De borgerlige debattører kommer med det ene bud efter det andet på et samlende projekt for den blå blok, men vælgeranalyser viser, at der ikke er nogen efterspørgsel på et borgerligt projekt, fordi den borgerlige vælgerbase er rykket stærkt til venstre og er blevet socialdemokratisk.
De borgerlige har omfavnet socialdemokratismen
Selv om Danmark rent teknisk er et liberalt demokrati med institutioner såsom grundlov, parlament, frie valg, ejendomsret mv., har ”socialdemokratismen” været reelt den dominerende samfundsform i flere årtier. Lige siden 1968 har samtlige borgerlige regeringer accepteret en ”socialdemokratisering” af det danske samfund og ikke mindst grundelementerne i den socialdemokratiske velfærdsstat: en kapitalistisk facade med private virksomheder, der har slamsugeren dybt nede i statskassen, samt de elementer, man kender fra de kommunistiske lande: kollektivistisk tankegang, et centralt styret, skleroseramt økonomisk system, der ligner den sovjetiske stagnation, politisk drevet offentlig sektor, statskontrollerede medier, statsstyret omfordeling og formynderisk klientgørelse af borgerne.
Socialdemokratismen er i dag et fælles udgangspunkt og standard for alle borgerlige, idet de har købt fortællingen om, at den gode socialdemokratiske velfærdsstat pr. definition er god og gør godt for mennesker. Det orwellske begreb ”fællesskabet”, som socialdemokratismen gør flittigt brug af, og som de borgerlige har omfavnet, legitimerer velfærdsstatens kollektive overgreb på borgerne. Det er jo svært at sætte spørgsmålstegn ved velfærdsstatens overgreb og opfatte borgerne som ofre, når den førte politik betragtes som udtryk for fællesskabets egen vilje.
De borgerlige har haft magten i lange perioder i de seneste årtier, men har aldrig gennemført et opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat, som blev skabt i 1960’erne. Fortællingen om den gode velfærdsstat er nemlig så stærk, at det i Danmark er umuligt at gå op mod den uden at blive beskyldt for at ville det onde: Ødelægge trygheden og sammenhængskraften, trampe på de svage, udskamme de fattige og lade egoismen æde det solidariske fællesskab. Det er en fortælling, som finder ny klangbund, hver gang nogen vil flytte en smule på de bærende søjler i velfærdsstaten for at gennemføre en politik, der sikrer økonomisk vækst, markedsgørelse af den offentlige sektor, et troværdigt forsvar, maksimal individuel frihed og minimal intervention af statsmagten i borgernes liv. Og det er præcis grunden til, at hver gang de borgerlige har haft regeringsmagten, er den danske nation ikke blevet mere borgerlig, men derimod mere socialistisk, mere reguleret, mere beskattet, mere kollektiviseret og mere umyndiggjort.
Borgerligheden har ingen borgerlige vælgere
Et borgerligt projekt, som kunne give de blå regeringsmagten, kræver en borgerlig vælgerbase, men den er for længst væk. Midten i dansk politik er nemlig rykket stærkt til venstre, hvor langt de fleste vælgere og partier nu klumper sig. Både pr. definition og i selvopfattelse befinder de fleste danske vælgere sig relativt tæt på midten. Den første meningsmåling efter regeringsdannelsen i 2022 sagde da også, at 56 pct. af vælgerne syntes, at det var ”overvejende godt” eller ”meget godt” med en bred regering, mens kun 27 pct. syntes, at det var ”overvejende dårligt” eller ”meget dårligt”. En Gallup-måling viste i december 2022, at et flertal af danskerne bifalder en midterregering. Midten lyder som et tomt sted, hvor der ikke findes andet end teknokrater og regnedrenge, men virkeligheden er, at rigtig mange borgerlige befinder sig utrolig godt derinde med det resultat, at det i Danmark er umuligt at gennemføre ægte markedsliberale reformer.
De borgerlige vælgere er blevet venstreorienterede af at lytte til de blå partiers hyldest til velfærdsstaten og fællesskabet. Der er blandt dem ingen opbakning til en anden samfundsindretning end socialdemokratismen. De er i den grad bundet ind i socialdemokratiske dogmer om, at skattelettelser er lig med velfærdsforringelser, at produktionen af offentlige velfærdsydelser bedst og sikrest foregår i offentlige monopoler, og at detaljeret regulering og kontrol er bedre end tillid til borgernes fornuft og dømmekraft, at alle forslag om borgerlige reformer bliver mødt med forargede automatreaktioner, ikke mindst fra de borgerlige politikere, for Socialdemokratiets folkehjem er også blevet deres hjem.
Det er derfor kun logisk, at samtlige borgerlige partier bruger energien på at gøre sig lækre for den grå leverpostejsmasse i midten og overbevise den om, at de er bedre til at administrere det socialdemokratiske velfærdsprojekt end socialdemokraterne selv. Samtlige borgerlige partier ønsker at ”regere hen over midten”, hvilket er kodeord for, at man vil administrere velfærdsstaten uden at udfordre den. Samtlige borgerlige partier ser det som deres mission at optimere og effektivisere den socialdemokratiske velfærdsstat – ikke afskaffe den og indføre en ægte liberalistisk samfundsmodel. De borgerlige debattører, der påstår, at der findes mange vælgere, der efterspørger en borgerlig økonomisk politik, har ingen forskningsbaseret evidens herfor. Til gengæld findes der solid evidens for, at vælgerne ønsker en stærk socialistisk stat, der sikrer velfærd og tryghed.
Valget i 2022 viser også med al ønskelig tydelighed, at et stort flertal af danske vælgere, som Socialdemokratiet har indoktrineret igennem 40-50 år, ikke vil være med på den borgerlige rejse ind i fremtiden. Et massivt flertal af vælgerne afviste idéen om et samlet borgerligt projekt som en illusion. Vel at mærke en markant uønsket illusion. Historisk få vælgere støttede nemlig en borgerlig regering, selv om det røde flertal svandt ind.
Borgerligheden mangler borgerlig ideologi
Politikerne, medierne og kommentariat har pr. tradition tegnet et billede af Danmarks politiske landskab som en hidsig kampplads, der præges af dybe ideologiske kløfter mellem venstre- og højrefløjspartierne, og hvor der konstant er slagsmål om retningen for samfundet. Men at det politiske landskab i Danmark skulle være opdelt efter skarpt optegnede værdipolitiske brudlinjer, er en myte, for reelt regeres landet af det store nationale Socialdemokrati (Folketinget) bestående af røde og blå fraktioner (folketingspartier). Folketingspartierne forfægter ideologiske forskelle, som kun de opfatter som skelsættende og kan få øje på, men som reelt er nuancer af rødt. De hårde påstande, der fremsættes, er ikke en ægte kamp mellem politiske modstandere om forskellige ideologier, værdier og idéer, men snarere et rollespil, hvor de blå og røde socialdemokrater hhv. leger venstre- og højrefløj.
For virkeligheden er, at der i Folketinget er bred enighed om store politiske emner såsom økonomi, skat, inflation, klima, Arne-pension, sygehuse, forsvarets budgetter mv. Altså emner, der ligger øverst på vælgernes agenda. Og da alle vigtige beslutninger i det danske samfund vedtages i brede forlig – eller som nu i en midterregering – er der i Danmark ingen mulighed for et borgerligt alternativ.
Det socialdemokratiske skindemokrati giver således ikke mulighed for alternative løsninger på samfundets udfordringer. I praksis handler de danske folketingsvalg om, hvilke politikere, der er bedst til at forklare vælgerne, hvorfor de ikke har noget reelt valg, og hvorfor socialdemokratismen er den optimale samfundsmodel. I andre lande præsenterer politiske partier forskellige økonomiske samfundsmodeller, så der reelt er noget at diskutere og vælge imellem, men det er ikke tilfældet i Danmark. Her præsenterer folketingspartierne stort set det samme, og de altafgørende ideologiske forskelle måles f.eks. på, om det offentlige forbrug skal stige med 0,4 eller 0,5 pct., om antallet af nye sygeplejersker skal ligge på 1.000 eller 1.200 eller om den højeste marginalskat skal være på 55,8 pct. eller 55,9. Dansk politik er således ikke en kamp om forskellige samfundsmodeller, men blot en kamp mellem særinteresser om, hvem der kan presse flest fordele ud af fællesskabet (dvs. skatteborgerne) i form af privilegier, bevillinger eller regulering.
For de blå socialdemokrater handler borgerligheden udelukkende om at tage magten fra de røde socialdemokrater. Og derfor er de altid parate til at sidde i rundkreds ”hen over midten” sammen med de røde. Det er ikke fordi de blå har noget at tilbyde – de vil bare være med på de røde socialdemokraters socialistiske dagsorden og totalitære dyrkelse af ”fællesskabet”. I stedet for at skabe en ægte borgerlig dagsorden konkurrerer de blå partier indbyrdes og med de røde partier på en rød dagsorden. Det er derfor uklart, hvilken borgerlig vision med Danmark en blå partileder ville præsentere, hvis han eller hun en dag skulle stå i spidsen for en borgerlig regering. De borgerlige har jo ingen realistiske borgerlige svar på, hvad vælgerne kan regne med, hvis magten skulle skifte en dag.
Når valget i 2019 blev en katastrofe for det borgerlige Danmark, skyldes det præcis det forhold, at der manglede borgerlige visioner, politik og retning, som vælgerne kunne spejle sig i. Danske vælgere, både de blå og de røde, har jo et samfundssyn, som er dannet i det socialdemokratiske Danmark. Der er derfor ingen i Danmark, der ved, hvad borgerlige løsninger er, hvad de indebærer og hvorfor de er bedre end de socialdemokratiske. Selv hvis miraklet skulle indtræffe, og der bliver et blåt flertal, så er det store spørgsmål, hvad magten skal så bruges til. Hvordan skal et borgerligt velfærdssamfund se ud? Det er der ingen der ved, og mindst af alle de borgerlige.
Borgerligheden er kemisk renset for konservatisme
Det er påfaldende, at dansk borgerlighed domineres af liberalismen på bekostning af konservatismen. Man kalder derfor de blå partier for borgerligt-liberale partier, mens konservatismen slet ikke nævnes. De borgerlige har nemlig for længst afskrevet de klassiske konservative værdier: Gud, kongen, fædrelandet, kernefamilien, børneopdragelsen, danskheden, dannelsen og nationalstaten. De har set passivt til, mens det civile samfund er blev tømt for flere og flere af de traditionelle funktioner og normer, der er knyttet til familie, kønsroller, seksualitet, kirke og nation. Og den borgerlige agenda domineres af globalisering (på trods af, at den liberale verdensorden, som har eksisteret i næsten 80 år siden afslutningen på Anden Verdenskrig, er under afvikling), multikulturalisme, EU-begejstring, regulering, klimahysteriet og islam-dyrkelse.
Selv om de borgerlige påstår at være i opposition til den formynderiske socialstat, har samtlige borgerlige regeringer været med til at øge statens formynderi. Statslig indblanding, ensretning og socialistisk detailstyring af borgernes liv samt disciplinering af borgerne for at sikre, at de bidrager til fællesskabet, er blevet borgerlig politik. De borgerligt-liberale partier er med andre ord helt med på idéen om, at det gode velfærdssamfund er bedst til at definere og organisere borgernes private liv.
De borgerligt-liberale partier ser også passivt til, mens hele det danske samfund bliver trynet af et venstreekstremt mindretals identitetspolitik, wokeism og cancel culture. Venstreorienterede synspunkter er dominerende i alle danske kulturdannende institutioner, som er forvandlet fra borgerlige bastioner til venstreradikale højborge, og som kommunikerer venstrefløjens værdier. De statsstøttede medier dominerer meningsdannelsen og er hvad Pravda var for det kommunistiske parti i Sovjetunionen. De er establishments stemme. Og establishment er socialdemokratisk og venstreorienteret.
Fortællingen om, at socialdemokratismen, fællesskabet og den store altfavnende velfærdsstat er vejen til lykke og tryghed, har tilslutning hos et stort flertal af vælgere, der betragter sig selv som borgerlige. Den danner bagtæppet for den politiske debat i Danmark, fordi de borgerlige har mistet deres værdimæssige ståsted og tabt kampen om, hvordan samfundets problemer defineres, italesættes og løses. Ikke mindst fordi nye generationer af unge og veluddannede mennesker i storbyerne, som er opvokset i den socialdemokratiske velfærdsstat, og som sidder på samfundets topposter, betragter borgerlige ideer og principper som støvede og nærmest fortidslevn, der forbindes med lav status.
”Det store problem for de borgerlige partier er, at borgerskabet langsomt er gået i opløsning. Indtil 1980erne bestod det borgerlige Danmark groft sagt af landmændene og byborgerskabet. Men begge grupper er forsvundet på grund af de seneste årtiers sociale forandringer og fremkomsten af en ny bred middelklasse. Borgerskabet var samfundsmæssigt engagerede og kulturelt dannede typer, som var borgerlige og havde klare værdier. Med deres forsvinden og den brede middelklasses fremvækst er der sket en afdannelse af borgerligheden. Den tænkende del af borgerligheden er så at sige gået tabt i velfærdsstaten”, siger prof. Peter Kurrild-Klitgaard. Mere rammende kan det ikke udtrykkes.
Borgerlighedens eneste projekt er ministerbiler
Mens socialdemokratismens projekt er trygheds- og velfærdsstaten, er det såkaldte ”borgerlige projekt” et tomt projekt, der ikke siger noget om, hvilket samfund de borgerlige ønsker sig. Årsagen hertil er indlysende: De borgerlige er forelsket i velfærdsstaten på lig fod med de røde. De tager afstand fra markedet, de værner om planøkonomien, de offentlige monopoler, klientstaten og skattetrykket, og de har opgivet alle politiske visioner om at få dansk økonomi til at vokse yderligere. Det var påfaldende, hvor lidt opmærksomhed vækstfremmende erhvervspolitik har haft i den seneste valgkamp.
Virkeligheden er, at der ikke findes mange borgerlige, der ønsker at erstatte den socialistiske trygheds- og velfærdsstat med Anders Foghs minimalstat, og slet ikke med en ekstremt liberalistisk samfundsmodel som f.eks. den amerikanske. Tværtimod. 72 pct. af de borgerlige vælgere mener, at det offentlige bør fastholde sit monopol på levering af offentlige ydelser. Blandt borgerlige spidskandidater ved kommunalvalget i 2017 var der kun 33 pct., der ønskede flere private institutioner. Det nominelt borgerlige Venstre gik til valg i 2019 på et velfærdsløfte – et løfte om hvert år at øge de offentlige udgifter svarende til udviklingen i befolkningen – på 69 milliarder kroner.
Der er blandt de borgerlige vælgere også fuld opbakning til skattetrykket, som er verdens højeste. Siden 1968 har borgerlige regeringer, som ellers postulerer at gå ind for skattelettelser, i gennemsnit øget skatter og offentlige udgifter mere end de socialdemokratiske. Ved kommunalvalget i 2017 ønskede 59 pct. af Venstres spidskandidater højere offentlige udgifter, mens kun 27 pct. ønskede lavere skat. Og blandt Venstres vælgere svarer 60 pct. i dag, at skatteniveauet er passende. At tale imod topskatten er blevet et politisk harakiri blandt politikere i den blå blok. For topskatten er blevet et symbol på næstekærlighed, en gave fra rig til fattig. Og hvis man vil andre mennesker det godt, så vil man omfordeling.
De borgerlige partier har gennem mange år forsømt idéudviklingen og glemt de borgerlige principper. De følger i stedet folkestemninger og målgruppeanalyser. Når de blå har regeringsmagten, er det i bund og grund socialdemokratisk politik, de fører. De stikker fingeren i meningsmålingsjorden og indretter politikken efter den vej, vinden blæser. Magten og ministerbiler kan jo i Danmark kun vindes, hvis man indretter sin politik efter det store flertal, der enten arbejder for den offentlige sektor (870.000) eller som er på overførselsindkomst (2,1 mio.). Det er derfor kun logisk, at de blå partier har droppet borgerlige mærkesager og markedsfører sig på socialdemokratismens kæpheste: velfærd og tryghed. Den socialistiske samfundsmodel piller de borgerlige aldrig ved, fordi de ligesom de røde socialdemokrater betragter den som et kunstværk og udtryk for Danmarks civilisationsmæssige overlegenhed.
”De blå og røde partier i Folketinget tilbyder danskerne hver vores vej. Og snart er det op til danskerne at vælge vejen”, skrev Alex Vanopslagh i Berlingske inden valget i 2022. Men virkeligheden er, at de danske folketingsvalg ikke handler om, hvorvidt Danmark enten skal vælge socialdemokratismen eller en borgerlig vej, men udelukkende om, hvordan den vildtvoksende socialdemokratiske velfærdsstat skal administreres, og hvem skal gøre det – de røde eller de blå socialdemokrater. Det er derfor på tide, at de borgerlige ”tænkere” erkender, at et borgerligt Danmark er en illusion, der aldrig bliver til virkelighed.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)