Lad os sige som det er: Der er ingen klimakrise. En rigtig krise kræver nemlig omgående og effektiv handling for at forhindre, at den bliver til noget, der er værre. Hvis der var en klimakrise, ville alle ansvarlige regeringer verden over prompte have truffet alle de nødvendige forholdsregler, der skal til for at løse krisen.
Nej, debatten om klimakrisen og den grønne omstilling handler udelukkende om skåltaler, bombastiske erklæringer, storladne visioner, højstemt retorik og uforpligtende korrekte holdninger. I det globale politiske narrespil opstiller politikerne alle mulige mål og ignorerer de tekniske og økonomiske realiteter. Klimadebatten er derfor fyldt med flyvske tanker og luftige ideer, der hverken tager højde for finansiering eller politisk realisme.
Danmark er et kapitel for sig. I Danmark er formålet med politikernes ambitiøse klimamål nemlig ikke at redde klimaet, idet alle er enige om, at den danske reduktionseffekt på klimaet er uden betydning. Nej, det egentlige formål med 70-procentmålsætningen er at blive et foregangs- og inspirationsland på klimaområdet. I den oppustede danske selvforståelse er danskerne nemlig Guds udvalgte grønne folk. Danskerne lever i deres helt egen boble, hvor man tror, at det, Danmark gør og siger, har stor global betydning. Selv om det danske CO2-udslip kun udgør en promille af det globale CO2-udslip, mener man i Danmark, at ved at agere som et foregangsland, som alle lytter til andægtigt og med beundring, vil den danske klimapolitik sprede sig over hele verden.
De ca. 120.00 nye private arbejdspladser, som DI vil bruge den grønne omstilling til at skabe, er subsidierede arbejdspladser. I den forbindelse peger de økonomiske vismænd på, at hvis man politisk vælger at flytte samfundets investeringsressourcer over i de såkaldte ”grønne” brancher, medfører det, at der andre steder i landets økonomi gennemføres færre investeringer, som også kunne have skabt arbejdspladser – vel at mærke mere produktive arbejdspladser uden statsstøtte.
Eftersom man fra politisk hold har besluttet, at Danmark skal gennemføre grøn omstilling, er det kun logisk, at DI’s medlemmer i den grønne branche ønsker at gafle en del af de offentlige milliarder, der er afsat til formålet. Det er dog ikke en uvant situation for DI. Dansk erhvervsliv har jo i forvejen snablen langt nede i de offentlige kasser. Den statslige erhvervsfremme udgør ca. 42 mia. kr. om året. Herunder subsidier bevilget via finansloven, støtte via skattesystemet, energistøtte samt støtte via regioner og kommuner.
Og nu, hvor klimaet er blevet mainstream, er der udsigt til ekstra 16 mia. kr., som kan gafles fra almindelige danskere og omfordeles til aktionærer og direktører i de ”grønne” virksomheder. Den mulighed anerkendes og omfavnes med glæde i DI.
På det globale plan forholder det sig således, at selv om Europa er i færd med at bevæge sig væk fra kulkraft, voksede verdens samlede kulforbrug alligevel med 1,4 pct. sidste år i takt med en generelt stigende appetit på energi. Ca. 75 pct. af verdens CO2-udledninger kommer fra fattige lande med vigtige udviklingsprioriteter såsom at undgå fattigdom, sult og sygdom. Det er derfor mest i EU og USA, at forbruget af kul ventes at falde frem mod 2023. I Sydøstasien og Indien ventes forbruget at stige. Kina bruger i dag over halvdelen af verdens kul, og Indien bruger mere kul end Europa og Rusland tilsammen. Derfor er det langt fra nok til at løse klimaproblemerne, at Europa vælger kullet fra.
På baggrund af ovenstående kan det ikke undre, at verdens største CO2-udledere ikke har deltagelsen i FN’s klimatopmøde COP26 i Glasgow som topprioritet. Det er endnu uvist, om Kinas præsident, Xi Jinping, og Indiens premierminister, Narendra Modi, deltager i klimatopmødet, og man kan heller ikke forvente at se Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro. Senest har den russiske præsident, Vladimir Putin, meddelt, at han ikke kommer til topmødet.
Hvorom alting er: Trods utallige klimakonferencer og topmøder kommer verdens forsyning af energi fortsat overvejende fra fossile kilder og CO2-udledningen slår rekorder. Andelen af verdens energiforsyning, der kommer fra fossile kilder, har ligget stabilt igennem de sidste 20 år. I 2000 var den 80 pct., i 2006 81 pct. og i 2017 81 pct.
André Rossmann