Overalt på kloden finder vi flere og flere politikere, der mener, at folkestyret er for vigtigt til at overlade det til folket. Tendensen bevæger sig stærkt i retning af politisk kontraktion, mere centralisering, mere bureaukrati, mindre frihed for den enkelte borger. Konceptet om det styrede demokrati er udviklet i Singapore og har siden gået sin sejrsgang over store dele af Verden. I 1989 var jeg til officiel festbanket i Shanghai i anledning af indvielsen af en vitaminfabrik, som min daværende virksomhed, Danochemo, havde leveret og opstillet. Den kinesiske departementschef, som var min sidemand under middagen, fortalte frimodigt, at det nye Kina, der var ved at rejse sig efter kulturrevolutionens rædsler, absolut ikke ønskede at udvikle samfundet til et demokrati efter vestligt forbillede. ”Vores mål er et styret demokrati som i Singapore”, erklærede han: ”Singapore er vores laboratoriemodel, som Kina nu realiserer i fuld skala!”
Singapore blev en selvstændig republik i 1965 ledet af den myndige Lee Kuan Yew, hvis Peoples Action Party (PAP) har domineret al politik i Singapore lige siden. I mange år tilsikrede Singapores forfatning PAP et permanent flertal i parlamentet. En opposition var tilladt, men kun som minoritet. Præsident Lee døbte denne styreform ’Guided Democracy’ eller styret demokrati på dansk. Denne regeringsform garanterede en langsigtet stabil udvikling for Singapore uden vrøvl med oppositionen. Singapore med sit styrede demokrati og dynamiske markedsøkonomi er i dag et af verdens rigeste samfund. HSBC- bankens internationale opinionsundersøgelser kårer igen-igen Singapore sammen med Schweiz til de samfund, hvor mennesker helst vil bo og arbejde. Det politiske system i Singapore er i tidens løb blevet opblødt i mere demokratisk retning, men ikke mere end, at PAP nu som før sidder med styrepinden og bestemmer fart og retning.
Kina har formået at omdanne sit vældige rige til en slags styret demokrati, men kun delvist. Singapore er en retsstat og tillader oppositionelle partier. Kina er absolut ikke en retsstat og har forbudt enhver afvigelse fra den kommunistiske partilinje, men kernen er der: en styret markedsøkonomi under et håndfast politisk system. Det nye Kina har kunnet rejse sig af asken ved hjælp af Singapore-modellen. Omkring 1975, hvor Kina og Egypten begge var ludfattige u-lande, begyndte Kina at udvikle sin økonomi i samarbejde med vestlige virksomheder, men under stram styring fra den kommunistiske regering. I dag har Kina en af verdens største økonomier, hvor Egypten stort set befinder sig i det islamiske mørke, hvor landet var i 1975. Singapore-modellens succes er ikke gået ubemærket hen andre steder. Ruslands kortvarige flirt med demokratiet efter sammenbruddet af Sovjetunionen blev standset brat af den nye præsident Putin, som besluttede sig for ’Guided Democracy’. Rusland er i dag en ét-parti stat med en vaudeville-opposition, hvis medlemmer ved, at kritik af Putin kvitteres med adresseændring til en arbejdslejr i Sibirien.
Den næste fan af det styrede demokrati blev Tyrkiets præsident Erdogan. Da han var borgmester i Istanbul, førte han sig frem som ambassadør for det vestlige demokrati støbt ind i en moderne retsstat helt i Kemal Mustafa Attatürks ånd, grundlæggeren af det moderne, sekulære Tyrkiet. Men da Erdogan blev premierminister og siden præsident, viste han sine rette farver som forbenet tilhænger af Det Muslimske Broderskabs shariabevægelse, der stræber efter at indføre den islamiske totalitære stat overalt på kloden. Præsident Erdogan lægger ikke skjul på sin kærlighed til kalifat-diktaturet: ”Demokrati? Det er ligesom at køre i sporvogn”, siger præsidenten: ”Når man har nået til endestationen, står man af!”. Erdogans styrede demokrati har i dag fuld kontrol med statsapparatet, og det er jo godt at have, når der skal tælles stemmer efter præsidentvalget i maj måned.
Vi kan forvente, at en lang række stater i Mellemøsten og Afrika vil anvende ’Guided Democracy’ som politisk gearkasse mellem diktatur og et ægte folkestyre, men uden reelt at bringe sig videre fra det styrede demokrati. Desværre er Singapore-modellen ved at komme på mode i Europas og USA’s gamle, etablerede demokratier. EU er udstyret med et parlament, der er rådgivende, men ikke lovgivende. EU’s regering (Kommissionen) er udpeget, men ikke folkevalgt. EU er således ikke et demokrati, men et bureaukrati, som uanset den manglende demokratiske forankring arbejder ihærdigt på at centralisere al vigtig lovgivning hos Kommissionen. EU har allerede raget meget tung lovgivning til sig, men nu gælder det forsvar, migration, finanspolitik og udenrigspolitik. Centraliseringen omfatter ikke udelukkende storpolitiske afgørelser. EU-kommissionens appetit på de mindste detaljer kender ingen begrænsning. Tænk bare på EU’s bestræbelser på at lovgive om formen på lakridspiber og indholdet af kanelsnegle. Kan der ikke mobiliseres modstand mod EU’s centralisering af al politisk magt, ender Unionen som det perfekte styrede demokrati.
I USA arbejder det Demokratiske parti på den samme proces. Målet er at styrke Demokraterne, så partiet opnår permanent dominans af den politiske scene og reducerer borgerlige politikere til statister. Magtovertagelsen skal ske ved at danne to nye delstater, Washington DC og Puerto Rico, hvilket giver 4 Demokratiske senatorer og dermed permanent de facto flertal i Senatet. Den Demokratiske Biden-regering har lukket flere millioner ulovlige migranter ind i USA som fremtidigt stemmekvæg for Demokraterne, der vil give migranterne stemmeret uden statsborgerskab. Endelig arbejder Demokraterne på at udvide Højesteret med et antal ’progressive’ dommere, der kan sikre en anti-borgerlig linje i rettens afgørelser. Disse bestræbelser støttes helhjertet af medier, universiteter, dommerstanden og embedsværket. Det styrede demokrati venter lige om hjørnet.
Det gør det også i Danmark. Den borgerlige opposition er stendød og dermed et opgør med drabet på minkerhvervet, den hysteriske nedlukning af landet under Covid og det politiske hævntogt mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen. Regering og embedsværket afviser at bremse den illegale indvandring og den uhæmmede vækst af den offentlige sektor. Driften henimod det styrede demokrati sker dog blidt og harmonisk i overensstemmelse med folkets ønsker. Mere end to tredjedele af vælgerne enten arbejder i den offentlige sektor eller lever af overførselsindkomst. Den moderne dansker vil ikke have frihed, men have tryghed i fællesskabet. Vi skal jo være her alle sammen. Åbenbart også formynderstaten. Det nye Danmark som et smilende DDR rejser sig af folkestyrets ruiner.