Hvor er debatten om de venstreorienteredes massemord?

Gulag - socialistisk koncentrationslejr.

Sven Hakon Rossel – professor og forfatter.

I efteråret 2010 udgav den kendte amerikanske historiker Timothy Snyder, professor ved Yale University, bogen Bloodlands: Europe Between Hitler and Stalin. Den vakte enorm opsigt, fik strålende anmeldelser og er udkommet i store og mange oplag – på tysk alene i fem oplag. Allerede året efter blev bogen også oversat til dansk og udgivet på Jyllands-Postens fortjenstfulde forlag med titlen Bloodlands – Europa mellem Hitler og Stalin.

Men af én eller anden grund har Snyders bog ikke tiltrukket sig den store opmærksomhed i Danmark. Årsagen er givetvis, at dens indhold ikke har behaget de mange kritikere og historikere af venstreorienteret observans. Dette må være årsagen til, at værket ikke har givet anstød til dén debat i de danske medier og blandt faghistorikere, som Snyders afdækkelse og dokumentation ikke blot af Hitlers, men også af den ligeså blodtørstige Stalins forbrydelser i Centraleuropa lægger op til, en debat, der til gengæld er blevet ført i det store udland. 

Sven Hakon Rossel er professor i nyere skandinavisk litteratur og forfatter til mere end 50 bøger. S. H. Rossel er fast klummeskribent på 24NYT og skriver om udenrigspolitik, kulturpolitik, EU og det monstrum, der hedder “political correctness”.

Dén konklusion, som Snyder drager og omhyggeligt dokumenterer, er, at Stalins Sovjetunion og Hitlers Nazityskland mellem 1933-45 myrdede ca. 14 mio. civilister og krigsfanger – altså vel at mærke ikke soldater ved fronten – i det centraleuropæiske område, der i dag består af Polen, Ukraine, Hviderusland, Rusland og de tre baltiske stater – netop titlens ”bloodlands”!

Ligeså bemærkelsesværdigt er det, at Snyders bog torpederer ethvert forsøg på at betragte begivenhederne under 2. Verdenskrig ud fra formlen: kun de tyske nazister var de onde, mens de russiske kommunister var de gode. Hermed ligger Snyder på linje med professor Bent Jensens fortjenstfulde indsats i Danmark. Og ligesom Jensen – eller ”koldkrigeren”, som han perfidt er blevet kaldt af vore kulturradikale og venstrevredne medier – er også Snyder en tilforladelig og objektiv historiker.

Det var Stalin, der for alvor lagde ud i Ukraine i 1932. Tvangskollektiviseringen af landbruget, påbegyndt i 1928, havde ført til katastrofal misvækst og heraf følgende hungersnød. Af den grund blev bønderne, eller kulakkerne, som de mere velhavende bønder blev kaldt med et kommunistisk skældsord, og deres familie enten likvideret, fik forbud mod at forlade deres landområde og måtte her sulte ihjel eller blev sendt i godsvogne til de sibiriske koncentrationslejre, Gulag. Snyder regner sig forsigtigt frem til 3.3 mio. ofre, mens andre historikere sætter tallet langt højere til et sted mellem 10 mio. – et tal Stalin selv skal have pralet med over for Winston Churchill – og 15 mio.

Udover det “beskedne” tal på 3.3 mio., overvejende i Ukraine, regner Snyder sig frem til yderligere 300.000 ofre for Stalins forsøg i årene 1937-38 på at udrydde alle etniske polakker og ukrainere inden for Sovjetunionens grænser. Han medtager her ikke diktatorens nådesløse udrensning af modstandere i det kommunistiske parti i forbindelse med de såkaldte Moskvaprocesser i 1936-38, hvor mindst 400.000 blev henrettet efter under tortur at have bekendt sig til sammensværgelse og andre ”forbrydelser” mod regimet.

Disse skueprocesser blev i øvrigt mødt med stor sympati af en række europæiske intellektuelle og forfattere, f.eks. George Bernard Shaw, Jean-Paul Sartre og Bertolt Brecht. Heller ikke danske medløbere manglede, således forfatterne Hans Scherfig, Hans Kirk og Otto Gelsted samt salonkommunisten og senere rektor ved Københavns Universitet Mogens Fog. Herom kan den interesserede læser i øvrigt orientere sig i Bent Jensens dokumentation Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle fra 1984.

Mens Hitlers forbrydelser ikke er gået i glemmebogen, er det ligesom de forbrydelser, der i d. 20. århundrede blev begået i kommunismens navn ikke blot under Stalin, men allerede under Lenin i Sovjetunionen og senere af Mao i Kina, Walter Ulbricht i det såkaldte DDR, Nicolae Ceaușescu i Rumænien, Marskal Tito i det tidligere Jugoslavien, Fidel Castro i Cuba og Pol Pot i Cambodia, i de venstreintellektuelle kredse enten er blevet fejet under tæppet eller i bedste fald bagatelliseret. Både Tito og Ceaușescu, der begge var populære skikkelser i Vesteuropa, fik ovenikøbet tildelt den fornemste og ældste danske orden, Elefantordenen.

Ligeledes bagatelliseret er den tætte forbindelse, der er mellem socialisme og kommunisme med disse to ideologiers fælles rod i marxismen: Ja, det er god tone på venstrefløjen at se socialismen som et trin henimod den kommunistiske verdensrevolution, og kendt er det ligeledes, at de fleste ovenfor nævnte politiske regimer har kaldt sig socialistiske.

Et godt eksempel på denne forbindelse er herhjemme det kryptokommunistiske parti Enhedslisten, der i 1989 blev grundlagt på resterne af ikke blot Venstresocialisterne og Socialistisk Arbejderparti, men også Danmarks kommunistiske Parti og Kommunistisk Arbejderparti. I Enhedslistens partiprogram indtager ikke blot klassekampen, men også en revolutionær omfordeling af ejendomsretten en fremtrædende plads.

Nu er, gudskelov, dette ideologiske sammenrend til at overse. Langt farligere er den popularitet, der i England efter forårets parlamentsvalg er blevet Labourpartiet under gammelmarxisten Jeremy Corbyns ledelse til del. Corbyns næstkommanderende, den endnu farligere skyggefinansminister John McDonnell, har dristet sig til i det britiske Underhus at vifte med Formand Maos revolutionsbibel, Den Lille Røde, mens hans samtidigt krævede nationalisering af finansverdenen og de vigtigste private industrivirksomheder, og han har opfordret befolkningen til i milliontal at demonstrere for et nyt samfundssystem – selvom dog ”kun” 10-15.000 fanatiske tilhængere fulgte opfordringen i denne omgang!

Lær dog af historien, fristes man til at råbe fra hustagene, og undgå skæbnessvangre fejltagelser! Se, hvordan det demokratiske, kapitalistiske Vesttyskland har udviklet sig til at blive ét af verdens rigeste lande, mens den socialistiske arbejder- og bondestat, som Østtyskland kaldte sig, og som en række danske socialdemokrater flirtede med mellem 1950 og 1970, gik i hundene. Se, hvordan det frie, kapitalistiske Sydkorea nu regnes blandt verdens mest dynamiske industristater, mens den nordkoreanske befolkning sulter under en grotesk, men dødsensfarlig diktator.

Lær dog af historien og glem ikke de blodige ugerninger i socialismens og kommunismens navn. Snyders bog både er et fremragende og chokerende bidrag til en kortlægning af d. 20. århundrede største forbrydelser. Læs den, og brug hjernen!

Hvad mener du om klummen? Kommenter gerne i feltet nedenfor.

Kan du lide vinklingerne på 24NYT? Få avisen leveret gratis på mail

Del gerne artiklen på Facebook:

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb