Valgsvindel forekommer ikke i USA, meddeler Berlingske
”En fremtrædende debattør som Lars Hedegaard har efter midtvejsvalget … sået tvivl om dette valgs gyldighed med tågede spekulationer om snyd. Det er uansvarligt, og det burde påhvile enhver at afholde sig fra den slags”, skriver Berlingskes chefredaktør Tom Jensen i en leder.
Hertil er der at sige, at det burde påhvile enhver fremtrædende chefredaktør at følge med i, hvad der sker i USA, i stedet for udelukkende at forlade sig på de historier, han kan læse i det demokratiske partis medier. Det vil sige alle de store medier bortset fra Fox News og Newsmax.
Det burde også påhvile Tom Jensen at spekulere over, hvad Barack Obama kan have ment, da han i 2008 til et begejstret publikum forklarede: ”Jeg skal fortælle jer noget. Det hjælper i Ohio, at vi har demokrater til at styre maskinerne.” Han talte om de maskiner, der bliver brugt ved stemmeoptællingen, og som gentagne gange er blevet kritiseret, fordi de er sårbare for manipulation og snyd.
Hvad mon der skete ved det netop overståede guvernørvalg i svingstaten Arizona, hvor republikaneren Kari Lake førte stort i meningsmålingerne, men ifølge det officielle resultat måtte se sig slået af demokraten Katie Hobbs med 17.000 stemmer?
For at imødegå forventet valgsvindel i Maricopa County – Arizonas folkerigeste valgdistrikt – havde det republikanske parti hyret adskillige advokater til at overvåge valghandlingen, og de har kunnet berette om mange uregelmæssigheder. Advokaterne besøgte 115 ud af Maricopa Countys 223 valgsteder og fortæller til Western Journal (20.11.), at der var tekniske problemer 72 af dem, idet tabulatorerne ikke kunne optælle stemmerne selv efter flere forsøg. Det medførte, at en del vælgere blev frustrerede og gik hjem uden at have stemt.
Andelen af stemmesedler, der ikke kunne optælles, uanset hvor mange gange vælgeren indsatte dem i tabulatoren, svingede mellem 5 pct. og 85 pct., fortæller Mark Sonnenklar, som koordinerede den republikanske indsats. Det antages, at årsagen var, at stemmesedlerne ikke var trykt med blæk, der ikke var kraftigt nok, til at maskinen kunne læse dem. I andre tilfælde måtte vælgerne vente i op til to timer for at få udleveret en stemmeseddel. Disse uregelmæssigheder er især gået ud over de republikanske vælgere, som i langt højere grad plejer at stemme på selve valgdagen end demokraterne, der er langt mere tilbøjelige til at brevstemme op til flere uger før den officielle valgdag.
Ifølge Sonnenklar har disse problemer ført til omfattende ”voter suppression” (vælgerundertrykkelse).
Naturligvis skal man ikke uden videre tage den republikanske rapport for gode varer, men når et politisk parti, der i hvert fald repræsenterer halvdelen af Arizonas vælgere, hævder, at der er blevet fusket, må det give anledning til en nærmere undersøgelse. Og det er netop, hvad Arizonas justitsminister (Attorney General) nu har forlangt.
I et brev til Maricopa County kræver justitsministerens ”Elections Integrity Unit” – den afdeling, der overvåger valgsikkerheden – en forklaring på de konstaterede uregelmæssigheder. Vicejustitsminister Jennifer Wright skriver, at ministeriet har modtaget hundredvis af klager over den måde, hvorpå valghandlingen er foregået i Maricopa County. ”Disse klager … rummer førstehånds-vidnesbyrd, der giver anledning til bekymring, om Maricopa County har overholdt Arizonas valglov”, skriver Wright. Hun påpeger, at valgmaskinerne blev testet den 7. november, dagen før valget, og fundet i upåklagelig stand. Alligevel begyndte de svigte i løbet af valgdagens første halve time. Blandt flere andre problemer påpeger Jennifer Wright, at valgtilforordnede åbenbart undlod at adskille de optalte stemmer fra dem, der endnu ikke var optalt.
”Arizonas borgere har krav på en udtømmende rapport og forklaring på de mange problemer, der forekom i forbindelse med Maricopa Countys administration af 2022-valget”, slutter vicejustitsminister Jennifer Wright.
Måske skulle Jennifer Wright spare tid og i stedet skrive til Tom Jensen. Han ved nemlig, hvad der foregår.
https://www.facebook.com/