Site icon 24NYT

Der er nogle der er mere lige end andre

Innovationsminister Sohie Løhde (V) påtænker at stramme lovgivningen, så det offentlige kan ophæve en kontrakt med en virksomhed, der er dømt for lovbrud. Det skriver Børsen.

Der skal altså strammes i den private sektor, mens det offentlige går fri, idet politikerne holder hånden over de inkompetente offentlige topchefer, som er ansvarlige for skandaler, der koster skatteyderne milliarder af kroner. Ansvaret bliver hver gang tørret af på mellemledere, der bliver gjort til syndebukke og fyret.

Vi har i de senere år oplevet mange skandalesager, som burde have fået personalemæssige og/eller strafferetlige konsekvenser, men som er endt med en løftet pegefinger. Typisk flyttes inkompetente topembedsmænd, som må gå af som følge af skandalesager, til et nyt velbetalt lederjob i centraladministrationen eller får en bonus. De bliver ikke stillet til ansvar.

Udbytteskandalen i SKAT, der har kostet skatteyderne over 12,3 mia. kr., har således ikke fået strafferetlige konsekvenser for de to centrale personer, Jens Brøchner og Jesper Rønnow Simonsen. Brøchner fortsætter karrieren i det SKAT, som han har været med til at køre i sænk.

Ansvaret for den manglende interne kontrol i Socialstyrelsen, som gjorde det muligt for Britta Nielsen at gafle 116 mio. kr., får heller ikke personalemæssige eller strafferetlige konsekvenser for socialminister Mai Mercado og hendes departementschef Jens Strunge Bondo. De har begge haft det overordnede ansvar for Socialstyrelsen, mens Britta Nielsen stjal penge fra styrelsen.

Sagde nogen bananrepublik?

 

Exit mobile version