Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har afgjort, at kritik af islams grundlægger Muhammed udgør en tilskyndelse til had og derfor ikke er beskyttet ytringsfrihed.
Af Soeren Kern – Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute
Med sin afgørelse, der er uden fortilfælde, har domstolen i Strasbourg – der har domsmagt over 47 europæiske lande, og hvis domsafgørelser er juridisk bindende i alle EU’s 28 medlemslande – legitimeret en islamisk blasfemilov for at “opretholde den religiøse fred” i Europa.
Sagen involverer den østrigske kvinde Elisabeth Sabaditsch-Wolff, der i 2011 blev dømt for at “krænke religiøse overbevisninger” efter at have afholdt en foredragsrække om den fundamentalistiske islams farer.
Sabaditsch-Wolffs juridiske problemer begyndte i november 2009, da hun afholdt et seminar i tre dele om islam hos Freedom Education Institute, der er et politisk akademi med forbindelse til Østrigs Frihedsparti – der i dag sidder i den østrigske regering. Det venstreorienterede ugemagasin News havde plantet en journalist blandt tilhørerne, så han i al hemmelighed kunne optage foredragene. Advokater fra magasinet overdrog herefter udskrifterne til Wiens offentlige anklagemyndighed som bevis på hadefuld tale mod islam i henhold til den østrigske straffelov (Strafgesetzbuch, StGB), paragraf 283.
Den krænkende tale var en henkastet bemærkning fra Sabaditsch-Wolff om, at Muhammed var en pædofil, eftersom han giftede sig med sin hustru Aisha, da hun kun var 6-7 år gammel. Sabaditsch-Wolff sagde ordret: “En 56-årig og en 6-årig? Hvad kalder vi det, hvis det ikke er pædofili?”
De fleste hadith’er (samlinger af overleveringer om Muhammeds udtalelser og handlinger) bekræfter, at Aisha var præpubertær, da Muhammed giftede sig med hende, og kun var ni år gammel, da ægteskabet blev fuldbyrdet. I dag ville Muhammeds handlinger være ulovlige i Østrig, så Sabaditsch-Wolffs bemærkninger var faktuelt – men ikke politisk – korrekte.
Der blev rejst formel tiltale mod Sabaditsch-Wolff i september 2010, og retssagen mod hende, hvor hun stod foran en dommer og ingen jury, begyndte i november samme år. Den 15. februar 2011 blev Sabaditsch-Wolff dømt for “krænkelse af religiøs tro på en juridisk anerkendt religion” i henhold til den østrigske straffelov, paragraf 188.
Dommeren sagde i sin argumentation, at Muhammeds seksuelle kontakt med den 9-årige Aisha ikke kunne betragtes som pædofili, eftersom Muhammed fortsatte sit ægteskab med Aisha indtil sin død. Ifølge denne tankerække begærede Muhammed ikke udelukkende mindreårige piger; Han var også tiltrukket af ældre kvinder, eftersom Aisha var 18 år gammel, da Muhammed døde.
Dommeren idømte Sabaditsch-Wolff en bøde på 480 euro (3.600 kr) eller som forvandlingsstraf 60 dages fængsel. Hun skulle desuden betale sagens omkostninger.
Sabaditsch-Wolff appellerede dommen til den regionale appelret i Wien (Oberlandesgericht Wien), men appellen blev afslået den 20. december 2011. En anmodning om en ny retssag blev afslået af den østrigske højesteret den 11.december 2013.
Sabaditsch-Wolff bragte herefter sin sag for Den Europæiske Menenskerettighedsdomstol – en overstatslig domstol etableret af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Retten behandler sager om påståede overtrædelser af borgerlige og politiske rettigheder i henhold til konventionen.
Sabaditsch-Wolff klagede med udgangspunkt i artikel 10 (om ytringsfrihed) over, at de østrigske domstole ikke forholdt sig til hendes udtalelsers substans i lyset af hendes ret til ytringsfrihed. Hun argumenterede for, at hvis de havde gjort det, ville de ikke have betragtet udtalelserne som subjektive værdidomme, men snarere som værdidomme baseret på kendsgerninger. Hendes kritik af islam skete desuden i forbindelse med en objektiv og livlig diskussion, der bidrog til en offentlig debat og havde ikke haft til hensigt at krænke Muhammed. Sabaditsch-Wolff argumenterede også for, at religiøse grupper skal tolerere alvorlig kritik.
Menneskerettighedsdomstolen afgjorde, at lande kunne indskrænke ytringsfrihedsrettighederne nedfældet i konventionens artikel 10, hvis sådanne ytringer “kunne forventes at tilskynde til religiøs intolerance” og “kunne forventes at forstyrre den religiøse fred i deres land”. Retten tilføjede:
“Retten bemærker, at de nationale domstole forklarede detaljeret, hvorfor de mente, at sagsøgerens udtalelser kunne vække en retfærdig harme. De var ikke blevet fremsat på objektiv vis som bidrag til en debat af offentlig interesse (for eksempel om børneægteskaber), for deres formål kunne kun forstås som en påvisning af, at Muhammed ikke er værd at tilbede. Retten er enig med de nationale domstole i, at fru S. skal være opmærksom på, at hendes erklæringer var delvist baseret på usande kendsgerninger og vil kunne vække harme hos andre. De nationale domstole fandt, at fru S. subjektivt havde beskrevet pædofili som Muhammeds generelle seksuelle præference, og at hun ikke på neutral vis informerede tilhørerne om den historiske baggrund, så der kunne ikke komme en seriøs debat om emnet. Retten ser derfor ingen grund til at afvige fra de nationale domstoles karakteristik af de påtalte erklæringer som værdidomme, hvilket de har baseret på en detaljeret analyse af de givne erklæringer.
“Retten konkluderer, at de nationale domstole i den forhåndenværende sag omhyggeligt afvejede ansøgerens ret til ytringsfrihed over for andres ret til at have deres religiøse følelser beskyttet og at have religiøs fred opretholdt i det østrigske samfund.
“Retten påpeger ydermere, at selv i en livlig diskussion var det ikke foreneligt med konventionens artikel 10 at dække kriminelle erklæringer ind under ellers acceptable meningstilkendegivelser og påstå, at dette gjorde de erklæringer, der overskred de tilladelige grænser for ytringsfrihed, mere spiselige.
“Afslutningsvist: Eftersom fru S. skulle betale en beskeden bøde, og bødens størrelse var i den lave ende af den lovbestemte strafferamme, kan den strafferetlige sanktion ikke betragtes som urimelig.
“Under disse omstændighder, og givet den kendsgerning, at fru S. kom med adskillige kriminelle erklæringer, vurderer retten, at de østrigske domstole ikke overskred deres vide skønsmargen i det konkrete tilfælde, da de dømte fru S. for at krænke religiøse doktriner. Der har alt i alt ikke været nogen overtrædelse af artikel 10.”
Domsafgørelsen skaber en farlig juridisk præcedens, der giver europæiske lande ret til at omgå retten til ytringsfrihed, hvis ytringerne vurderes til at være fornærmende for muslimer og derved udgør en trussel mod den religiøse fred.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse vil blive mødt med tilfredshed af Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC), der er en sammenslutning af 57 muslimske lande, der længe har presset EU for at indskrænke ytringsfriheden, hvad angår kritik af islam.
OIC har presset vestlige demokratier for at få dem til at indføre FN’s Menneskerettighedsråds resolution 16/18, der opfordrer alle lande til at bekæmpe “intolerance, negative generaliseringer og stigmatisering af … religion og tro”.
Resolution 16/18, der blev vedtaget i FN’s Menneskerettighedsråds hovedkvarter i Genève den 24. marts 2011, betragtes generelt som et markant skridt fremad i OIC’s bestræbelser på at fremme det internationale juridiske koncept islamkrænkelse.
Den tidligere generalsekretær for OIC Ekmeleddin Ihsanoglu hilser FN’s Menneskerettighedsråds beslutning velkommen, idet den “viser, at manglende respekt, fornærmelser og afskyelig fjendtlighed ikke har noget at gøre med ytringsfrihed eller menneskerettigheder”. Han tilføjede:
“Kampen mod islamofobi og vores meninger, som vi har gjort opmærksom på gennem flere år, er blevet vedtaget og anerkendt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Domsafgørelsen er tilfredsstillende på alle måder.”
Sabaditsch-Wolff kritiserede i en erklæring domsafgørelsen, men det er hendes håb, at den europæiske offentlighed vågner op overfor de overhængende trusler mod ytringsfriheden:
“Torsdag den 25. oktober afgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at en østrigsk domstols domfældelse over mig for at diskutere ægteskabet mellem profeten Muhammed og en 6-årig pige, Aisha, ikke krænkede min ret til ytringsfrihed.
“Man viste mig ikke den betænksomhed at informere mig om domsafgørelsen. Jeg måtte som mange andre læse om den i medierne.
“Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fandt, at der ikke var sket et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 (om ytringsfrihed), og at retten til ytringer skal afvejes i forhold til andres ret til at få deres religiøse følelser beskyttet, da det tjener det legitime formål at opretholde religiøs fred i Østrig.
“Min ret til at tale frit er med andre ord mindre vigtig end at beskytte andres religiøse følelser.”
“Dette burde få alarmklokkerne til at ringe hos mine medborgere over hele Europa. Vi burde alle være yderst bekymrede over, at Europas muslimers rettigheder til IKKE at blive krænket er større end mine egne rettigheder, som en indfødt europæisk kristen kvinde, til at tale frit.
“Jeg er stolt over at være kvinden, der slog alarm.
“Jeg er også optimistisk. Vi er nået meget langt siden jeg holdt mine foredrag i Østrig i 2009.
“Pressen stemplede mig for ti år siden som en ‘forvirret dommedagsprofet’, og jeg blev sammenlignet med Osama Bin Laden. Nu bliver islam diskuteret i alle livets aspekter og folk vågner op til sandheden om en kultur, der i den grad er i modstrid med vores egen kultur.
“Islams kulturelle og politiske trussel mod de vestlige samfund erkendes nu bredt og diskuteres. Man kan sige, at de europæiske samfund, såvel som den politiske sfære, gennemgår en oplysning, der er mere årvågen end nogensinde over for behovet for at forsvare vores jødisk-kristne kultur.
“Jeg tror at mine foredrag i 2009 og mit efterfølgende arbejde har bidraget til en stærk modstand mod en islamisk kultur, der er så forskellig fra vores egen kultur. Og jeg noterer med interesse, at kun én sætning ud af 12 timers foredrag om islam var egnet til retsforfølgelse. Jeg formoder, at det øvrige indhold nu er officielt godkendt af vores elite.
“Det er for mig indlysende, at offentlig uddannelse og foredrag om emnet islam kan have en grundlæggende og vidtrækkende effekt, selv hvis vores statslige eller overstatslige myndigheder forsøger at forhindre eller fortie det for at tækkes en kultur, der er så fremmedartet i forhold til vores egen.
“Kampen fortsætter. Min stemme vil ikke forstumme og kan ikke bringes til tavshed.”
Soeren Kern er Senior Fellow ved det New York-baserede Gatestone Institute.