Statsminister Mette Frederiksen udtalte for nyligt, at tidligere var hun mere rød end grøn, men nu er hun mere grøn end rød. Det er en hel forventelig udvikling. Politikere er flokdyr, der søger hen til ligesindede, hvor man finder tryghed ved at gnubbe sig op af hinanden. Mette Frederiksen er nu med i klubben af europæiske statschefer, der søger konsensus og glæde ved samværet med kolleger, der alle mener det samme og handler på samme måde. Adgangskortet til logen af statsministre er en kritikløs og loyal accept af de klimascenarier, der produceres af FN’s klimapanel (IPCC). Samtlige af IPCC’s forudsigelser siden år 2000 har ramt helt uden for skiven, men ingen stiller kritiske spørgsmål eller betvivler det ene fejlslagne scenarie efter det andet. Der udledes stadig mere CO2 i atmosfæren, hvilket ifølge IPCC skulle resultere i stigende temperaturer. I sin 2013-rapport måtte IPCC dog indrømme, at det faktisk ikke er blevet varmere på det sidste. Varmekurven er fladet ud. Det betyder dog kun, at det der tidligere hed kampen mod den globale opvarmning, nu er udnævnt til ’klimakampen’. Det lyder også bedre og kan bruges til hvad som helst. Som professor Johannes Krüger ofte siger, er CO2 ikke en giftgas, men selve livets gas, forudsætningen for, at planter kan gro og vokse. Den øgede mængde CO2 i atmosfæren har medført at Jordens grønne areal er øget med to gange USA’s størrelse til glæde for dyr og mennesker.
Men nu er det altså vedtaget politisk, at CO2 er skurken, der varsler klodens undergang, og så må vi jo handle derefter. Derfor har regeringen indført en ny selskabsskat, der er maskeret som et bidrag til vinde klimakampen. Alle danske virksomheder, der udleder CO2 skal nu beskattes forholdsmæssigt. Og så alligevel ikke. Aalborg Portland Cementfabrik skulle egentlig som den største udleder af CO2 herhjemme have betalt mest, men har af regeringen fået en skatterabat på omkring 700 millioner kroner. Mette Frederiksen har nok ikke tænkt sig om. Den største udleder af CO2 i Danmark er F.L. Smidth, der ikke producerer cement, men nøglefærdige cementfabrikker som virksomheden med stor effektivitet sælger og opfører over hele Jorden. Hvis cementproduktion er snævert forbundet med den lede CO2, skulle F.L.Smidth betale et større milliardbeløb hvert år som straf for at være en førende CO2-skurk. Det sker dog ikke. Og hvad med entreprenørselskaber og byggefirmaer, der anvender tonsvis af cement, skal de ikke også have et hak i trynen, så de kan begrænse opførelsen af lufthavne, fabrikker og boliger? En hård bødestraf ned gennem cement-fødekæden ville minimere forbruget. Ifølge IPCC-evangeliet ville temperaturstigningerne bremse op, og vi lever alle lykkeligt til vore dags ende. Hele dette cement-cirkus understreger kun, at politikere lever af at sælge optiske illusioner og konsensus- forslag. Ikke resultater.
På de store klimakonferencer kappes politikerne om at love CO2 revolutioner, der indfrier de vidtløftige klimamål, som er udtænkt af IPCC. Når de kommer hjem til deres respektive regeringer, er de blevet mere ædru og spørger, om der nu også er råd til en dramatisk grøn omstilling. For man skulle nødigt satse hele butikken og velfærden på CO2- reduktionen. Og der er jo også noget, der hedder valg og helst genvalg. Det er jo ikke alle vælgere, der har købt hele Greta Thunberg-pakken. Og når statsministeren så sidder derhjemme helt alene med sine mest private tanker, vil hun spørge: ” Hvad nu, hvis vi alle sammen har taget grueligt fejl. Hvorfor bliver det ikke varmere, når vi udleder mere CO2? Hvorfor har der ikke været nogen temperaturstigning i USA de sidste 90 år? Hvorfor er der i Arktis en voksende bestand af velnærede isbjørne på 30 000 dyr? Hvorfor har Obama købt et sommerpalads I Martha’s Vineyard helt ned til vandet? Tror han ikke på de varslede havstigninger? Hvorfor bygger kineserne kunstige øer i Stillehavet uden diger? Har de glemt IPCC’s forudsigelser om vældige oversvømmelser? Mette Frederiksen deler ikke sin tvivl med nogen. Hun ønsker ikke at blive klimakampens Viktor Orban. Hun har truffet sit valg. Hun er nu hellere død end rød. Hun er det fineste, man kan være: Grøn. Klimaets Jeanne d’Arc.
Hvad så med Aalborg Portland med den fede skatterabat? Den ligger i Nordjyllands storkreds, hvor Mette Frederiksen er opstillet. Men det er naturligvis sagen uvedkommende.