Den franske atomparaply er fri fantasi

Det er efterhånden hver eneste uge, at en eller anden slår til lyd for, at Danmark vil stå sig ved at satse militært på EU frem for på USA, skriver Anna Libak i Berlingske.

Det er dog fri fantasi at hævde – ja, bare at antyde – at et EU-forsvar nogensinde vil kunne erstatte den amerikanske sikkerhedsgaranti. Og formodentlig er det også grunden til, at man nøjes med at kritisere Trump og bekvemt forsømmer at konkretisere, hvad det vil kræve af EU at forsvare sig selv.

Det er bestemt ikke første gang, at europæerne fantaserer om at stå for egen sikkerhed: Både Charles de Gaulle og Mitterrand drømte om det. Men når det ikke er blevet til noget, så er det fordi, det er uendeligt dyrt.

Europæerne har aldrig betalt fuldt ud for den amerikanske sikkerhedsgaranti. Som NATOS generalsekretær Jens Stoltenberg har gjort opmærksom på, vil hele 80 pct. af NATOS nuværende udgifter blive afholdt af ikke-EU-medlemmer, når Storbritannien forlader EU.

Hvis EU skal have et troværdigt forsvar, skal den franske atomparaply udstrækkes til resten af EU. Med mindre da tyskerne – hvad intet som helst tyder på – er villige til at anskaffe sig atomvåben.

USA har under Trump mangedoblet budgettet til forsvaret af de østeuropæiske lande mod Rusland under det såkaldte EDI-program – European Deterrence Initiative – som Obama grundlagde efter annekteringen af Krim.

Obama brugte 789 mio. dollar på EDI i 2016. Trump brugte sidste år 6.500 mio. dollar. Helt ligeglad kan han ikke være med europæernes sikkerhed.

Eksperter anslår, at EU’ s medlemslande hver især skal bruge 4 pct. af BNP på militæret, hvis EU selv skal til at stå for medlemmernes sikkerhed. Mindst. Altså vil det vil være mere forsvarligt – og en del billigere for Danmark – simpelthen at leve op til kravet om to pct.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)