Site icon 24NYT

Den almægtige danske stat vinder altid

Anlægger man sag mod staten, betaler staten Kammeradvokaten betydelige summer for at vinde over den borger, der har formastet sig til at anlægge sag mod staten. Betalingen til Kammeradvokaten er meget større end det honorar, borgerens advokat kan få. Derfor har sager mellem en borger og den almægtige stat altid lidt ”David mod Goliat” over sig, skriver prof. Ole P. Kristensen i Berlingske.

”I det mest grelle eksempel fik borgerens advokat 16.000 kroner for at føre sagen, mens Kammeradvokaten fik omkring 300.000. Advokaten med det høje honorar kan lægge langt flere timer i arbejdet med sagen end advokaten med det lave honorar. Det er et problem for retssikkerheden, at den ene advokat kan være bedre forberedt end den anden. Det strider også mod princippet om ”equality of arms”, der er fastlagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og som indebærer, at parterne i en retssag skal have lige muligheder.

Problemstillingen med et skævt forhold mellem borger og stat, når de mødes i retten, er ikke ny. Det er heller ikke nyt, at statens adgang til nærmest ubegrænsede ressourcer bidrager til skævheden. Alligevel er der ikke rigtigt sket noget, der kan rette op på skævheden og det spørgsmål til retssikkerheden, som skævheden giver anledning til. Den herskende tilstand, hvor staten bruger uanede ressourcer på at vinde over borgerne i retten, er et stort problem for retssikkerheden, som er uværdigt for en retsstat”.

Exit mobile version