Den vildledte generation som støtter BDS

Af Oberst Richard Kemp – Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Alligevel nærmer vi os på ny dybet i form af den årlige Jew Hate Week (jødehad-uge) rundt om i verden. Arrangørerne ved bedre end at kalde det, hvad det er. De kalder deres hadefest for “Israel Apartheid Week”, men dens sande betydning og formål er blændende åbenlys. Lige siden den betændte optakt i Toronto i 2005, har Jew Hate Week plaget verden og forurenet universiteter fra Amerika til Australien og fra Sydafrika til Nordirland.

Jew Hate Week, som afholdes på universiteterne hvert år på denne tid, er den racistiske Boycott, Divestment and Sanctions (BDS)-bevægelses flagskib med henblik på undergravende at vinde universitetsstuderende for dens ondskabsfulde sag. Palæstinensisk ledet som den er, står der i spidsen for BDS organisationer som Students for Justice in Palestine og Jewish Voice for Peace i USA, og Palestine Solidarity Campaign (PSC) og War on Want i Storbritannien. Demokratiske gruppemedlemmer som Ilhan Omar og Rashida Tlaib er blandt dens vigtigste heppekor i Amerika. I Storbritannien er den skandaløse, tidligere leder af Labour-partiet, Jeremy Corbyn, en trofast støtte ligesom mange andre i hans parti, heriblandt medlemmer af parlamentet.

BDS udbasunerer deres påstand om, at de støtter “frihed, retfærdighed og lighed” for det palæstinensiske folk. De er mindre åbne vedrørende deres ønske om at udradere den jødiske stat, af frygt for at de derved mister opbakning fra personer og organisationer, som nærer et ægte ønske om at forbedre palæstinensernes tilværelse, men som ikke ønsker at udslette et helt land og dets jødiske borgere.

Omar Barghouti, født i Qatar og BDS’ grundlægger, har gentagne gange afvist en tostatsløsning og i stedet gjort sig til fortaler for én stat: “Afgjort, aldeles afgjort modsætter vi os en jødisk stat i nogen del af Palæstina”. Han gør det klart, at hans definition af “Palæstina” inkluderer hele staten Israel.

Barghoutis rejsefælle, den Harvard-uddannede skribent og aktivist Ahmed Moor, er enig: “BDS betyder enden på den jødiske stat”. På den anden side af Atlanten krævede den berygtede BDS-tilhænger og professor, David Miller på Storbritanniens Bristol University, i sidste uge et “ophør” af “zionismen som fungerende ideologi”. Zionismen støtter eksistensen og udviklingen af staten Israel. Millers budskab er derfor en næsten utilsløret kode for ophøret af en universelt anerkendt, demokratisk FN-medlemsstat. Hans gift blev forstærket i denne uge af hans BDS-medfortaler og tidligere parlamentsmedlem for Labour, Chris Williamson, som undervejs citerede terroristflykapreren Leila Khaled.

Selvom BDS foregiver at være en ikke-voldelig bevægelse, er internationalt forbudte terrorgrupper – så som Hamas, Palestinian Islamic Jihad og Popular Front for the Liberation of Palestine [Folkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP] — repræsenteret i BDS’s Nationalkomité. Barghouti siger: “Vi skammer os ikke over at have væbnet modstand ved siden af fredelig modstand gennem hele vores eksistens.” Han og hans følgesvende nægter at fordømme voldelig terrorisme.

LÆS OGSÅ:  Antisemitisk hærværk spreder sig til Sverige og Norge

Jeg har diskuteret alt dette med studerende, som fremviser BDS-plakater og skråler klichefyldte slogans under Jew Hate Week på diverse universiteter, herunder New York University og University of Bristol, idet jeg har været inviteret af henholdsvis Realize Israel og Pinsker Centre, to fremtrædende studenterbastioner imod jødehad. Alle de demonstranter, som jeg mødte, benægtede, at de mente, at Israel skulle udslettes eller at de støttede vold. Unge og indtryksmodtagelige mænd og kvinder, hvis hovedinteresse er at studere med henblik på deres embedseksamen, er blevet narret af Barghoutis BDS-agitatorer til at tro, at de demonstrerede til støtte for opnåelsen af en tostatsløsning med fredelige midler.

Den virkelige sandhed om den globale BDS-bevægelse bliver erkendt af meget få og er faktisk endnu mere beskidt end nogen af deres offentligt deklarerede eller privat fremhviskede grandiose ideer til politisk forandring. En rapport fra Israels Knesset i 2015 viste, at BDS ingen indvirkning havde på landets økonomi og ikke forventedes at få det i fremtiden. Israels eksport til EU, hvor BDS står stærkest, var næsten fordoblet siden bevægelsens grundlæggelse 10 år tidligere. I 16 år har BDS ikke fået ram på Israel og har ikke nået nogen af sine hovedmål. Trods endeløse forsøg på at boykotte, afvikle fra og indføre sanktioner mod den jødiske stat har de ikke haft nogen som helst indvirkning på landets økonomi, politik eller kultur.

Denne barske og indiskutable virkelighed peger på deres faktiske, men uudtrykte formål. Lederne i BDS-bevægelsen er langt fra dumme. De ved af bitter erfaring, at de ikke kan og aldrig vil kunne bringe den jødiske stat til ophør økonomisk og at de er ude af stand til at udfordre Israels militærmagt. I stedet handler deres kampagne reelt om at jagte jøder, hvor de end finder dem, straffe jøder over hele verden for eksistensen af den jødiske stat og undergrave støtten til Israel blandt jøder såvel som ikke-jøder. De stærkeste støtter af Israel uden for landet er medlemmer af diasporaen. At mindske denne støtte og overtale jøder til at bagvaske Israel er BDS-bevægelsens mål.

Det er lykkedes for BDS-bevægelsen og mange tilknyttede anti-Israel propagandister at vende mange jøder imod Israel, og endda at få nogle af dem til at tilslutte sig BDS. Dette tiltager år efter år. Kig blot på Jewish Voice for Peace, som fører an i anklagerne i USA; og i Storbritannien Jewish Voices for Labour, blandt hvis grundlæggere var BDS-fortroppen PSC [Palestine Solidarity Campaign].

BDS-bevægelsen fortæller sine støtter, at den er “en inkluderende, anti-racistisk menneskerettighedsbevægelse, som er principielt imod alle former for diskrimination, herunder anti-semitisme og islamofobi”. Men det er løgn. Beviser på dens sande natur kan findes i den klassiske antisemitisme, som gennemsyrer så meget af dens aktivitet, herunder opfordring til drab på jøder, angreb på den jødiske religion, forfølgelse af personer fordi de er jøder og promovering af blodbagvaskelse, Holocaust-benægtelse og Holocaust- billigelse. Alt dette er blevet omfattende dokumenteret i maj 2020 i en rapport fra CAMERA, Campaign for Accuracy in Middle East Reporting and Analysis. Et dossier i 2017 fra Jewish Human Rights Watch i Storbritannien viste, at næsten 50% af den skotske PSC’s tilhængere åbenlyst havde delt antisemitisk materiale på konti i sociale medier.

LÆS OGSÅ:  Østrigs parlament på vej til at erklære BDS-bevægelsen for antisemitisk

Ligesom BDS-bevægelsen har haft succes med at rekruttere uvidende jøder, har den også haft succes med at anspore til og udklække aktiv antisemitisme på campus. AMCHA, som er en amerikansk nonprofit-organisation, der dokumenterer, undersøger og bekæmper antisemitisme på gymnasier og universiteter, fastslår, at: “Skoler som fremmer BDS eller andre typer af anti-zionistisk retorik… har med tre til otte gange større sandsynlighed hændelser, som er rettet imod jødiske studerende for at skade dem,” herunder overfald, undertrykkelse af taleret og ødelæggelse af ejendom.

Det er også lykkedes BDS at gøre tilværelsen sværere for de palæstinensiske arabere, den selv samme befolkning, som de ukorrekt påstår at hjælpe. Dette inkluderer opbakning til og styrkelse af Det Palæstinensiske Selvstyres ledelse og Hamas, som begge gennem årtier har brugt deres egen befolkning som politiske skakbrikker imod Israel — deres velfærd og fremgang og ofte selve deres liv smides bort på alteret for had mod den jødiske stat. Enorme internationale bidrag, som er ydet for at hjælpe dem, er systematisk og bedragerisk endt i ledernes egne lommer til deres egen berigelse, er blevet anvendt til med vold at angribe Israel, at myrde jøder og få palæstinensiske børn til at hade den jødiske stat. I februar måned afslørede Storbritanniens Jewish News, at $145 millioner dollars af de britiske skatteyderes penge alene siden 2016 er blevet brugt til at ophidse til had i palæstinensiske skoler.

Gang på gang har de palæstinensiske ledere afvist alle fredsbestræbelser og har foretrukket fattigdom for deres befolkning, vold og endeløs konflikt frem for et hvilket som helst forslag til deling af territoriet med jøder. Uanset hvad han måtte sige på engelsk, så er og bliver den urokkelige politik hos den Holocaust-benægtende præsident for Selvstyret, Mahmoud Abbas, der nu sidder på syttende år i sin fireårige præsidentperiode, den samme som den erklærede holdning hos BDS-lederne: en énstatsløsning og udslettelsen af Israel.

Pralende med deres foretrukne slogan i Israel Apartheid Week brændemærker BDS-bevægelsen hver gang Israel som en “apartheidstat”. Det er en af årsagerne til deres ynkelige nederlag: ingen regering eller international institution tror på dem. De ved derimod, at det er Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas, der praktiserer apartheid. Med ord, der genlyder isnende af Det Tredje Rige, sagde Abbas i en tale i Egypten følgende: “I en endegyldig løsning kommer vi ikke til at se tilstedeværelsen af en eneste israeler — civil eller soldat — på vores jord”. Han mente jøder. Israelske arabere ville være velkomne.

LÆS OGSÅ:  Dom: 29-årig mand fik 1 års ubetinget fængsel for hærværk mod jødisk gravplads

I territorier, som kontrolleres af Selvstyret, har straffen for at sælge land til jøder siden år 2010 været døden. Selvom der har været mange udenretlige drab på dem, der forbrød sig, har ingen domstol foreløbig udstedt dødsstraf. Men adskillige palæstinensere er blevet idømt hårde straffe. I 2018 dømte en domstol i Ramallah for eksempel en palæstinensisk mand fra det østlige Jerusalem til livsvarigt fængsel med hårdt straffearbejde for at have forsøgt at sælge ejendom til jøder.

Imens tager tusindvis af palæstinensere, ligesom de 1,8 millioner arabiske israelere (godt og vel 20% af befolkningen) som alle har statsborgerskab og lige rettigheder i Israel, på arbejde i israelske firmaer. Det er noget, som BDS-bevægelsen har gjort sit bedste for at standse. For eksempel blev hundredvis af palæstinensiske arabere afskediget og deres familier berøvet en indkomst i 2015, da BDS-protesterne imod SodaStream tvang firmaet til at flytte sin fabrik fra Judea til Negev. Men Barghoutis BDS var ikke tilfredse med dette og fortsatte med at protestere imod SodaStreams nye fabrik, som beskæftiger mere end 300 beduin-arabere.

De fleste af de uheldige studerende i Storbritannien, Amerika og andre steder, som naivt støtter BDS, har ingen anelse om noget af dette. De er blevet bedraget, først og fremmest af de universitetsprofessorer, hvis job det er at vejlede og påvirke dem til det gode, ikke at narre dem ind i så skadelig en sag.

Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, siger, at han og præsident Biden er “afgørende imod” BDS, fordi den “uretfærdigt og upassende peger Israel ud og skaber en dobbelt standard”. Med andre ord, den er antisemitisk. Den amerikanske regering burde genoptage de planer, som blev udarbejdet af tidligere udenrigsminister Pompeo, til at ramme organisationer, der samarbejder med eller på anden vis støtter BDS, så som Amnesty International, Oxfam og Human Rights Watch, samt fjerne regeringens økonomiske støtte.

Britiske og europæiske regeringer burde følge trop, og det samme burde alle de lande, hvor BDS har slået rod. De burde ikke være i tvivl om, at formålet for denne ondskabsfulde bevægelse med dens Jew Hate Weeks og andre giftige aktiviteter ikke er at fremkalde legitim politisk forandring eller støtte den palæstinensiske befolkning, sådan som den uoprigtigt påstår, men at udnytte konflikten mellem Israel og palæstinenserne som en undskyldning til at terrorisere, mobbe, chikanere og drive jøder ud ved enhver given lejlighed.

Oberst Richard Kemp er tidligere kommandør i den britiske hærHan var også leder af det britiske regeringskontors team vedrørende international terrorisme og er i dag skribent og foredragsholder om internationale og militære forhold. Han er en Shillman Journalism Fellow ved Gatestone Institute.