Eric Zemmour, en mangefacetteret intellektuel
Den 63-årige Eric Zemmour har en jødisk baggrund med berbiske forældre, der flygtede til Frankrig under algierkrigen. Han tog sin kandidateksamen i statskundskab i Paris, hvorefter han blev politisk reporter, og han var tilknyttet Le Figaro i årene 1996-2009 og 2013-2021.
Eric Zemmour er forfatter til flere essays, romaner og bøger om samfundsmæssige forhold. Særligt populær er bogen Le Suicide Français fra 2014. Den 16. september 2021 udkom hans seneste bog: La France n’a pas dit son dernier mot (Frankrig har ikke sagt sit sidste ord), og alene i løbet af de første to uger blev der solgt 130.000 eksemplarer. På Amazon er bogen den mest solgte inden for kategorien politik, og hos Edistat var det den 6. mest solgte bog i Frankrig i ugen 18.-24. oktober.
Da han er velformuleret og vidende inden for politik og historie, har han medvirket i flere fjernsynsprogrammer, hvorved han blev kendt i en større offentlighed. Det gælder eksempelvis programmerne Ça se dispute på I-Télé, On n’est pas couché på France 2 og Face à l’info på CNews.
Eric Zemmour klarer sig godt i debatter, da han er veltalende, saglig og kultiveret, mens han med sin intellektuelle redelighed også kan indrømme, når debatmodstanderen fremfører et godt argument. Da han ikke er bange for at sige sin mening, var han blandt de første i medierne til at komme ind på indvandringens negative konsekvenser. Beskyldninger om racistiske generaliseringer har flere gange ført til retsforfølgelser, og han er to gange blevet dømt for tilskyndelse til racehad.
Eric Zemmour er nationalkonservativ
Eric Zemmour hylder nationens traditionelle værdier og gamle dyder, som han mener er under pres fra flere kanter i disse år. Navnlig indvandringen fra Nordafrika og Mellemøsten bekymrer ham. Indvandrere skal assimilere sig, hvis vi skal undgå, at Frankrig bliver et nyt Libanon. Assimileringen omfatter blandt andet en vestlig påklædning og tilegnelse af vestlige skikke, men også at give sine børn franske fornavne. Dette ville være en tilbageførelse til lovgivningen før 1993, hvor forældre kun måtte vælge navne på helgener og gamle historiske navne.
Han kritiserer den politiske korrekthed, identitetspolitikken og venstrefløjens ideologiske indflydelse på uddannelsesinstitutionerne, kulturlivet og medierne. Internationalt bør fransk lov stå over EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der forhindrer udvisning af udenlandske kriminelle.
Der skal være præsidentvalg til næste år, og Eric Zemmour har i noget tid været en uofficiel kandidat til embedet. Han tager derfor i stigende grad også stilling til andre samfundsemner og ønsker eksempelvis lavere skatter for små virksomheder.
En kontroversiel, men storsælgende bog
Da Eric Zemmour arbejdede på sin seneste bog, La France n’a pas dit son dernier mot, blev han i slutningen af juni kontaktet af forlaget Albin Michel, som han har været fast tilknyttet de seneste ti år. Det har været en givtig forretning at have denne storsælgende forfatter tilknyttet, men de valgte nu at bryde deres kontrakt og nægtede at udgive bogen. Ifølge forlagsdirektør Gilles Haéri ville Zemmour bruge bogen som afsæt til sin præsidentvalgkamp, og den ønskede de ikke at medvirke til. Det er et argument, som Zemmour står uforstående over for, da flere kandidater har fået udgivet bøger i tidens løb. Albin Michel har for eksempel udgivet en bog af François Fillon, inden han i 2007 blev premierminister. Da Zemmour pludselig stod uden forlag, oprettede han sit eget.
Bogen sælger ekstraordinært godt, men ikke alle boghandlere ønsker at have den stående fremme på deres hylder og montrer. Nogle vil ikke sælge bogen, eller har den gemt diskret af vejen, så man direkte skal efterspørge bogen, for at kunne købe den. Som en boghandler siger: Det er et samvittighedsspørgsmål.
Boglancering eller valgkamp?
Eric Zemmour tager i denne tid rundt i landet og fortæller om sin nye bog og signerer eksemplarer. Han indstillede i denne forbindelse sin faste skribentvirksomhed hos Le Figaro. Møderne er velbesøgte, og publikum er begejstrerede. Nogle er rejst langt for at kunne deltage. Lørdag den 23. oktober var han i Béziers; herefter fulgte Nîmes, Versailles, Rouen, Caen og Rennes, og lørdag den 30. oktober var han i Nantes. Lige så begejstreret, som publikum er, lige så hadefulde er de venstreekstreme moddemonstranter, der møder op uden for. I Nantes havde venstreekstremister på forhånd ophængt plakater, hvorpå man så et billede af Zemmour, med et sigtekorn rettet mod panden og forsynet med teksten “Wanted”. Under besøget var der 2000 tilhørere i salen, men udenfor havde blandt andre Antifa arrangeret to store demonstrationer med i alt omkring 650-700 demonstranter. Demonstrationerne udviklede sig voldeligt, og politiet måtte bruge tåregas. Det lykkedes flere demonstranter at forcere afspærringer og nærme sig konferencebygningen.
Der spekuleres i, hvorvidt bogmøderne reelt er valgmøder. Zemmour mødes af taktfaste råb om, at man vil have ham som præsident. Ind til videre kommer han dog ikke med klare udmeldinger.
Præsidentvalget finder sted i april 2022. Første runde af valget, hvor der er omkring 25 kandidater, afholdes den 10. april. Medmindre én af kandidaterne får absolut flertal, afholdes der en anden runde den 24. april 2022 mellem de to kandidater, der fik flest stemmer under første runde.
Eric Zemmour appelerer til en mere bred skare end National Samling, og han forventes at kunne hente stemmer fra republikanerne. Også aldersmæssigt appellerer han mere bredt, da de unge påskønner hans klare tale.
Selv om Zemmour endnu er en uofficiel kandidat, medtages han i meningsmålingerne. Macron står i øjeblikket til omkring 24% af stemmerne. Der er tæt løb mellem Eric Zemmour og Marine Le Pen om andenpladsen, idet de begge ligger omkring 17%. Analyseinstituttet Harris Interactive havde den 30. oktober et lille forspring til Eric Zemmour.
Radio- og tv-nævnet begrænser Zemmours medieadgang
Radio- og tv-nævnet (CSA) bekendtgjorde den 8. september, at medierne med en dags varsel skulle begrænse Eric Zemmours sendetid under landspolitiske debatter. Eftersom Zemmour er en kendt mediepersonlighed, ville man ikke favorisere ham frem for andre (officielle) præsidentkandidater, der ikke har den samme platform. Zemmour har i de seneste to år fast været den ene af fire paneldeltagere i det populære program Face à l’info, der sendes mandag til fredag først på aftenen, men samarbejdet er siden den 13. september midlertidigt (?) ophørt. Zemmour beskylder radio- og tv-nævnet til at udøve censur mod ham.
Med nævnets afgørelse har de lagt til grund, at de formoder, at Eric Zemmour på et tidspunkt bliver officiel præsidentkandidat.
Journalister vil marginalisere Zemmour
Mere end 150 journalister har underskrevet en erklæring om, at de ikke vil være medskyldige i had. Erklæringen blev offentliggjort på Mediapart den 23. oktober. Der står blandt andet:
“Vi respekterer som journalister de demokratiske værdier, og vi mener ikke, at man skal debattere med personer, der hylder ideer, der er fascistiske, racistiske, fremmedfjendske, sexistiske, homofobiske og revisionistiske. man bør i stedet bekæmpe og/eller ignorere dem.”
“Her under en præsidentvalgkamp, der befordrer stadigt mere frastødende ideer, der bryder med respekten for menneskerettighederne, tager vi journalister, der er socialt engageret i forsvaret af disse grundlæggende rettigheder, afstand fra de mediechefer, redaktionschefer, værter, paneldeltagere og kolleger, der fornøjet holder mikronen og filmer offentligt kendte personer, der udspyr deres fremmedhad. En af disse personer har allerede fået en dom for at tilskynde til racehad.”
Personens navn nævnes ikke, men der er tale om Eric Zemmour. Medunderskriverne ønsker således at marginalisere en (endnu uofficiel) kandidat til præsidentvalget og lægger pres på deres kolleger.
Journalister og NGO har tidligere krævet Zemmour fyret på grund af hans holdninger
For to år siden tog journalister afstand fra Eric Zemmour på hans arbejdsplads Le Figaro. De krævede, at redaktionen fyrede Zemmour, da de ikke ville associeres med hans provokationer. Avisens ansvarshavende redaktør, Alexis Brézet, undsagde Zemmour – uden dog at fyre ham – og mindede ham om, at han skal overholde loven. Den venstreorienterede bevægelse SOS Racisme lagde et indirekte pres på Le Figaro for at få dem til at fyre Zemmour, idet de opfordrede til boykot af de virksomheder, der annoncerede i avisen.
Samme år blev Zemmour fyret fra radiostationen RTL på grund af en tale, hvori han havde beskrevet indvandringens og islams negative konsekvenser for Frankrig. Journalisten Jean-Michel Aphatie kaldte Zemmour for en “vaneforbryder”, der ikke burde have lov til at komme til orde nogen steder, lige som han sammenlignede (den jødiske) Zemmour med en kendt fransk holocaustbenægter.
Præsidentkandidat Anne Hidalgo vil ikke debattere med Zemmour
Anne Hidalgo er borgmester i Paris og stiller op til præsidentvalget for Socialistpartiet. Ifølge analyseinstitutterne står hun til at få omkring 5% af stemmerne.
Hun nægter at debattere med Zemmour: “Jeg debatterer ikke med en revisionist, jeg debatterer ikke med en racist, og jeg debatterer ikke med den person.” I stedet for at indgå i en demokratisk samtale med Zemmour og lade meningerne brydes, vil hun slet ikke tale med ham.