Der er så dejligt på landet – bare ikke på cykel

Sara Brøndum de Reybekill bor i Laven. Hun tør ikke cykle med sine børn. Foto: Jens Hasse

Det er alt for utrygt at bo på landet, hvis man vil cykle, mener Cyklistforbundet. Foreningen efterlyser i det nye nummer af Magasinet CYKLISTER langt flere cykelstier.

Magasinet CYKLISTER sætter i det nye nummer fokus på, hvordan det er at bo og cykle på landet, og konklusionen er nedslående. Utrygheden gør at mange vælger cyklen fra. Det konstaterer landsformanden for Cyklistforbundet, Jens Peter Hansen, der selv bor på landet lidt uden for Hvidsten, 13 km nord for Randers.

”Vi skal cykle syv kilometer på veje med 2.000 – 3.000 køretøjer, inden vi kommer hen til en cykelsti. Min kone tør kun at cykle, når der er dagslys; hun cykler der ikke, når det er mørkt, fordi hun føler sig utryg. Og når hun kommer hjem, er hun ofte frustreret over bilerne, der su­ser tæt forbi hende,” siger landsformanden i CYKLISTER og kræver handling.

”Og det er desværre ikke kun hos os, det er sådan. Vil man forbedre sundheden, reducere trængsel, mindske transportens klimaaf­tryk og tiltrække ressourcestærke borgere til landdistrikterne, må politikerne prioritere sikkerheden for cyklister. Vi foreslår i Cyklistforbundet, at der i otte ret­ninger og ude fra en 12 til 15 km etableres en tryg og sikker cykelinfrastruktur ind mod de større pro­vinsbyer,” siger Jens Peter Hansen.

Bladet har også besøgt byen Laven i Østjylland, hvor Sara Brøndum de Reybekill bor med sin familie. De vil gerne cykle med deres børn, men de tør ikke. Familien havde planer om at købe en elcykel, så de selv kunne køre børnene til og fra daginstitution, og med tiden skulle børnene selv cykle til skole og fodbold, men planerne er foreløbigt skrinlagte.

LÆS OGSÅ:  Årets Børnecyklist: Ti-årige Bertil Emil Vester Mortensen fra Ørbæk på Fyn

”Der er tre veje ud af Laven, og ingen af stederne er der cykelsti. Her er mange bakker og sving med dårlige oversigtsforhold, som gør det farligt at cykle ud af byen,” siger hun til CYKLISTER.

Her til maj deltager mange tusinde i Cyklistforbundets kampagne VI CYKLER TIL ARBEJDE, og mange af dem plejer ikke at cykle til arbejde. Landsformand, Jens Peter Hansen, ville ønske, at det for alle var en tryg og rar oplevelse.

”Jeg vil ønske, at de både oplever, hvor fantastisk det er at komme sund og frisk frem til arbejde, og har haft en god oplevelse med det, men hvis de bor på landet, er der desværre risiko for, det ikke føles trygt – eller at de slet og ret dropper at tage cyklen til arbejde. Det kan ingen være tjent med,” siger Jens Peter Hansen.

Ifølge tal fra DTU’s transportvaneundersøgelse cykler folk på landet langt mindre, end folk i byerne. I 2021 cyklede folk i landområder og byer under 1000 indbyggere cirka en halv kilometer om dagen, mens beboere i hovedstaden cyklede næsten to en halv kilometer pr. dag i gennemsnit.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)