USA’s seneste forslag til en fredsaftale handlede om at sikre og formalisere status quo på landjorden. Set i det lys er fredsaftalen en realistisk vurdering af tingenes tilstand og afspejler den aktuelle situation – til stor ærgrelse for dem, som går ind for, at Palæstina skal anerkendes som en selvstændig stat. Det skriver Ian Bremmer, direktør for konsulentvirksomheden Eurasia Group, i Jyllands-Posten.
Der er to tendenser, der gør sig gældende i Mellemøsten. Den første tendens er Israels stadigt stigende overlegenhed i Mellemøsten. De seneste 20 år Israel fortsat sin march hen imod teknologisk og militær dominans i regionen og været holdt oppe af en misundelsesværdig økonomisk vækst.
Den anden tendens er, at efterhånden som Israel har konsolideret sig i en reel mellemøstlig magtposition, er landet blevet en meget attraktiv samarbejdspartner for flere arabiske nationer.
At tale grimt om Israel har ikke længere den samme geopolitiske gennemslagskraft, som det havde engang, og flere arabiske ledere foretrækker klart at samarbejde med den israelske regering frem for at gå imod den.
Sagt i mere direkte vendinger er den palæstinensiske sag ikke længere en fælles sag for den arabiske verden.
Hvor grupper som Den Arabiske Liga og Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC) offentligt har udtrykt modstand mod aftalen, accepteres aftalen af andre arabiske regeringer, hvilket kunne ses ved, at ambassadørerne fra De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Oman var til stede ved fremlæggelsen af forslaget i Det Hvide Hus.