Debatindlæg af Finn Rudaizky.
Dansk Folkeparti i København ønsker at ære den netop afdøde svenske kunstner Lars Vilks. I en tragisk trafikulykke omkom Lars Vilks i en bil sammen med to svenske politifolk.
Lars Vilks blev for alvor kendt, da han i 2007 tegnede en karikaturtegning af profeten Muhammed. Denne tegning medførte dødstrusler rettet mod Lars Vilks som efterfølgende måtte leve under politibeskyttelse.
”Vi vil gerne ære Lars Vilks som en kunstner der kæmpede for ytringsfriheden på trods af meget store personlige omkostninger. Den rigtige måde at gøre det på er at opkalde en plads eller en gade efter ham i København, så han altid fremover er en del af københavnernes bevidsthed,” siger Finn Rudaizky som er gruppeformand for Dansk Folkeparti på Københavns Rådhus.
Lars Vilks deltog i et debatmøde om ytringsfrihed i Krudttønden på Østerbro i København i 2015, da et terroristangreb gik i gang. En dansk filmproducent blev dræbt ved angrebet, og senere på natten blev Dan Uzan, en frivillig vagt ved den jødiske synagoge i Krystalgade i København også dræbt af terroristen
”Vi skal ære dem der på vegne af os alle sammen kæmper for ytringsfrihed og vores frie og demokratiske samfund. Lars Vilks var en af dem, som netop kæmpede for os alle,” mener Finn Rudaizky.
Dansk Folkeparti vil nu fremsætte forslaget om at navngive en plads eller en gade efter Lars Vilks i Københavns Borgerrepræsentation.