“Den gode ven” af Bjørn Esben Almaas udkommer på dansk

Norske Bjørn Esben Almaas, der er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for den aktuelle roman Den gode ven, skriver følsomt og indsigtsfuldt om en måske traumatiserende barndom.

I romanen Den gode ven følger vi en elleveårig dreng gennem nogle måneder i 1987 for så at møde den voksne mand, han er blevet, femogtyve år senere, ægtemand og far til to børn. Efter at have mødt en gammel bekendt fra skolen, som han næsten havde fortrængt, begynder barndommen at trænge sig på i hans hoved, og det får i stigende grad indvirkning på hans hverdag og mentale velbefindende.

Den gode ven er en intens og suggestiv skildring af en voksen mand, der genoplever sin barndom. Det er en historie om mobning og et overgreb og de konsekvenser, det kan få for det voksne menneske.

Den gode ven er Bjørn Esben Almaas’ fjerde bog, tredje roman, og første bog oversat til dansk. Den cementerer Almaas som en vigtig stemme i den skandinaviske samtidslitteratur.

I Nordisk Råds motivering for nomineringen hedder det: “Den gode ven er … en hård og sindsoprivende beretning og en nådesløs meddelelse om tilbagevendende kvaler, om lidelse og om ondskab. […] Almaas har skrevet en behersket og dybt medrivende roman om et barns miserable vilkår, om vedvarende og fordækt lidelse og om det voksne menneske, der kommer til kort. […] Den gode ven er en foruroligende rapport fra en miserabel opvækst, men den rummer også sin helt egen vemodige intensitet, som kun den virkelig gode litteratur kan give os.”

LÆS OGSÅ:  Med ny bog vil Martin Henriksen styrke kristne fællesskaber 

Fakta om romanen:

Titel: Den gode ven
Forfatter: Bjørn Esben Almaas
Oversætter: Klaus Rothstein
Forlag: Turbine
ISBN: 9788740663105
Sidetal: 172
Vejl. pris: 229,95 kr.
Udkommer d. 14. august 2020

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)