Der er brug for et socialt opgør og oprør i København

Debatindlæg på 24NYT er alene udtryk for forfatterens holdning.

AF Cecilie Winther Kristensen (DF) kandidat til Borgerrepræsentationen og Region Hovedstaden

Cecilie Winther Kristensen

København har især i de seneste fede økonomiske år, svigtet det sociale arbejde. Protester mod en mere og mere tydelig anti-social politik, er ved at hobe sig op. Og et socialt og varmt hjerte, er ikke længere en naturlig ting, hos et flertal af politikere på Københavns Rådhus. I den henseende var det socialt bankende hjerte bedre, da f.eks. Egon Weidekamp og Jens Kramer Mikkelsen sad i Overborgmesterstolen.

I dag er der i København mange flop-projekter. Der er usædvanlig meget fokus på prestigeprojekter og en for stor overvægt på Formel-1, Tour d’ France, EM, VM, rådhuspandekager, dyre rejser, Ambassadør-fest, indirekte støtte til Ryan air m.m.

Og psykiatrien svigtes. Mange borgere med psykiatriske lidelser, får slet ikke den støtte og opbakning, som de har et naturligt krav på.

Jeg holder selv meget af sport. Og selvfølgelig skal vi støtte sporten. Men, kommunens sociale indsats står i skærende kontrast til de mange prestigeprojekter. Væresteder for psykisk syge lukkes, hjemløse svigtes med for få og dårlige overnatningspladser i vinterkulden, unge hjemløse bør hjælpes langt bedre, der er urimelig begrænsning af kapacitet til unge udviklingshæmmedes fritidstilbud, der er for lidt kapacitet til genoptræning af de hjerneskadede, det vrimler med klager i årevis, generelt over behandlingen i hovedstadens handicapcenter.

Det er blot få af de mange eksempler der kan nævnes. Og velviljen til at hjælpe Christiania i det røde København, er langt, langt større end at give penge til et aktuelt lukningstruet værested.

LÆS OGSÅ:  Forstår du det? (Debat)

Der er brug for et socialt opgør og oprør i København. Dansk Folkeparti på Københavns Rådhus vil gerne stille sig i spidsen for det. Hvis jeg bliver valgt, så lover jeg at stille mig i spidsen for såvel opgør som oprør.

Hvem vil være med?

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)