Af Peter Andreas Fog, bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet
Der er desværre mange, der gerne vil have, at den offentlige debat reguleres strammere – og med regulering menes der censur af dissens. Men hvem skal så udføre den egentlige censur? Behovet lyder besnærende
“Hvorledes kender folk sandheden? Hvad gør de — hvordan laver de — skelner de mellem fakta og fiktion? der er så meget — sker så meget. Og vi står i midten af det hele.”
Ordene bliver for alvor skræmmende når man indser, at de stammer fra den amerikanske præsident Joe Biden. Hans tankegang ledte til et forsøg på at skabe en “minister for sandhed”, eller som de selv foretrak at kalde det “the Disinformation Governance Board”. Ministeren, eller Formanden om man vil, skulle have været Nina Jankowicz, der blandt andet propaganderede, at det var venstrefløjen, der var ofre for censur, frem for konservative. Og det alt imens medlemmer af daværende præsident Trumps regering fik deres konti lukket på diverse sociale medier.
Kongressen har længe presset på, for at få de sociale medier til at censurere deres brugere, så den offentlige diskurs kan formes i deres eget billede. Som den amerikanske advokat, professor og kommentator Jonathan Turley skriver:
“Ideen om at befolkningen er godtroende fæhoveder, der skal ledes, er et gennemgående tema for Demokrater og deres allierede medier. Det var temaet på forrige års “Desinformation og Eroderingen af Demokratiet” konference ved Chicago Universitet, med deltagelse af ledende Demokrater og pinger fra medierne – inklusive tidligere præsident Barack Obama. Konferencen diskuterede, hvorledes offentlige synspunkter kunne skabes, hvis blot regeringen og medierne arbejdede sammen for at perspektivere, hvad der er sandt og hvad der ikke er.
Tidligere præsident Barack Obama betlede den falske præmis ved Stanford i april 2020. Han lagde ud med at erklære sig selv som værende “tæt på en ytringsfriheds-absolutist”, og så fortsatte han med at opfordre til at censurere alt, hvad han betragtede som “desinformation” inklusiv “løgne, konspirationsteorier, dårlig videnskab, kvaksalveri, samt racistiske og misogyne skriverier.
Præsident Biden harcelerede over tabet af ledelse på Twitter, der stod i åbenlys modsætning til traditionelle ytringsfrihedsværdier [jvf Musks opsigelse af hele afdelingen for censur]. Den tidligere direktør for Twitter sværgede kort efter, at han overtog posten, at indholdet på Twitter ville blive reguleret, og sagde, at firmaet ville “fokusere mindre på at tænke på ytringsfriheden” fordi: “tale er let på internettet. De fleste mennesker kan tale. Vores rolle ligger udtrykt i, hvem der kan høres”
Hvem der kan høres…
Udover at meninger om de anderledes blot er meninger, så er det svært at afgøre hvad der er løgn, desinformation, konspirationsteorier, kvaksalveri og dårlig videnskab. Var konspirationsteorien om, at Trump havde kuppet præsidentvalget i samarbejde med Putin i 2016 almindelig misinformation eller en direkte løgn – og således desinformation?
Den konspirationsteori ledte blandt andet til en flere år lang undersøgelse til en værdi af mere end en kvart mia. kroner, ledet af den tidligere FBI direktør Robert Mueller. Og det skabte en vedholdende opfattelse af Trump, som en russisk agent, illegitim præsident og despotisk forræder, der især farvede ungdommens opfattelse af virkeligheden.
Selv dårlig videnskab (på 30. år har klimaet 10 år tilbage) og kvaksalveri kan være svært at genkende i farten, som Jonathan Turley bemærker:
”Blandt dem, der blev ramt [af censur] var Dr. Jay Bhattacharya, professor ved Stanford, der skrev at Corona-nedlukninger ville skade børnene. Han og andre har efterfølgende fået oprejsning for at udtrykke disse bekymringer, men Twitter blacklistede ham i al hemmelighed for at hindre, at hans tweets trendede. Det er sigende, fordi det vidner om anerkendelse af, at den slags tweets ville trende, hvis ikke firmaet havde undertrykt dem.
Der er nogle af os, der i mange år har udtrykt bekymring over Twitters massive censur også i, hvad jeg selv har kaldt fremkomsten af en “skyggestat”, hvor store virksomheder udfører den censur, som Forfatningen forbyder staten at udføre.”
Al den censur, der ønskes udført i det daglige, nu hvor Sandhedsministeriet ikke kunne realiseres, hviler på de sociale mediers ansatte. De er gerne i tyverne, formet af uddannelsessystemet og underholdningsindustrien i et uheldigt samspil, uden erfaring eller værktøjer til at gennemskue, at det, der for dem, har varet en evighed og ligner historiens endepunkt, blot er et zeitgeist.
De er blevet ansat direkte fra skolen i en af morgendagens industrier, som var de særligt udvalgte, udpeget af dem, der gav dem karakterer og siden løn.. Det er “de voksne” der taler, som Demokraterne og medierne beskrev sig selv da Trump blev præsident. Og voksne taler om vigtige ting, som videnskab, demokrati og inklusion og advarer om had og fascisme og hvem de fæle mennesker er, og hvor de bor.
En Twitter-ansat skrev advarende i en intern mail at “Måske er det fordi, at jeg er fra Kina, at jeg forstår, hvorledes censur kan ødelægge den offentlige debat”. Måske arbejder hun der stadig, men konsensus blandt hendes kollegaer var, at Trump var en “terror-leder” og at patrioter stod for optøjer. Derfor var det naturligt, at også Trumps konto, blev blacklistet, så færre kunne høre deres præsident, inden han altså blev smidt helt af. Denne bemærkelsesværdige beslutning stod chefen for Twitters afdeling for ret-tænkning, Yoel Roth, for og hans ord er givetvis sigende for den generelle stemning, ikke blot på Twitter, men på mange sociale medier.
I et debatarrangement blev Roth spurgt, om Trump fik sin Twitter konto lukket som en direkte følge af optøjerne foran Capitol 6/1-20:
”Det startede den sjette, men også før det. Mellem valgnatten og 6. januar modererede Twitter hundredevis [af tweets], fra Trump alene omkring 140 tweets, der overtrådte forskellige regler. [“Ja, det var han god til” skyder spørgeren ind] Hver morgen var der nye tweets, mange af dem recirkulerende de samme fortællinger og det var alt sammen fokuseret på den, i sidste ende falske påstand, at valget var stjålet.
Så vi er på vej imod begivenhederne den sjette, og – der en den sammenhæng. Der er den centrale placering, hans tweets har [“Så I lod ham slippe afsted med det i lang tid!” skyder spørgeren ind]. Mnjah, vi håndhævede det, dæmpede tweetene, vi satte advarsler på dem, man kunne ikke like eller videresende dem, men vi smed ham ikke af fordi, det var et relevant øjeblik i amerikansk politik.
Begivenhederne den sjette udfoldede sig. Og hvis man taler med indholdsmoderatorerne, der arbejdede den sjette januar, jeg selv inklusive, er ordet, som alle brugte ‘traume’. Vi oplevede de begivenheder. Nogle af os, som amerikanere, men ikke blot som amerikanere eller borgere, men som mennesker, der arbejder på, hvordan man undgår, at man kommer til skade på internettet. Vi så det klarest mulige eksempel på, hvordan det udspiller sig, når noget online rykker til offline. Vi så, hvorledes retorik om et stjålent valg blev mobiliseret på hjemmesider, såsom thedonald.win. Vi så hvorledes dette indhold blev spredt i periferien af internettet. Og vi så døde mennesker på Capitol, som en konsekvens af det.”
Reglerne blev altså håndhævet ganske arbitrært og gedulgt, hvor man ikke forbød Trump at tweete, men blot sikrede sig, at kun få kunne “høre” ham. Altså indtil de unge moderatorer følte sig traumatiseret efter længe at have udholdt Trump-tilhængernes udgydelser på nettet, for til sidst at se nogle af dem i slåskamp med politiet. Jo, nogle døde, fortrinsvis ældre mænd, alle Trump-tilhængere, der fik slagtilfælde af ophidselse. Og så selvfølgelige den 35-årige Ashli Babbit, også en Trump tilhænger, der blev skudt på klos hold af en sikkerhedsvagt.
”Det er skræmmende. Jeg troede at jeg skulle være gymnasielærer. Jeg opnåede en Ph. D. og forskede i ting, som ingen interesserede sig for og så, du ved, det her internet platform halløj virker sejt: jeg kan måske researche der og det ene ledte til det andet og lige pludselig stempler vi Donald Trumps konti som misinformation og jeg ender på forsiden af New York Post. Og det er en dybt skræmmende oplevelse. Og det siger jeg ud fra en ubestrideligt privilegeret position, som en hvid cis-mand. Internettet er langt værre og langt mere skræmmende for mange mennesker, der ikke er mig, men det var virkeligt skide skræmmende i lang tid.
Når man kommer i søgelyset på den måde, så er det svært at differentiere mellem dem, der forsøger at skræmme en på internettet og hvem, der udgør en faktisk trussel. Man ser i ting som Pizza-gate [En konspirationsteori om at Hillary Clinton ledte en pædofilring] at konspirationsteorier online hurtigt kan mobilisere regulær vold offline. Og det bekymrer mig. Jeg er blevet doxxed [fået private oplysninger, som adresse offentliggjort] – af teenagere faktisk, de står altid bag den slags… Jeg så den skade, jeg oplevede den skade og så blev der gjort skade ved hjælp af en større medie-virksomhed, der blev udnyttet af en tidligere amerikansk præsident og det er dybt skræmmende!”
Så Roth, en ung mand, bliver pålagt at censurere den offentlige debat for at sikre demokratiet imod fascisme og bigotteri – og bliver efterfølgende skræmt af offentlighedens interesse i at vide, hvem det er, der censurerer dem.
Spørgeren vil også vide, hvorfor The Babylon Bee blev censureret for sit opslag om årets mand. The Babylon Bee er satire på linje med Rokokoposten, falske nyheder, der forsøger at fange tidsåndens absurditeter. I det aktuelle tilfælde havde de skrevet en satirisk historie om at den transseksuelle vicesundhedsminister Rachel Levine, var blevet udnævnt til ‘Årets Mand’. Det var ikke sjovt, mente spørgeren, men ville høre hvorfor Roth mente det skulle censureres:
”Det at man udskammer trans-samfundet er ganske virkeligt, meget livstruende og ekstraordinært seriøst. Vi har set en masse Twitter konti såsom Libs of TikTok, at der koordineres kampagner, der specifikt går efter en gruppe, der allerede er ekstremt såbar i samfundet. Så ja, ikke blot er det ikke morsomt, det er farligt, det bidrager til et miljø, der gør det utrygt for mennesker. Så lad os starte med den præmis, at det er galimatias!
Og så lad os se på, hvad der er Twitters erklærede politik: Twitters politik forbyder at bruge ukorrekte pronominer om mennesker. Og Babylon Bee brugte i satirens navn, ukorrekte pronominer om Rachel Levine. Det er meget bogstaveligt, men det er stadigvæk brug af ukorrekt pronomen.”
Scott Adams, forfatter til den klassiske tegneserie Dilbert, mente at disse unge mennesker led af ‘fortællings-forgiftning’. I deres verden forsvarede de alt godt, som demokrati, ligeværd og forsvaret for udsatte grupper, mod denne verdens trusler og hadefulde mennesker. Man kan ikke bebrejde dem at censurere selv den amerikanske præsident, hvis han nu er en orange Hitler. Problemet med unge mennesker er ikke deres ildhu. Problemet er, at de kun ved, hvad deres nærmeste voksne har bildt dem ind.