En række af landets kommuner udbyder kurser, der skal få borgerne til at sove bedre om natten – og gøre dem mere arbejdsduelige. I Thisted og Middelfart Kommuner har man gennemført de første kurser, mens Vejen Kommune har gennemført 16 søvnkurser siden 2017.
I Vejen er der 23 såkaldte søvnvejledere tilknyttet jobcentret og sundhedscentret, der identificerer borgere, som kunne have gavn af et kursus. Man kan også blive henvist af egen læge eller henvende sig selv. Det fortæller Lene Schramm Petersen, der er gruppeleder for livsstilsafdelingen ved Brørup Sundhedscenter, til Kristeligt Dagblad.
Den formynderiske danske socialstat har udviklet et selvbillede af, at den er en slags erstatningsforælder. Den kræver at bruge så mange ressourcer som muligt, fordi den insisterer på, at individet ikke er i stand til at tage vare på egen tilværelse. Socialstaten passiviserer danskerne og gør dem til hjælpeløse klienter. I Danmark taber man ikke længere ansigt ved ikke at kunne klare sig selv. Man overlader ansvaret til andre og blot stikker labben frem.
Samtlige folketingets partier, fra højre til venstre, har været med til at skabe et samfund, hvor færre har drivkraften til at forme deres eget liv, hvor færre tager ansvar, og hvor mennesker berøves en væsentlig mening med livet: At have ansvaret og forpligtelsen for sig selv og sine nærmeste.
Den socialistiske formynderstat nedbryder alle de kerneværdier, der er opbygget i Danmark gennem årtier. I stedet for at bringe mennesker tættere sammen, tvinger den offentlige velfærdsmodel reelt mennesker længere fra hinanden. Børn og forældre. Gamle og deres familier. Livets udfordringer klares af et ansigtsløst system, ikke af ens familiemedlemmer.
Uanset hvor mange hænder, der bliver bevilliget til børnehaver, plejehjem og institutioner, vil det aldrig være muligt at give den samme tryghed til farmor Lene eller onkel Niels, som familien eller de nærmeste kan give. Men der er ingen stemmer i at fortælle danskerne, at de skal tage sig mere af deres kære.
De såkaldte borgerlige ynder at markedsføre sig selv som værende i opposition til socialstaten.
Men under VLAK blev der f.eks. indført en refleksionsperiode for par med børn, før de kan blive skilt. Her skal parret gennemgå et obligatorisk forløb, hvor man skal tænke sig om.
VLAK har opretholdt feriepengeordningen, hvor staten opkræver en portion af ens løn, som man efterfølgende skal søge for at få udbetalt. Lønmodtagerne har jo brug for en hjælpende hånd til at spare op til ferien, er barnepige-logikken.
Københavnske sosu-assistenter bliver tvunget i fitnesscenter, de ældre på plejehjemmene skal opdrages til at drikke mindre saftevand, og forældre må ikke længere tage en øl til sommerfesten på barnets skole.
Der bliver diskuteret parterapi på statens regning og psykologisk rådgivning til studerende med helt normale problemer.
I Københavns Kommunes budget er der sat penge af til at ansætte kommunale vækkeure i form af studerende, der i bund og grund varetager en basal forældreopgave. De offentligt ansatte skal vække børn, lære børnefamilierne om døgnrytmer og sunde madpakkevaner samt følge børnene i skole.
Det er den slags formynderiske ordninger, og tænkningen, der ligger bag, som i yderste konsekvens skaber grobunden for den offer- og krævementalitet, som vi i stigende grad er vidner til. Når danske børn erfarer, at det offentlige træder til så dybt i privatlivet og tager ansvar for én, er det som at give dem velfærdsafhængighed ind med modermælken.
Facit er, at danskerne gøres til mere hjælpeløse klienter, end de rent faktisk er, og at deres evne til at klare sig selv svækkes. Derudover svækker det familiesammenholdet og den enkelte families naturlige gang, når staten træder så dybt ind i et familieliv og tager over. Sidst men ikke mindst bliver muligheden for at give støtte og hjælp til dem, som måske har allermest behov for hjælp, stadigt mindre.
André Rossmann