Mens de Trump-hadende danske medier næsten dagligt skriver, at præsident Joe Biden har konstant fremgang i meningsmålingerne, tegner de amerikanske medier et helt andet billede.
59 pct. af voksne amerikanere er således ifølge en meningsmåling fra The Economist/YouGov negativt indstillet over for Joe Biden. For mange er præsidentens alder og kognitive evner et problem. I marts 2024 syntes 63 pct. af vælgerne, at præsident Biden er for gammel. Blandt Bidens egne vælgere er det kun 39 pct., der mener, at han mentalt er skarp nok til at kunne udføre sit krævende job.
Et flertal af de amerikanske vælgere er utilfredse med Joe Bidens politiske kurs på de centrale samfundsområder. Vælgerne er især utilfredse med Biden økonomiske politik, ”Bidenomics”. Kun 14 pct. mener, at deres økonomiske situation er blevet bedre under Biden, og kun 18 pct. mener, at deres situation bliver bedre, hvis Biden bliver genvalgt i 2024. Vælgerne er desuden utilfredse med den ukontrollerede illegale indvandring og den venstreorienterede woke-bølge på universiteterne og arbejdspladserne.
Tre vigtige vælgergrupper, som normalt bakker massivt op om Demokraterne, siver fra Biden: latinos, sorte og unge.
Demokraternes valgstrategi går ud på at bruge det demokratisk kontrollerede retsvæsen og falske anklager til at forhindre Trump i at blive genvalgt i nov. 2024. De fleste vælgere mener, at USA ligner et diktatur, idet Biden i forhold til sin største politiske modstander bruger de samme metoder, som Putin bruger over for sine politiske modstandere som f.eks. Aleksej Navalnyj.
Til forskel fra tidligere er Donald Trumps igangværende valgkampagne professionel, velstyret og disciplineret. Der er i hans valgorganisation ingen improvisation, interne magtkampe eller læk til medierne. Det driver hans kritikere og modstandere til vanvid. Trumps valgorganisation er erfaren og effektiv, og den bruger energien på at nå endemålet i stedet for at spilde tid på konspirationer og rygtedannelser.
I sin første embedsperiode blev Trump saboteret af den overvejende Demokratiske centraladministration. Nu sørger hans team for, at det ikke sker igen. Den konservative tænketank Heritage Foundation er i gang med at gennemføre tusinder af screening-samtaler med henblik på at identificere kompetente og loyale embedsmænd, som vil kunne indsættes af den kommende Trump-administration, hvis Republikanerne overtager regeringsmagten i Washington i 2024.
I den anden embedsperiode vil Trump således råde over kompetente og loyale kadrer af embedsmænd. Hvis han vinder valget i november, vil det give ham mulighed for at kontrollere centraladministrationen, regere USA effektivt og dreje det amerikanske samfund i konservativ retning.
Præsidentvalget i USA står og falder med afgørelsen i 7 såkaldte svingstater. I de øvrige 43 delstater er resultatet på forhånd givet i demokratisk eller republikansk favør. Ifølge en meningsmåling fra Morning Consult fører Trump i de 6 ud af 7 svingstater. Biden fører kun i Michigan. Men der er et problem, for i Michigan er der en stor befolkningsgruppe med muslimsk baggrund, der er utilfreds med Bidens støtte til Israel i Gaza-krigen. Ved det demokratiske primærvalg i Michigan stemte over 13 pct. af muslimerne uncommitted, dvs. at de har afgivet en blank stemme. Og Michigan er den måske mest afgørende af de 7 afgørende svingstater ved valget i november 2024.
Så selv om det demokratisk styrede retsvæsen forhindrer Donald Trump i at føre valgkamp og de danske medier hver dag skriver hans politiske nekrolog, viser amerikanske analyser, at hvis præsidentvalget stod mellem Donald Trump og Joe Biden, ville Trump efter al sandsynlighed vinde. Der er mange – ikke mindst i Danmarks establishment – der havde håbet, at Donald Trump var fortid og ville blive en parentes i amerikansk politik. Men i stedet må de mentalt indstille sig på, at Trump kan blive præsident igen.
André Rossmann