Den forsvundne borgerlighed (2022)

Selv om Danmark rent teknisk er et liberalt demokrati med institutioner såsom grundlov, parlament, frie valg, ejendomsret mv., har ”socialdemokratismen” været reelt den dominerende samfundsform i flere årtier. Lige siden 1968 har samtlige borgerlige regeringer accepteret en ”socialdemokratisering” af hele nationen og grundelementerne i den socialdemokratiske velfærdsstat: en liberal-kapitalistisk facade og et indhold, som man kender fra de kommunistiske lande: kollektivistisk tankegang, politisk drevet offentlig sektor, planøkonomi, social omfordelingspolitik, statsdirigerede medier og formynderisk adfærdsregulering af borgerne.

Socialdemokratismen er i dag et fælles udgangspunkt og standard for alle borgerlige, idet de har købt fortællingen om, at den socialistiske velfærdsstat pr. definition er god og gør godt for mennesker. I socialdemokratismen er det ”fællesskabet” – det vil sige skatteborgerne – der sørger for at tage sig af dem, der bliver syge og har brug for pleje, pasning og omsorg. Eller et økonomisk sikkerhedsnet, hvis noget i livet går galt. Det orwellske begreb ”fællesskabet”, som socialdemokratismen gør flittigt brug af, og som de borgerlige har omfavnet. legitimerer velfærdsstatens kollektive overgreb på borgerne. Det er jo svært at sætte spørgsmålstegn ved velfærdsstatens overgreb og opfatte borgerne som ofre, når den førte politik betragtes som udtryk for fællesskabets egen vilje.

Fortællingen om det trygge fællesskab og den gode socialistiske velfærdsstat er så stærk, at det i Danmark i 2022 er umuligt at gå op mod den uden at blive beskyldt for at ville det onde: Ødelægge trygheden og sammenhængskraften, trampe på de svage, udskamme de fattige og lade egoismen æde det solidariske fællesskab. Det er en fortælling, som finder ny klangbund, hver gang nogen vil flytte en smule på de bærende søjler i velfærdsstaten for at gennemføre en politik, der sikrer økonomisk vækst, markedsgørelse af den offentlige sektor, et troværdigt forsvar, maksimal individuel frihed og minimal intervention af statsmagten i borgernes liv. Og det er præcis grunden til, at hver gang de borgerlige har haft regeringsmagten, er den danske nation blevet mere socialistisk, mere reguleret, mere beskattet, mere kollektiviseret og mere umyndiggjort.

Borgerligheden uden borgerlig ideologi

Politikerne, medierne og kommentariatet tegner et billede af Danmarks politiske landskab som en hidsig kampplads, der præges af dybe ideologiske kløfter mellem venstre- og højrefløjspartierne, og hvor der konstant er slagsmål om retningen for samfundet. Men at det politiske landskab i Danmark skulle være opdelt efter skarpt optegnede værdipolitiske brudlinjer, er en myte, for reelt regeres landet af det store nationale Socialdemokrati (Folketinget) bestående af røde og blå fraktioner (folketingspartier). Folketingspartierne forfægter ideologiske forskelle, som kun de opfatter som skelsættende og kan få øje på, men som reelt er nuancer af rødt. Dansk politik er derfor ikke en ægte kamp mellem politiske modstandere om værdier og idéer, men snarere et rollespil, hvor de blå og røde socialdemokrater hhv. leger venstre- og højrefløj.

Eftersom der ikke er ideologisk forskel på folketingspartierne, giver det socialistiske skindemokrati i Danmark ikke mulighed for alternative løsninger på samfundets problemer. I praksis handler folketingsvalg derfor om, hvilke politikere, der er bedst til at forklare vælgerne, hvorfor de ikke har noget reelt valg, og hvorfor socialdemokratismen er den optimale samfundsmodel. I andre lande præsenterer politiske partier forskellige økonomiske samfundsmodeller, så der reelt er noget at diskutere og vælge imellem, men det er ikke tilfældet i Danmark. Her præsenterer folketingspartierne stort set det samme, og de altafgørende ideologiske forskelle måles f.eks. på, om det offentlige forbrug skal stige med 0,4 eller 0,5 pct., om antallet af nye sygeplejersker skal ligge på 1.000 eller 1.200 eller om den højeste marginalskat skal være på 55,8 procent eller 55,9. Dansk politik er således ikke en kamp om forskellige samfundsmodeller, men blot en kamp mellem særinteresser om, hvem der kan presse flest fordele ud af fællesskabet (dvs. skatteborgerne) i form af privilegier, bevillinger eller regulering. Alle i socialdemokratismen skal jo have deres del af rovet, og vinderne plejer at være dem, som taler systemets sprog med klynk og krav.

For de blå socialdemokrater handler borgerligheden udelukkende om at tage magten fra de røde socialdemokrater. Og derfor er de altid parate til at sidde i rundkreds ”hen over midten” sammen med de røde socialdemokrater. Det er ikke fordi de blå har noget at tilbyde – de vil bare være med på de røde socialdemokraters socialistiske dagsorden og totalitære dyrkelse af ”fællesskabet”. I stedet for at skabe en ægte borgerlig dagsorden konkurrerer de blå partier indbyrdes og med de røde partier på en rød dagsorden. Det gør derfor ingen forskel, om den ene eller anden ”blok” kommer til magten. Det er noget, som kun er vigtigt for politikerne og de politiske kommentatorer, der lever af at beskrive de ”dramaer”, der udspiller sig på Christiansborg. For almindelige mennesker kan det komme ud på ét, fordi både de blå og de røde socialdemokrater fører den samme politik plus/minus et par procent.

Da der således ikke findes nogen ideologiske forskelle mellem de blå og røde partier, står det ganske uklart, hvad visionen er med Danmark, hvis enten Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen eller K-formand Søren Pape Poulsen en dag skulle stå i spidsen for en borgerlig regering. De har jo ingen realistiske borgerlige svar på, hvad vælgerne kan regne med, hvis magten skulle skifte en dag. Til gengæld er det hævet over enhver tvivl, at de ikke vil pille ved socialdemokratismens grundelementer.

Borgerligheden med et socialistisk mindset

De blå socialdemokrater er opflasket med en socialistisk grundholdning og låst fast i et socialistisk verdensbillede. De har fået et socialistisk mindset ind med modermælken og vil det samme med samfundet som de røde socialdemokrater. Et borgerligt projekt, som kunne give de blå regeringsmagten, kræver en borgerlig vælgerbase, men den er for længst væk. Midten i dansk politik er nemlig rykket stærkt til venstre, hvor langt de fleste vælgere og partier nu klumper sig. De borgerlige vælgere er blevet venstreorienterede af at lytte til de blå partiers hyldest til velfærdsstaten og fællesskabet. Der er blandt dem ingen opbakning til anden samfundsindretning end socialdemokratismen. De er i den grad bundet ind i socialdemokratiske dogmer om, at skattelettelser er lig med velfærdsforringelser, at produktionen af offentlige velfærdsydelser bedst og sikrest foregår i offentlige monopoler, og at detaljeret regulering og kontrol er bedre end tillid til borgernes fornuft og dømmekraft, at alle forslag om borgerligt-liberale reformer bliver mødt med forargede automatreaktioner, ikke mindst fra de politikere, der kalder sig borgerlige.

Borgerligheden uden konservatisme

De borgerlige har for længst afskrevet de klassiske borgerlige værdier: Gud, kongen, fædrelandet, kernefamilien, børneopdragelsen, danskheden, dannelsen og nationalstaten. De har set passivt til, mens det civile samfund er blev tømt for flere og flere af de traditionelle funktioner og normer, der er knyttet til familie, kønsroller, seksualitet, kirke og nation. I dag ser de passivt til, mens hele det danske samfund bliver trynet af et venstreekstremt mindretals identitetspolitik, wokeism og cancel culture. Den borgerlige agenda domineres af globalisering, multikulturalisme, EU-begejstring, regulering, klimahysteriet og islam-dyrkelse. Venstreorienterede synspunkter er dominerende i alle de faglige organisationer, der har magten i danske dannelsesinstitutioner. Kulturdannende institutioner er forvandlet fra borgerlige bastioner til venstreradikale højborge, som kommunikerer venstrefløjens værdier og dominerer store dele af meningsdannelsen. Uanset om der er tale om kunst, kulturlivet, medierne, folkekirken, højskolerne eller undervisning, er den røde dominans iøjnefaldende. De borgerlige har i dag kun én værdipolitisk dagsorden for, hvordan Danmark skal udvikle sig som samfund, nemlig den socialistiske.

Borgerlighed bakker op om formyndersamfundet

De blå partier har for længst kastet det borgerlige håndklæde i ringen og bekender sig som de øvrige folketingspartier til det socialdemokratiske formyndersamfund, der arbejder for ”fællesskabets” interesser. Selv om de borgerlige påstår at være i opposition til den formynderiske socialstat, har samtlige borgerlige regeringer været med til at øge statens formynderi. Statslig indblanding, ensretning og socialistisk detailstyring af borgernes liv samt disciplinering af borgerne for at sikre, at de bidrager til fællesskabet, er blevet borgerlig politik. De borgerlige er helt med på idéen om, at det gode velfærdssamfund er bedst til at definere og organisere borgernes private liv. Det siger sig selv, at når ansvaret altid er statens, kommunens og den offentlige sektors, udhules den enkelte borgers personlige ansvar. Reaktionen i befolkningen er ikke overraskende systemisk ansvarsfralæggelse og umyndiggørelse.

Borgerligheden er et tomt projekt

De borgerlige klamrer sig til illusionen om, at det borgerlige projekt kan genrejses ved blot på retorisk plan at skabe en borgerlig modfortælling til Socialdemokratiets fortælling om det velfærdspolitiske folkehjem. De hverken kan eller vil se i øjnene, at Socialdemokratiets folkehjem også er blevet de borgerliges hjem. Mens socialdemokratismens projekt er trygheds- og velfærdsstaten, er det ”borgerlige” projekt et tomt projekt, der ikke siger noget om, hvilket samfund de borgerlige ønsker sig. Årsagen hertil er indlysende: De borgerlige er forelsket i velfærdsstaten på lig fod med de røde. De tager afstand fra markedet, de værner om planøkonomien, de offentlige monopoler, klientstaten og skattetrykket, og de har opgivet alle politiske visioner om at få dansk økonomi til at vokse yderligere.

Virkeligheden er, at der ikke findes mange borgerlige, der ønsker at erstatte den socialistiske trygheds- og velfærdsstat med Anders Foghs minimalstat, og slet ikke med en ekstremt liberalistisk samfundsmodel som f.eks. den amerikanske. Tværtimod. 72 pct. af de borgerlige vælgere mener, at det offentlige bør fastholde sit monopol på levering af offentlige ydelser. Blandt borgerlige spidskandidater ved kommunalvalget i 2017 var der kun 33 pct., der ønskede flere private institutioner. Det nominelt borgerlige Venstre gik til valg i 2019 på et velfærdsløfte – et løfte om hvert år at øge de offentlige udfgifter svarende til udviklingen i befolkningen – på 69 milliarder kroner. Reelt mener Venstre altså, at det offentlige ikke skal effektiviseres for en eneste krone.

Der er blandt de borgerlige vælgere fuld opbakning til skattetrykket, som er verdens højeste. Siden 1968 har borgerlige regeringer, som ellers postulerer at gå ind for skattelettelser, i gennemsnit øget skatter og offentlige udgifter mere end de socialdemokratiske. Ved kommunalvalget i 2017 ønskede 59 pct. af Venstres spidskandidater højere offentlige udgifter, mens kun 27 pct. ønskede lavere skat. Og blandt Venstres vælgere svarer 60 pct. i dag, at skatteniveauet er passende.

Mens socialdemokratismen kræver et stærkt borgerligt modspil, har de borgerlige partier gennem mange år forsømt idéudviklingen og adopteret det socialdemokratiske tankesæt om alt fra skattepolitik til spørgsmålet om den offentlige sektor. Når valget i 2019 blev en katastrofe for det borgerlige Danmark, skyldes det præcis det forhold, at der manglede borgerlige visioner, politik og retning, som vælgerne kunne spejle sig i. Der er nemlig ingen i Danmark, der ved, hvad borgerlige løsninger er, hvad de indebærer og hvorfor de er bedre end de socialdemokratiske. Selv hvis miraklet skulle indtræffe, og der bliver et blåt flertal, så er det store spørgsmål, hvad magten skal så bruges til. Hvordan skal et borgerligt velfærdssamfund se ud? Det er der ingen der ved, og mindst af alle de borgerlige.

De borgerlige har omfavnet socialdemokratismen

Fortællingen om, at socialdemokratismen, fællesskabet og den store altfavnende velfærdsstat er vejen til lykke og tryghed, dominerer og har tilslutning hos et stort flertal af danske vælgere. Den danner bagtæppet for den politiske debat i Danmark, fordi de borgerlige har mistet deres værdimæssige ståsted og tabt kampen om, hvordan samfundets problemer defineres, italesættes og løses. Ikke mindst fordi nye generationer af unge og veluddannede mennesker i storbyerne, som sidder på samfundets topposter og er med til at styre Danmark, betragter borgerlige ideer og principper som støvede og nærmest fortidslevn, der forbindes med lav status.

De blå partier har glemt de borgerlige principper og følger folkestemninger og målgruppeanalyser. Deres politik kan koges ned til småjusteringer af socialdemokratismen. Det er i bund og grund socialdemokratisk politik, de blå partier fører, når de har regeringsmagten. De stikker fingeren i meningsmålingsjorden og indretter politikken efter den vej, vinden blæser. Magten og ministerbiler kan jo i Danmark kun vindes, hvis man indretter sin politik efter det store flertal, der enten arbejder for den offentlige sektor (870.000) eller som er på overførselsindkomst (2,1 mio.). Det er derfor kun logisk, at de blå partier har droppet borgerlige mærkesager og markedsfører sig på socialdemokratismens kæpheste: velfærd og tryghed. Den socialistiske samfundsmodel piller de borgerlige aldrig ved, fordi de ligesom de røde socialdemokrater betragter den som et kunstværk og udtryk for Danmarks civilisationsmæssige overlegenhed.

Facit er, at samtlige blå partier bruger energien på at gøre sig lækre for den grå leverpostejsmasse i midten. Samtlige blå partier forsøger at overbevise vælgerne om, at de er bedre til at administrere det socialdemokratiske velfærdsprojekt end socialdemokraterne selv. Samtlige blå partier ønsker at ”regere hen over midten”, hvilket er kodeord for, at man vil administrere den socialdemokratiske velfærdsstat uden at udfordre den. Samtlige blå partier ser det som deres mission at optimere og effektivisere den socialdemokratiske velfærdsstat – ikke afskaffe den og indføre en ægte liberalistisk samfundsmodel. Der er ingen evidens for, at vælgerne efterspørger en borgerlig økonomisk politik, som er diametralt anderledes end den socialdemokratiske politik. Til gengæld er der solid evidens for, at vælgerne ønsker en stærk socialistisk stat, der sikrer velfærd og tryghed. En meningsmåling foretaget af DR i 2019 viste, at 40 pct. af borgerlige vælgere enten var positive eller meget positive over for idéen om en SV-regering mod kun 26 pct., som var negativt indstillede.

”De blå og røde partier i Folketinget tilbyder danskerne hver vores vej. Og snart er det op til danskerne at vælge vejen”, skriver Alex Vanopslagh i Berlingske. Men bundlinjen er, at det kommende folketingsvalg ikke vil handle om, hvorvidt Danmark skal vælge socialdemokratismen eller en anden samfundsmodel, men udelukkende om, hvordan socialdemokratismen skal forvaltes, og hvem der skal gøre det – de røde eller de blå socialdemokrater. Socialdemokratismen vil derfor fortsætte sin ubrudte sejrsmarch, alt imens de borgerlige ”tænkere” desperat leder efter den forsvundne borgerlighed.