Af Peter Andreas Fog, medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse
Der er sket et skred i den etablerede presses funktion i de seneste årtier. Men besynderligt nok, er selvbilledet ikke fulgt med. Pressen er gået fra at være magtens vagthund, til i stadigt højere grad at fungere som magtens pressetjeneste. Man er gået fra kritisk presse til en ansvarlig presse.
Årsagerne er mange, men mediehuse er forretningsmodeller, der har et produkt, som skal sælges. Produktet er den gode historie, som alle skribenter jagter. Og den gode historie kan være mange ting, også et eksklusivt interview med ministeren, eller måske endda få del i en hemmelighed, som ministeren eller en anonym embedsmand sidder inde med. Obamas sikkerhedsrådgiver Ben Rhodes forklarede det for et par år siden således:
”Alle aviserne plejede at have udenrigsredaktioner. Nu har de det ikke. De ringer til os for at få at vide, hvad der foregår i Moskva og Cairo. De fleste udgivere rapporterer om verdensbegivenheder hjemme fra Washington. Den gennemsnitlige journalist vi taler med er 27 år og den eneste erfaring består af at opholde sig tæt ved valgkampe. Det er en kæmpe omvæltning. De ved bogstaveligt talt ingenting.”
Således er det ikke overraskende, at den etablerede presse bliver indspist i den politiske magt. Magten er en del af deres kilder og kilder beskytter man – hvis man er ansvarlig. Det var New York Times og Washington Post ikke i 1971, da de valgte at trykke ‘The Pentagon Papers’.
Daniel Ellsberg, der sov ind sidste år, var i slutningen af 1960erne analytiker for daværende forsvarsminister Robert McNamara og kunne på første parket se, hvorledes den amerikanske regering løj for deres befolkning om krigen i Vietnam. Krigen kunne ikke vindes, uanset at man blev ved med at øge indsatsen. Men man fortalte befolkningen at alt gik godt og sejren var lige rundt om hjørnet. Send blot flere penge – og sønner. Det var meget vigtigt med en sejr, man stod midt i den Kolde Krig, og ville forhindre at Vietnam faldt i kommunismens hænder. Skete det, ville det sætte gang i en dominoeffekt i Sydøstasien, hvor andre lande ville blive små kommunistiske regimer.
Ellsberg smuglede hemmeligtstemplede papirer ud fra Pentagon, og han kontaktede New York Times journalisten Neil Sheehan, som han kendte fra Vietnam. Selv om Ellsberg kun gav Sheehan lov til at tage noter af, hvad han kunne læse hos Ellsberg, lod Sheehan dem fotokopiere, mens Ellsberg var på ferie. Nixons regering fik dog nedlagt fogedforbud mod at offentliggøre dokumenterne af hensyn til landets sikkerhed, så Ellsberg gav dokumenterne til Ben Bagdikian, der var udenrigsredaktør på Washington Post. Washington Post tolkede fogedforbuddet som noget, der angik New York Times og valgte at trykke historien.
En Højesteretsdom slog derefter fast, at offentlighedens interesse vejede tungere end statens hemmeligheder (da statens opgave er at arbejde for offentligheden) og alle større aviser bragte derefter Washington Posts historie. Ellsberg, som havde ‘lånt’ de hemmeligtstemplede papirer, blev dog retsforfulgt, men sagen blev forkastet af dommeren, fordi FBI ulovligt havde aflyttet Ellsberg og andre indblandede.
Det var ikke blot opfattelsen af krigen i Vietnam, der ændrede sig, men også perceptionen af, hvad den amerikanske regering var i stand til. Eller rettere, den ændrede sig for en tid. Medierne ændrede sig nemlig også og blev igen langsomt mere indspist i magten.
I disse dage tager en britisk domstol stilling til, om stifteren af Wikileaks, Julian Assange, kan udleveres til USA, hvor han vil blive retsforfulgt for igen at sætte amerikansk krigsførelse i forlegenhed. Assange var ellers en meget feteret mand, der vandt allehånde priser for sine afsløringer af diverse staters magtmisbrug. Men da hans Wikileaks lækkede 11.000 dokumenter om krigens gang i Afghanistan og senere en optagelse fra Irak, som viste en amerikansk kamphelikopter, der mejer civilister ned under indtryk af at de er legitime mål, har USA haft ham eftersøgt (Den Republikanske senator Ron Paul leverede en blændende forsvarstale for Assange i 2010).
Som med Ellsberg før ham, argumenterede den amerikanske stat med at hemmelighederne var af hensyn til statens sikkerhed og som med Ellsberg før ham, er man gået til ulovligheder for at få ram på ham. Man kan i hvert fald dårligt få andet indtryk, når man genlæser Mikael Jalving, der for et par år siden skrev i Jyllands-Posten
Vi lærte at kende den lyslokkede aktivist på de ubekvemme sandheder fra USA’s krige i Afghanistan og Irak, som han lækkede for straks at blive venstrefløjens darling. På kort tid opnåede han, hvad man vel bedst kan sammenligne med rockstjernestatus, og modtog priser fra nær og fjern.
Men så gjorde han noget overilet. Netop efterlyst af de amerikanske myndigheder rejste han til Stockholm for at give et foredrag blandt hujende fans og endte tilsyneladende i kløerne på to kvinder, som kort efter anklagede ham for voldtægt.
Anklagen blev en stor mediesag. De svenske myndigheder udsendte en anholdelsesbegæring, og en britisk domstol fastslog, at Assange skulle udvises til Sverige. Det sidste var ham meget imod. Så meget, at han flygtede ind på på Ecuadors ambassade, hvor han fik politisk asyl og fortsatte sit virke, herunder at få to børn med en sydafrikansk jurist, der blev forelsket i ham og filmede sin anden fødsel med et Gopro-kamera, så hendes mand kunne se miraklet ske.
Det er således ikke pikante detaljer, sagen mangler. Dens efterspil er også spektakulært. Først frafaldt de svenske myndigheder voldtægtsanklagen. Dernæst udløb hans asyl på ambassaden, hvorefter han blev anholdt af britisk politi. USA kræver ham udleveret, men den trækker ud, mens han holdes indespærret i et topsikret fængsel sydøst for London.
Der er endnu en parallel til Ellsberg, nemlig at den amerikanske regering igen dyrkede en dominoteori, men denne gang en formuleret af, hvad man kalder de ‘neo-konservative’. Optimistisk handlede den om, at hvis man kunne ændre et diktatorisk regime i Mellemøsten, til et lille demokrati efter amerikansk forbillede, ville andre snart følge med. Igen noget vrøvl, som det viste sig.
Selv om medierne svælgede i de historier, som de fik fra Wikileak, så er Assange ikke længere en helt, som Ellsberg. Hans skæbne er nærmest ignoreret og beskrives kun som et kuriosum, som ville man ikke blande sig i et gammelt ægteskab. Men Assange er psykisk nedbrudt af de facto at være fængslet, hvor som helst han kan få asyl uden at vide, hvad fremtiden bringer. Og pressen udtrykker nærmest ingen sympati.
Men det bliver værre, for i sidste uge erklærede Jack Teixeira sig skyldig i at have videreformidlet militære hemmeligheder, igen fra Pentagon. Og igen handlede det om den diskrepans, der er mellem en krigsindsats og hvad offentligheden, der betaler gildet, får at vide. USA vidste inden den meget opreklamerede ‘forårsoffensiv’, der skulle drive russerne ud af Ukraine, var startet, at krigen reelt var tabt for ukrainernes vedkommende.
Teixeira, der var 21 år ved sin anholdelse, havde delt diverse hemmeligt stemplede oplysninger på et chat-forum, hvor han tilsyneladende forsøgte at imponere de andre unge mænd i gruppen. Skønt hans opfordringer til at gå stille med det hemmelige materiale begyndte hemmelighederne at flyde rundt på nettet og tiltrak sig først og fremmest nogle hjemmesider, der var ‘prorussiske’.
Man skulle tro, at statens hemmeligheder og løgne ville interessere magtens vogtere. Igen kunne statens egne dokumenter nemlig vise, at staten løj om en igangværende krig. Igen slog staten tilbage med hensynet til dens egen sikkerhed, de mente vejede tungere end offentlighedens interesse. Det kan aldrig understreges nok, at offentligheden ejer staten. Og igen hvilede statens ræsonnement på en dominoteori – denne gang at Ruslands Vladimir Putin. på vej mod sit otium, er sprunget ud som Hitler. Hvis ikke han stoppes i Ukraine, overløber han resten af Europa, argumenterer man, og stoler blindt på, at pressen ikke stiller det indlysende spørgsmål – hvis Ukraine overhovedet har en chance, hvorfor så bekymre sig, når man er NATO?
Hvor Ed Sheehan og Ben Bagdikian fra New York Times og Washington Post gik i brechen for hensynet til offentligheden, gik nutidens New York Times og Washington Post i brechen for ansvaret overfor staten. Som John Hayward skrev på Breitbart, så begyndte de hver især, at spore oprindelsen, til de lækkede dokumenter på nettet og fandt endelig det chat-forum, hvor Teixeira havde delt det ulovlige indhold – “It then took the Washington Post about a week to hunt Teixeira down.”
Til forskel fra Ellsberg og Assange, behøvede myndighederne denne gang ikke at begå ulovligheder for at få fat i whistleblowerne, for de havde pressen på deres side. Pressen er gået fra at tjene offentlighedens interesser til at tjene staten, forført af en ide om at være ansvarlig.