I Danmark blev enevælden indført i 1660 af Frederik d. 3 og stadfæstet ved Kongeloven af 1665. Kongeloven gjaldt indtil den blev afløst af Danmarks Riges Grundlov 5. juni 1849. ”Bortset fra bestemmelserne om arvefølgen, regentens kirkelige tilhørsforhold og rigets udelelighed, indeholdt kongeloven dog ingen reel indskrænkning af regentens enevældige magt.” https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/kongeloven Kongen besad altså den uindskrænkede magt og styreformen blev benævnt den absolutte enevælde.
Debatindlæg af Hans Timmermann
I dag ville vi sige at den lovgivende, udøvende og dømmende magt var samlet i én og samme person.
Denne magtdeling stammer fra den franske filosof og retslærde Montesquieu. Man kan sige, at den absolutte enevælde og et diktatur har det tilfælles, at magten er centraliseret – i enevældens tilfælde hos monarken, i diktaturets tilfælde hos én eller flere personer. Montesquieu anså det enevældige monarki som anderledes end et egentligt diktatur, i det han bl.a. fremhævede, at der i tilfælde af et monarki er indgået en aftale mellem folket og kongen, mens den diktatoriske hersker selv har taget magten (f.eks. ved et militærkup).
Den absolutte enevælden var indført under inspiration fra det øvrige Europa, og på samme måde lod man sig inspirere af den tiltagende praksis bestående i, at monarken ikke blandede sig i domstolenes afgørelse.
I følge Ditlev Tamms’s, Retshistore 2, udgave, p. 210, var Christian 6. (1730-46) den sidste konge der blandede sig i en højesteretsafgørelse.
Oplyst enevælde er en betegnelse for en politisk styreform, der især herskede i oplysningstiden i slutningen af 1700-tallet. Her forsøgte en række enevældige herskere, især i Europa, at bruge deres magt til at indføre reformer der skulle fremme de lavere samfundsklassers lykke og velfærd. Tanken bag deres enevælde er, at de skal være gode og fornuftige mennesker, der således ved, hvad der tjener folket og landet bedst. Til gengæld svarer de kun over for Gud.
https://da.wikipedia.org/wiki/Oplyst_enevælde
Derudover indeholdt den oplyste enevælde flere elementer, som vi genkender fra nutiden: stigende sekularisering, ytringsfrihed, rationelt begrundede reformer og styring. Desuden medførte befolkningens voksende uddannelsesniveau og afskaffelse af censur, og at flere blandede sig i diskussionen om samfundet indretning i forventningen om at monarken var lydhør overfor disse indvendinger. Den oplyste enevælde betegnes derfor også som den opinionsstyrede enevælde.
Det repræsentative demokrati, som efterfulgte den oplyste enevælde, og som er den styreform der hersker i nutiden, er et forsøg på at give befolkningen en indirekte indflydelse på den politiske proces.
Et repræsentativt demokrati er en styreform, hvor den politiske magt overvejende ligger hos en forsamling af folkevalgte repræsentanter,[1] eksempelvis i et parlament eller en lokal kommunal-bestyrelse. Borgerne udvælger altså et mindretal (politikere) til at tage beslutninger på deres vegne. Et alternativ er direkte demokrati, hvor alle beslutninger lægges ud til direkte beslutning blandt borgerne, eksempelvis ved en folkeafstemning.[2]
I et repræsentativt demokrati tager befolkningen altså kun undtagelsesvis selv direkte beslutninger via folkeafstemninger, men dets opgave er at vælge og kontrollere politikerne.[2]
Kilder
1. Grage, Torben W.: opslaget repræsentativt demokrati i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 24. august 2021.
2. Irene Petersen: Hvorfor har vi ikke direkte demokrati som i oldtidens Athen? Artikel på videnskab.dk, dateret 3. juni 2013.
https://da.wikipedia.org
Ideelt set fungerer et repræsentativ demokrati ved, at en politiker eller det parti, som politikeren er medlem af, inden et valg fremsætter sine/sit forslag til hvordan samfundet tænkes indrettet. Ud fra dette kan en borger vælge at stemme på den politiker eller det parti, som borgeren syntes har de bedste forslag.
Vælgerne har i princippet mulighed for ved næste folketingsvalg at skille sig af med de folketings- politikerer, der af en eller anden grund ikke lever op til forventningerne. Det forudsætter naturligvis at vælgerne kan stemme på andre politikerer, som vælgeren hellere ser lede landet.
Men kan vælgerne nu stole på disse andre politikere, når de udsteder løfter om det ene eller det andet?
Det er i sidste ende en tillidssag, for som grundlovens §56 siger, så er folketingsmedlemmerne ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere, og hvis overbevisningen er, at løfter udstedes, ikke for at blive indfriet, men for at tjene som middel til at få flere stemmer end andre kandidater, så er det dét som gælder.
Systemet har altså et potentielt svigt indbygget, og mange vælgere har sikkert følt sig svigtet mere en én gang. Én af grundene er, at gerningen som politiker er gået fra at være et kald til en profession. Som følge heraf bliver folkets interesser nedprioriteret til fordel for politikeren og hans partis interesser, som først og fremmest er at blive genvalgt og dernæst sikre sig attraktive aftrædelsesmuligheder i EU, Nordisk Råd, FN og andre internationale organisationer. For at komme i betragtning til disse job, er politikeren selvfølgelig nødt til at demonstrere en servilitet over for disse organisationer, dvs. implementere den respektive organisations anbefalinger og politikker i sit eget hjemland, også når det ikke er i hjemlandets interesse.
Det største svigt er efter min mening indvandringspolitikken, hvor politikerne uden noget mandat fra den danske befolkning har søsat en ægte demografisk ændring med mærkbare økonomiske og sociale konsekvenser for den oprindelige befolkning.
Det lader ikke til, at de politikere, som vælgerne stadigt stemmer til magten, har tænkt sig at gøre noget effektivt for at standse den ulykkelige udvikling. Henvisningen til internationale konventioner er en dårlig undskyldning. Konventionerne er tiltrådt vha. Grundlovens §20, og kan fratrædes vha.
et simpelt flertal. Sandheden er, at flertallet af folketingspolitikere ikke ønsker at ændre udviklingen,.
De social-psykologiske årsager til denne af vælgerne irrationelle stemmeadfærd, har politikerne og deres partier sikkert udmærket styr på, bl.a. som følge af det massive forbrug af mediekonsulenter, spin-doktorer og fokusgrupper. Resultatet er, at politik bliver markedsført som en anden handelsvare, og flertallet af politikere søger at placere sig der hvor afsætningen og dermed karrieremulighederne er størst.
For førnævnte Montesquieu, er en forudsætning for et legitimt styre, at magten er delt. Jeg vil tilføje, at legitimiteten bliver styrket af, at dem der bestemmer, har sammenfaldende interesser med dem, der bestemmes over.
Som vi har set, har det repræsentative demokrati på afgørende områder ikke overensstemmelse mellem vælgernes interesser og politikernes primære interesser. Jeg vil derfor foreslå at erstatte det repræsentative demokrati med det autokratiske demokrati, også kaldet den demokratiske enevælde.
Den demokratiske enevælde, minder på mange måder om den oplyste enevælde, med den ændring at sidste sætning i definitionen ”Til gengæld svarer de kun over for Gud” ændres til ”Til gengæld svarer de kun over for folket”.
Den demokratiske enevælde fremkommer ved at sætte monarken i spidsen for den lovgivende og udøvende magt. Den dømmende magt beror stadigt hos de uafhængige domstole. I samme omgang afskaffes folketinget, og politikerne sendes hjem. Der skal naturligvis stadig være en regering bestående af ministre, som kongen har udpeget.
Det demokratiske element består i, at befolkningen kan afsætte en monark gennem en folkeafstemning. Folkeafstemningen sættes i gang ved, at et vist antal stemmeberettigede vælgere fremsætter ønske om at afsætte monarken. Det kan f.eks. ske på samme måde, som når forslag fremsættes på borgerforslag.dk. Grænsen på 50.000 stemmer skal dog forøges til 15% af antallet af stemmeberettigede vælgere. Ved folketingsvalget 2019 var omkring 4 mill. borgere berettigede til at at stemme. 15% heraf er 600.000. Det øgede antal sikrer, at der en vis opbakning til at afsætte monarken.
Hvis den efterfølgende folkeafstemning viser, at der er flertal for forslaget, træder monarken tilbage efter at have udpeget sin efterfølger blandt de 10 første i tronfølgen – vi siger der er sket et tvunget tronskifte i modsætning til et frivilligt tronskifte, hvor monarken af egen tilskyndelse vælger at træde tilbage.
Reglen er altså at folket afsætter og monarken indsætter. Jeg anser det for vigtigt at efterfølgeren er et medlem af den kongelige familie. En meningsfuld enevælde forudsætter, at der er et erkendt skæbne-fællesskab mellem kongefamilien og landets befolkning – går det landet godt går det også kongefamilien godt og omvendt. Her ser vi en åbenlys modsætning til det nuværende system, hvor politikerne lever af at lave problemer, de så efterfølgende kan bruge tid og resurser på at løse. De er så at sige deres egen arbejdsgiver.
Efter afstemning om et tronskifte kan en monark sidde 5 år inden en ny afstemning om tronskifte kan finde sted. Det er selvfølgeligt ikke meningen, at der skal være en folkeafstemning hver femte år. Hyppigheden af folkeafstemninger er udtryk for folkets utilfredshed med regenten/styreformen.
Afstemninger
Grundlovens regler for bindende afstemninger suppleres med regler for tronskifte.
For bindende afstemninger gælder at de afgøres efter reglerne i §42, stk. 5 i den nuværende grundlov.
Stk. 5. Ved folkeafstemning stemmes for og imod lovforslaget. Til lovforslagets bortfald kræves, at et flertal af de i afstemningen deltagende folketingsvælgere, dog mindst 30 procent af samtlige stemmeberettigede, har stemt imod lovforslaget.
Lovforslag fremsættes for at ændre en eksisterende tilstand. I det nuværende system er det lovgiverne i Folketinget, som fremsætter lovforslag. Bestemmelsen om, at mindst 30 procent af samtlige stemmeberettigede skal stemme imod lovforslaget indebærer, at mobiliseringsbyrden ligger hos dem, der vil have forslaget forkastet. Det er i overensstemmelse med formodningen om, at lovgiverne repræsenterer folkeviljen, idet de er demokratisk valgt. Hvis mere end 70% af de stemmeberettigede vælgere ikke stemmer, kan forslaget ikke forkastes.
Ved afstemning om et tronskifte består ændringen af den eksisterende tilstand i, at monarken afsættes og en ny indsættes. Forslaget skal derfor lyde: Skal monarken afsættes?. Men kan dette formodes at være i overensstemmelse med folkeviljen ?. Husk på at forslaget fremkommer ved, at mindst 15% af de stemmeberettigede vælgere har fremmet forslaget.
Hvis svaret er nej, sker der intet tronskifte. Som tidligere nævnt ligger mobiliseringsbyrden hos nej-siden. Det indebærer den risiko, at ja-siden blot sætter registreringer af stemmer på tronskifte.dk i system og foranlediger en afstemning om et tronskifte hver 5. år i håb om, at nej-siden på et tidspunkt ikke får mobiliseret nok vælgere eller mister interesse for sagen, pga. de hyppige afstemninger. At vende spørgsmålet om så det lyder: Skal monarken fortsætte ?, forekommer en smule akavet. I stedet ændres bestemmelsen om at mindst 30 procent af samtlige stemmeberettigede skal stemme imod lovforslaget, til at mindst 30 procent af samtlige samtlige stemmeberettigede skal stemme for forslaget i denne type af afstemning.
På denne måde lægges mobiliseringsbyrden over på ja-siden.
Domstolene
Den eneste ”modmagt” til regenten er domstolene. Det siger sig selv, at domstolenes uafhængighed af regenten er en forudsætning for, at regenten kan stilles til ansvar for sin regeringsførelse. Derfor skal administration af igangsætning og håndtering af afstemninger ligge hos domstolene. Uafhængigheden sikres ved at dommerne selv udpeger nye dommere. Ligesom i dag skal der være en grundlov eller forfatning, der udstikker rammerne for regentens og dommernes virke, og som en eventuel tvist mellem regenten og domstolene tager udgangspunkt i.
Hvorledes indføres den demokratiske enevælde?
Den nuværende grundlov ændres. Folketinget skrives ud af forfatningen og nye regler for valg og afholdelse af valg tilføjes. Desuden skal regler for afsættelse og indsættelse af en regent tilføjes.
En grundlovsændring kan kun ske med Folketingets samtykke, og det er ikke lige til at se, hvordan Folketinget skal gå med til at afskaffe sig selv. Man kan tilbyde medlemmerne af Folketinget en livslang ydelse svarende til deres nuværende gage som folketingsmedlem, så de ikke behøver at et finde et levebrød uden for Folketinget. Eventuelt kan de forsøge at forsætte som lokalpolitikere ved at stille op til regionsrådsvalg eller kommunalvalg – det repræsentative demokrati fortsætter på lokalniveau.
Det hjælper ikke at fremsætte forslaget på borgerforslag.dk, idet forslaget
- vedrører en ændring af grundloven,
- klart ikke lader sig endeligt gennemføre efter sit indhold inden for den gældende grundlovs rammer,
- indebærer afholdelse af folkeafstemning,
- angår Folketingets forretningsgange for det parlamentariske arbejde,
og derfor vil blive afvist af Folketingets administration.
En aktivitet kunne være at præsentere forslaget på Folkemødet på Bornholm, og se hvordan folk reagerer, når de hører om den demokratiske enevælde. Selvom interessen skulle være tilstede, må vi nok erkende, at et egentligt systemskifte lader vente på sig i en overskuelig fremtid, medmindre en uforudset hændelse indtræffer.
Afsluttende bemærkninger
En nødvendig forudsætning for, at en styreform, hvor magten er delt, fungerer er, at de enkelte deltagere anerkende den begrænsning, de er givet ifølge forfatningen. Man må som minimum forlange, at styreformen er så transparent, at det uden videre kan fastslås, når én eller flere af deltagerne overskrider deres begrænsning. Hvad der herefter vil ske er bestemt af befolkningens reaktion.
Forfatningen kan jo heller ikke tage højde for, at deltagerne i magten slår sig sammen om at sætte forfatningen ud af kraft. I det tilfælde kan der gå lang tid, inden en organiseret modstand fra befolkningens side kan rette op på tingene.
Man kan overveje at indføre regler for et forfatningsskifte, f.eks. at tre tvungne tronskifter inden for 50 år medfører at domstolene skal nedsætte en forfatningskommission, der fremkommer med et forslag, der sættes til folkeafstemning. Til dette skal bemærkes at sidste gang vi havde enevælde gik regenten med til et forfatningsskifte uden afstemning..