Det er evnen til at ”stjæle” vælgere, der vil afgøre, om det er de røde eller blå, der får regeringsmagten ved næste folketingsvalg, skriver Bent Winther i Berlingske.
”Hele 52 pct. af de borgerlige vælgere peger på udlændinge, som et af de vigtigste politiske emner. Så hvis man, som det lykkedes for Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen, vil ’stjæle’ blå vælgere, skal man altså satse på udlændingepolitik og gøre det hårdt og stramt.
56 pct. af de røde vælgere peger på klima blandt de vigtigste emner. Hvis Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, vil trække vælgere over midten fra rød blok, skal han med andre ord gøre det samme, som Mette Frederiksen har gjort på det udlændingepolitiske område. Han og andre ledere i blå blok skal overbevise vælgerne om, at de blå er mindst lige så gode til at løse klimaproblemer, som de røde er”.
24NYT: Virkeligheden er, at udlændingepolitikken i dette land ikke kan strammes mere. Danmark er nemlig bundet af EU, FN og de indgåede internationale konventioner og er for længst gået til stregen.
Virkeligheden er også, at en ensartet klimaafgift, som følger princippet om, at ”forureneren betaler”, og som helt klart er den samfundsmæssigt billigste løsning, har S-regeringen fravalgt, da den ville betyde et regulært blodbad i flere brancher. Den virkelighed gælder også for Jakob Ellemann-Jensen. Hverken de røde eller de blå har lyst til at opleve de gule veste i Danmark.
Det næste folketingsvalg bliver derfor afgjort af, hvem der er bedst til at lyve: de røde eller de blå. Det bliver en kamp om ord og spin, for politikerne er klar over, at vælgerne bedømmer dem på deres hensigtserklæringer og symbolpolitiske markeringer og ikke på det, de reelt gør.