimaet.
Nu ved jeg godt, at man ikke må sætte spørgsmålstegn ved frk. Thunbergs beslutninger, fordi hun blot er et lidet barn og desuden helgenkåret af den svenske kirke. Men hvis hun ikke vil flyve, hvorfor køber hun så ikke bare en billet med et fragtskib?
Det er sikkert, fordi fragtskibe er syndige og oliedrevne, i modsætning til en sol- og vinddrevet sportsyacht. Men på den anden side, så skal fragtskibet af sted alligevel, fordi vi jo skal have sejlet vores vindmøller fra Vestas over til de klimabevidste mennesker i Californien, og om Greta får en køje sammen med søfolkene eller ej, det vil slet ikke kunne ses på hendes CO2-aftryk.
Desuden er fragtskibet sikkert lavet af godt gammeldags jern og ikke af ondt, besudlet, oliebaseret kulfiber, ligesom yachten er.
Alternativt kan Greta Thunberg transporteres via kamin, som i Harry Potter-bøgerne. Det er en kunst, der skal læres, så det vil kræve et ophold på Hogwarts Skole for Hekseri og Trolddomskunst, som ligger inde midt i det nordlige England – og hvordan skal hun komme dérover? Et bæredygtigt forslag kunne være at sejle til Newcastle med optimistjolle og derfra leje en oksekærre, som kan trække hende resten af vejen.