Den grønne mafia i ny charmeoffensiv

Dansk erhvervsliv har snablen dybt nede i fælleskassen. 42 mia. kr. Så meget bruges der hvert år på det statslige erhvervsfremmesystem, herunder subsidier bevilget via finansloven, støtte via skattesystemet, energistøtte samt støtte via regioner og kommuner. Til sammenligning bruges der hvert år kun lidt over 8 mia. kr. på de danske erhvervsuddannelser.

Vindmølleindustrien har været på støtten siden 1979. Biogasindustrien modtager i øjeblikket omkring 25 pct. af den samlede danske støtte til vedvarende energi. Private virksomheder lægger beslag på en stigende andel af de statslige forskningsmidler. Landmændene får milliarder til at prøve kræfter med økologiske landbrug. Erhvervsfremmesystemet kommer primært større virksomheder til gavn, idet man opretter såkaldte “erhvervsfyrtårne”, hvor indsatsen og midlerne koncentreres på udvalgte områder med store virksomheder i spidsen. Den grønne branche med Vestas og Ørsted i spidsen er et godt eksempel.

I 1972 begyndte Danmark som bekendt at producere olie- og naturgas i Nordsøen, og da produktionen toppede i nullerne, producerede Danmark otte-ti milliarder kubikmeter naturgas om året, svarende til det dobbelte af det daværende danske gasforbrug og cirka fire gange det nuværende. Energiproduktionen i Nordsøen har bidraget væsentligt til statskassen, skabt arbejdspladser og været central for Danmarks forsyningssikkerhed. Nu påstår lobbyisterne for den grønne branche (eller rettere sagt: den grønne mafia), at umodne teknologier, som endnu ikke er implementeret i stor skala (f.eks. energiøer, power-to-X, CO2-fangst, direct air capture, pyrolyse mv.), kunne blive som olie- og gaseventyret 1970’erne.

Dette på trods af, at eksperter påpeger, at gevinsterne ved umodne teknologier er illusoriske og advarer mod at lægge for meget værdi i potentialet. Mange teknologier, der skal sikre nulemissioner i 2050, er nemlig ikke opfundet endnu. Løsningerne har i bedste fald lange udsigter, og i værste fald kommer de aldrig i en økonomisk bæredygtig form. Politikerne i Folketinget er imidlertid meget stærkt påvirket af de få, men meget store spillere som Vestas, Copenhagen Infrastructure Partners, Ørsted og PensionDanmark, som driver den politiske agenda. De tjener penge på at gennemføre fantasifulde projekter, som danske skatteydere finansierer.

Den grønne mafias kamp om at gafle offentlige milliarder, som den nye SVM-regering ventes at allokere til den grønne omstilling, er i fuld gang. Og det er dem med de største muskler og det mest effektive lobbyapparat, der er bedst positioneret til at sikre sig den største bid af skatteydernes penge. Der lokkes med løfter om en større energiuafhængighed, større forsyningssikkerhed, større forbrugersikkerhed, betydelig økonomisk vækst, nye danske arbejdspladser og udvikling af landets energiindustri.

Virkeligheden er, at den grønne jobskabelse lader vente på sig. Selv om undersøgelser viser, at 35 pct. af danskerne mener, at omstillingen vil skabe flere job, går omstillingen ifølge Danmarks Statistik meget langsomt. Antallet af job inden for det grønne område, herunder f.eks. miljøbeskyttelse eller produktion af grøn energi, er kun steget med ca. 16.300 fuldtidsbeskæftigede fra 2012 til 2019. Det svarer til, at andelen af grønne job er steget fra 2,8 pct. til 3,3 pct.

Skatteyderne og forbrugerne har i forvejen betalt et voldsomt milliardbeløb i direkte og indirekte støtte til opbygningen af den danske vindmølleindustri. Det folkelige bidrag er blevet tålt i forventning om et langsigtet afkast i form af vedvarende energi til kostpris samt et tusindtal af eksportarbejdspladser i en ny industri. Det er dog blevet ved løfterne. Danskerne lider i dag under tårnhøje energipriser, fordi vind og sol efter milliardstore investeringer igennem 50 år ikke er i stand til at sikre Danmarks energiforsyning.

Klimadagsorden i Danmark er blevet hijacket af en uskøn blanding af udspekulerede politikere, lobbyister og miljøaktivister samt kyniske, benhårde industriinteresser. Taberne er naive danske skatteydere, for hvem følelsen af at gøre det gode er vigtigere end hvad der faktisk sikrer stabil energiforsyning. Der er derfor ingen grænser for, hvad de er villige til at betale i skat til den grønne mafia.

André Rossmann