På danske plejehjem er omtrent otte ud af ti af beboerne ramt af en demenssygdom, mens ikke engang to ud af ti plejehjemspladser er beregnet på mennesker med demens, skriver leder af plejehjemmet Dagmarsminde, May Bjerre Eiby, i Berlingske.
”Danske kommuner tilbyder ikke specialiserede demenspladser, men i stedet tilbyder en fast, lav takst for alle plejehjemsbeboere, da alle plejetilbud jo ’kan det samme’, og der er jo alligevel ’demente alle steder’.
Hvis man eksempelvis bliver patient på en kræftafdeling, vil man møde læger og sygeplejersker, som er specialister i kræftbehandling. I kommunerne handler specialisering af en anden stor folkesygdom, demens, bare om at være ’meget god til det derude’.
Det er kommunens kontoransatte, som tager stilling til behandlingen af beboernes demens og bestemmer, hvad de har behov for. Det betyder, at den enorme gruppe af ældre med demens, som ikke modtager korrekt behandling, er prisgivet kommunens embedsfolk, der klarer den sundhedsfaglige vurdering bag computerskærmen oppe på rådhuset”.