Nu er der ifølge Danmarks Statistik 2.642.180 indbyggere i Jylland, mens der på Sjælland bor 4.200 flere. De seneste ti år er Sjællands befolkning vokset med ca. 190.000 personer. Det er over dobbelt så meget som i Jylland.
– Befolkningstilvæksten på Sjælland er primært drevet af mange nye indbyggere i København og omegnskommunerne, men også Østsjælland og Nordsjælland har de seneste ti år oplevet et stigende indbyggertal. I Jylland skyldes væksten i befolkningen næsten udelukkende udviklingen i Østjylland, hvor byer som Randers, Aarhus, Silkeborg, Skanderborg og Horsens har fået flere indbyggere, siger økonomisk konsulent Jacob Hangaard, Dansk Byggeri.
I de fire kommuner København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør er befolkningen vokset med mere end 17 procent de seneste ti år. I omegnskommunerne, på Østsjælland og i Nordsjælland er indbyggertallet steget med mellem fire til otte procent. I Østjylland er befolkningen vokset med knap ni procent, mens befolkningen i Nordjylland, Vestjylland og Sydjylland samt Vest- og Sydsjælland er vokset med mellem nul og to procent siden slutningen af 2009.
– Flere flytter til byerne. Ikke kun landets største byer, men også de mindre hovedbyer rundt om i landet. Her er der bedre muligheder for at studere og arbejde. Det stiller krav til boligbyggeriet, som skal følge med efterspørgslen i og omkring de store byer, siger Jacob Hangaard.
Flere nye borgere i København end i hele Jylland
I Københavns Kommune er antallet af indbyggere vokset med 106.103 personer i løbet af de seneste ti år. Det er en større befolkningstilvækst end i hele Jylland set over samme periode.
– Det siger noget om, hvor vild befolkningsudviklingen i hovedstadsområdet egentlig er, og hvis Københavns Kommune skal rumme de mange nye borgere, der også i årerene fremover kommer til, så skal de have sat fart på boligbyggeriet. Det planlægger de også i den kommende kommuneplan, men det er vigtigt, at man kommer hurtigt ud af starthullerne i planens første år, fordi der allerede mangler boliger, siger økonomisk konsulent Jacob Hangaard.
Vejle er nu Danmarks femtestørste by
I Vejle bor der nu 115.614 personer. Dermed har Vejle skubbet Esbjerg fra pladsen som Danmarks femte største by.
– Armlægningen om at være Sydjyllands største by ser dermed ud til at have fundet en vinder. Vejle er en by i vækst, som er vokset med cirka 9.300 indbyggere de seneste ti år. Og kommunen er i fuld gang med at udvikle byen, fx med den nye bydel ”Ny Rosborg”, hvor der de kommende år bliver bygget boliger til endnu flere nye indbyggere, siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri Jacob Hangaard.