Under dække af “landbrugshjælp” er Det Palæstinensiske Selvstyre i færd med at overtage Area C (det område, som ifølge Oslo-aftalerne er under fuld israelsk jurisdiktion, mens man afventer en fuld fredsaftale, som skal fastlægge endegyldig suverænitet over området for den ene eller den anden part), hjulpet af massiv, europæisk, økonomisk støtte – i en overtrædelse af loven og af de internationale aftaler, som EU har underskrevet.
Af Naomi Linder Kahn– Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.
Gennem de seneste ti år har Det Palæstinensiske Selvstyre iværksat et langsigtet program med henblik på at få kontrol over strategiske lokaliteter i Area C i de omstridte områder af Judæa og Samaria. Selvstyrets mål er øjensynlig at annektere disse områder og bringe dem under Selvstyrets kontrol som et led i dets større plan om en ensidig dannelse af en palæstinensisk stat. Denne plan blev offentliggjort i 2009 i et officielt dokument fra Selvstyret, skrevet af daværende premierminister Salam Fayyad; siden offentliggørelsen er den blevet udført praktisk talt uhindret og med hjælp fra en massiv, europæisk, økonomisk støtte.
Siden 2013 har man kunnet konstatere en mærkbar acceleration i planens udførelse, hovedsagelig gennem intensiv landbrugsaktivitet i stor stil, ud fra en forståelse af at denne taktik, i modsætning til ulovligt byggeri, gør det muligt for Selvstyret at tage kontrol med store jordarealer relativt hurtigt. Denne aktivitet udføres under dække af Det Palæstinensiske Selvstyres “Roots Project” (جذور eller Juthoor; Projekt Rødder), hvilket gør det nemmere at præsentere de massive jordran for de internationale mediekanaler og udenlandske velgørere som “humanitær hjælp.”
Nøglespilleren i disse projekter til ran af jord er Union of Agricultural Work Committees (UAWC, Sammenslutningen af Landarbejdekomiteer). Med sine afdelingskontorer spredt over hele Judæa og Samaria opretholder UAWC tætte organisatoriske og operationelle bånd til Popular Front for the Liberation of Palestine (PFLP, Folkefronten til Palæstinas Befrielse), en terrororganisation, som har udført mange dødbringende angreb på Israels borgere, herunder adskillige selvmordsbombeangreb i dette årtusindes første årti. UAWC er hovedsagelig finansieret af europæiske regeringer og nødhjælpsorganisationer, samt af Den Europæiske Union.
Størsteparten af UAWC’s aktiviteter foregår i Area C. Blandt de mere centrale projekter optræder: ulovlige ran af tusindvis af dunam [osmannisk arealmål, svarende til mellem 900 og 1000 kvadratmeter, overs.] jord gennem landbrug, ulovlige tilegnelser af vandkilder og anlæggelser af nye veje, angiveligt for at lette de palæstinensiske bønders adgang til landbrugsarealerne. Disse aktiviteter er koncentreret i områder af strategisk betydning, især områder der støder op til jødiske bosættelser og til sikkerhedsbarrieren, samt områder i Area C, der fungerer som stødpudezoner mellem Area A og B (som er under Det Palæstinensiske Selvstyres henholdsvis fulde og delvise jurisdiktion).
Hele denne aktivitet foregår selvfølgelig ensidigt, uden tilladelse fra eller koordineret med staten Israel – i en overtrædelse af den lov, som er gældende i disse områder, i en overtrædelse af Oslo-aftalerne og i en overtrædelse af international lov.
Den ikke-regeringsfinansierede organisation Regavim, som kæmper for bevarelse af Israels landresurser og arbejder for en fremsynet jordbrugspolitik, har ført præcis dokumentation for og kortlægning af Selvstyrets aktiviteter i marken og indsamlet information vedrørende EU’s finansiering af UAWC’s aktiviteter ved at overvåge palæstinensiske og EU-udgivne publikationer, medierapporter og ved internetdækning (så som denne nylige video, der praler af omfattende, ulovlig aktivitet). Resultaterne af denne undersøgelse, som er blevet fremlagt i en omfattende rapport for Knessets Underkomite for udenlandske anliggender og Forsvarskomiteen vedrørende Judæa og Samaria, er sammenfattet i “The Roots of Evil” (Ondets Rod).
Den politiske kontekst – slaget om kontrollen over Judæa og Samaria
I “Interim Agreement between the State of Israel and the Palestinian Authority” indgået i Oslo i 1993 (“Oslo-aftalen“) mellem Israel og lederne af PLO anerkendte staten Israel officielt en organisation, der åbenlyst havde fungeret som terrororganisation, og gav den lov til at danne et Palæstinensisk Selvstyre til at forestå en autonom, arabisk styrelse i dele af Judæa og Samaria.
Ifølge denne aftale blev Judæa og Samaria opdelt i tre regioner: Area A var under fuld palæstinensisk civil og sikkerhedsmæssig jurisdiktion; Area B var under palæstinensisk civil kontrol, mens Israel bevarede ansvaret for sikkerheden; og Area C var under fuld israelsk civil og sikkerhedsmæssig jurisdiktion. Trods det faktum, at mange af Oslo-aftalens klausuler reelt aldrig er blevet aktiveret og andre elementer ikke længere er relevante, er opdelingen af retsplejemyndigheden stadig i kraft.
For næsten ti år siden begyndte Det Palæstinensiske Selvstyres daværende premierminister, Salam Fayyad, at arbejde for et ensidigt program til dannelse af “en uafhængig, fuldt autonom, arabisk stat på hele Vestbreddens territorium og i Gazastriben, ifølge 1967-grænserne, med Jerusalem som sin hovedstad.” Et centralt element i Fayyads plan er forsøget på at udbygge Selvstyrets officielle, administrative tilstedeværelse, specielt i Area C, og skabe en de facto annektering af territoriet ud fra den bagvedliggende antagelse, at Area A og Area B allerede var “klaret” med Oslo-aftalerne.
Iværksættelsen af dette program til “snigende annektering” kører ad to parallelle spor. Det ene indeholder et samarbejde med Israel: Selvstyret indsender sine ansøgninger om godkendelse af byggeprojekter af en “særlig prioritet” til de relevante israelske myndigheder; generelt afhænger den internationale, finansielle støtte til disse projekter af et “godkendelsesstempel” fra Israel. Det andet spor, som er langt mere udbredt, er skabelsen af “facts on the ground”, kendsgerninger på jorden, ved hjælp af omfattende ulovlige bygge- og udviklingsarbejder, tydeligvis uden koordination med eller tilladelse fra de israelske myndigheder. Projekterne inden for dette ulovlige spor planlægges og udføres i overensstemmelse med en klar, systematisk køreplan, der går ud på at skabe territorial sammenhæng for en fremtidig palæstinensisk stat og samtidig bryde de israelske lokalsamfunds vækst og sammenhæng.
Gennem de senere år er det ulovlige spor ikke blot blevet mere fremherskende, men også mere “kreativt,” idet man bruger landbrugsarbejde til at skabe disse “facts on the ground” – i en overtrædelse af den i regionen gældende lov, i en overtrædelse af Oslo-aftalerne, som udpeger staten Israel som eneste suveræne myndighed over dette territorium, og i en overtrædelse af international lov.
Det Palæstinensiske Selvstyre har kunnet nyde godt af de europæiske landes diplomatiske støtte gennem flere årtier. Men til trods for at Den Europæiske Union tog aktivt del i formuleringen af Oslo-aftalerne og dens repræsentanter deltog i underskrivelsesceremonien, har EU i de senere år aktivt finansieret mange af Selvstyrets ulovlige aktiviteter i Area C og dermed bidraget til projekter, som undergraver de selv samme aftaler ved at tage ensidige skridt til dannelse af en palæstinensisk stat omfattende hele Judæa og Samaria.
Palæstinensiske “civilsamfundsorganisationer” og Selvstyret selv har modtaget massiv praktisk og økonomisk støtte fra europæiske regeringer og organisationer. Europæisk finansiering, såvel som diplomatisk støtte og andre former for aktiv deltagelse, er blevet kanaliseret direkte over i Fayyad-planens projekter.
En af de metoder, som bliver benyttet af Den Europæiske Union til at skabe en de facto palæstinensisk stat, går ud på at blokere udviklingen af infrastruktur og udvidelse af jødiske bosættelser i Judæa og Samaria ved hjælp af palæstinensisk byggeri og landbrugsdrift. Gennem flere år har EU opført mere end 2.000byggerier i Area C til den palæstinensiske befolkning og dermed skabt eller støttet snesevis af ulovlige bosættelsesklynger, uden at søge om eller have modtaget byggetilladelse eller koordinere disse projekter med de relevante israelske myndigheder. Da premierminister Benjamin Netanyahu protesterede mod EU’s skamløse overtrædelse af loven, lovede EU’s udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, officielt at afstå fra yderligere ulovlige opførelser i E1-området – men ikke i resten af Area C. Alle EU-finansierede byggeprojekter, landbrugsprojekter og infrastrukturprojekter i Area C er klart rettede mod at etablere territorial sammenhæng for Det Palæstinensiske Selvstyres tilstedeværelse, i et forsøg på at forhindre muligheden af en fremtidig israelsk annektering eller udvikling af disse områder. Det hele gennemføres ulovligt, i strid med den israelske jurisdiktion over dette territorium, og under dække af EU’s udlandsråds humanitære hjælp til trængende, palæstinensiske samfund i Judæa og Samaria.
Den juridiske kontekst – osmannisk lov om ejendomsret brugt som redskab for jordekspropriation
Gældende lov i Area C i Judæa og Samaria, som er under fuld israelsk jurisdiktion, består af mange lag af lovsystemer, herunder osmannisk lov, mandatlove, jordanske love, militærstyre, international lov, samt lovakter fra Israels parlament, Knesset. Men de væsentligste søjler i lov om ejendomsret i Area C hviler på osmannisk lovgivning.
Ifølge osmannisk lov og afgørelser i den israelske højesteret, som stadig fastholder denne, tilhører uopdyrket jord den regerende magt – i dette tilfælde staten Israel. Nogle landområder i Area C er ydermere klassificeret som “opmålingsarealer” – dvs. landstrækninger, der ikke er registreret som privatejede, og som regeringsmagten (den israelske regering) er i færd med at regulere og registrere som statsjord.
En privatperson kan få tildelt ejerskab over landbrugsjord (ifølge paragraf 78 i den osmanniske lovtekst), såfremt vedkommende har varetaget og dyrket den pågældende jord i en længere, sammenhængende årrække (det præcise antal år, der kræves, afhænger af jordstykkets karakter).
En person, som tilraner sig jord og bruger den til landbrugsmæssige formål, kan således kræve ejerskab eller anden ret til det pågældende jordstykke, simpelthen ved at hævde at have dyrket jordstykket i et bestemt åremål. De palæstinensiske jordbrugsprojekter udnytter dette “smuthul” i den osmanniske lov med stor succes.
Aktiviteter, som udføres under Roots Project, programmet til systematisk tilegnelse af jord i Area C, bliver præsenteret som landbrugsprojekter; ikke desto mindre kræver mange af disse typer af arbejde – rejsning af hegn og opførelse af mure, gravearbejder med tungt maskineri, anlæggelse af veje og andet – byggetilladelser, hvilket de tydeligvis ikke har. På den anden side håndhæves loven med pertentlig omhu mod jødisk byggeri, hvilket resulterer i noget, der bedst kan beskrives som “omvendt apartheid”: Et antal drakoniske regler anvendes udelukkende over for jødiske indbyggere i Area C, såsom “delimiting orders” [påbud om afgrænsning] og “obstructive use orders” [forbud mod obstruktiv brug], som giver myndighederne magt til at fjerne strukturer en masseog, uden retshandling, at udelukke beboere fra bestredne arealer.
Union of Agricultural Work Committees (Sammenslutningen af landarbejdekomiteer) – jordranforetagendets operationelle gren
Union of Agricultural Work Committees (UAWC, Sammenslutningen af landarbejdekomiteer) er den vigtigste, operationelle gren i Det Palæstinensiske Selvstyres plan om at tage kontrol med Area C og skabe en de facto palæstinensisk stat i dette territorium.
Sammenslutningen, som har sit hovedkvarter i Ramallah, består af mere end 65 afdelinger med landbrugslokalråd i hele Judæa, Samaria og i Gaza. Den har mere end 100 ansatte og et årsbudget på over 5 millioner euro (næsten 6 millioner dollars). Budgettet er hovedsagelig baseret på direkte og indirekte donationer fra udenlandske kilder, herunder EU og FN, samt regeringerne i Frankrig, Norge og Holland.
UAWC har både utilslørede og skjulte bånd til terrororganisationen Popular Front for the Liberation of Palestine (PFLP, Folkefronten til Palæstinas Befrielse), og dens aktiviteter udføres i koordination med det palæstinensiske sikkerhedsapparat og diverse palæstinensiske retsinstanser.
Både PFLP og UAWC har forsøgt at skjule deres tætte forbindelse for at kunne portrættere den civile organisation som en uafhængig, ikke-profitsøgende instans. Trods disse bestræbelser er der dog klare beviser på deres ideologiske og økonomiske, gensidige afhængighed: Et internt dokument, som blev forberedt til den amerikanske humanitære organisation USAID i 1993, fastslog, at UAWC er “PFLP’s landbrugsorganisation” og “PFLP’s landbrugsudvidelsestjenester varetages af Union of Agricultural Work Committees (UAWC).” Faktisk har PLO’s dominerende Fatah-fraktion beskrevet UAWC som “tilknyttet medlem” af PFLP.
UAWC’s tilknytning til PFLP finder sted trods klassificeringen af PFLP som en terrororganisation både af USA og af EU. Ledende personer i PFLP’s hierarki har siddet i ledende stillinger inden for UAWC, blandt andet Jamil Muhamad Ismail Al Majdalawi, tidligere vicepræsident for UAWC i Gaza og en kendt, ledende officer i PFLP. Han har fungeret som leder af den politiske afdeling af PFLP i Gaza og i 2013 som PFLP’s repræsentant til Fatah-instanser i Det Palæstinensiske Selvstyre. Bashar Al Khiri fungerede som chef for PFLP’s politiske afdeling i de første år af dette årtusinde. Han blev arresteret og fængslet af staten Israel og fungerede efter sin løsladelse som præsident for UAWC’s rådgivende bestyrelse fra 2005-2010.
En af de europæiske organisationer, som yder finansiel støtte til UAWC‘s aktiviteter, er Norsk Folkehjelp (NPA), en norsk organisation der beskriver sig selv som “engageret i at opbygge demokratiske samfund og styrke menneskers evne til at tage kontrol med deres eget liv.” NPA beskriver sig selv som upolitisk, selvom dens holdninger ikke er neutrale. Den “støtter [således] organisationer, som repræsenterer svage eller sårbare befolkninger, især hvis disse modsætter sig eller er i konflikt med magthaverne.” NPA nævner UAWC som en af sine partnerorganisationer i Palæstina.
NPA, som gennem mange år blev støttet af den amerikanske regerings humanitære hjælpeprogram USAID, blev i 2017 anklaget for terrorstøtte af det amerikanske justitsministerium. Under retsforløbet, som afsluttedes i 2018, indrømmede NPA at have støttet Iran, Hamas og et antal andre terrororganisationer.
Fra 2016 til 2018 modtog NPA 32.000.000 norske kroner (3.320.000 euro – næsten 4 millioner dollars) fra Norges regering (af et løfte om ialt 50 millioner kroner) til fælles UAWC-NPA-projekter.
I praksis har UAWC’s terrorforbindelser ikke skræmt EU, som øremærkede 3,6 millioner euro til UAWC med henblik på dens Roots Project i Betlehem-området i 2014 og finansierede 90% af dens totale budget. I Roots Project-regi besøgte en repræsentant fra EU området for at rapportere om initiativets fremskridt og give et overblik over UAWC’s aktiviteter.
I marts 2015 blev åbningsceremonien for Roots Project afholdt i Betlehem. EU’s ambassadør til Det Palæstinensiske Selvstyre, John Gatt-Ruter, talte ved ceremonien som æresgæst:
“De projekter, som Den Europæiske Union vil gennemføre for indbyggerne i Area C, er afgørende, især inden for landbrugssektoren, som udgør en vigtig del af økonomien. Dette projekt vil være med til at støtte de palæstinensiske landmænd … og skabe palæstinensiske facts on the ground … Union of Agricultural Work Committees har vist sin evne til at gennemføre landbrugsprojekter i mange palæstinensiske områder, og forbindelsen til Den Europæiske Union er resultatet af den succes, som UAWC har opnået.” [Tekstfremhævelse tilføjet.]
Konklusioner og anbefalinger
Gennem de seneste ti år har Det Palæstinensiske Selvstyre udfoldet en samordnet bestræbelse på at få kontrol over mest mulig jord i Area C. I de senere år, og især siden 2013, har palæstinenserne intensiveret deres landbrugsaktivitet som et middel til hurtigt og effektivt at tilegne sig store landarealer under dække af humanitær hjælp til landmænd. Denne aktivitet er ulovlig og overtræder de internationale aftaler, som Selvstyret har underskrevet. Men dette har ikke generet de udenlandske regeringer og organisationer, herunder Den Europæiske Union, som fortsat finansierer denne ulovlige aktivitet – mens man samtidig højlydt kritiserer staten Israel.
På grund af de omfattende strategiske konsekvenser af det palæstinensiske program til ran af jord kan dette problem ikke løses sag-for-sag som et lokalt problem. Det større billede må tages med i betragtning, og Den Europæiske Union må ophøre med sin tøjlesløse indblanding i den demokratiske stats (Israels) interne anliggender og med sine mangfoldige overtrædelser af internationale love og aftaler – aktiviteter, som bestyrker den palæstinensiske uforsonlighed, lammer udsigten til en forhandlet slutaftale og bringer israeleres sikkerhed i fare på en meget konkret og direkte måde.
Naomi Linder Kahn er direktør for den internationale afdeling af Regavim.