Der mangler 1.500 fængselsbetjente om få år

Antallet af indsatte stiger med 1.000 frem til 2025. Det fremgår af en artikel i dagens Jyllands-Posten, som har prognosen fra et internt forhandlingsnotat om Kriminalforsorgens økonomi.

Hvis prognosen holder stik, vil der om fire år dagligt sidde 5.250 indsatte i landets fængsler og arresthuse, hvor tallet nu er 4.200.

Med 5.250 indsatte vil der være brug for 3.500 fængselsbetjente for at overholde en faktor på 1,5, som har været forholdet mellem de to grupper de seneste 20 år.

I dag er der knap 2.000 fængselsbetjente. Der mangler altså 1.500 fængselsbetjente om fire år.

Fængselsforbundets formand, Bo Yde Sørensen, er alt andet end optimistisk for, at det vil lykkes at ansætte så mange betjente.

”Det ser meget sort ud. Men forhåbentlig står det nu klart, at der skal ske noget radikalt for at redde Kriminalforsorgen,” siger han.

575 om året
Det er dog ikke nok bare at ansætte 1.500 nye betjente.

Årligt er der cirka 200 fængselsbetjente, som stopper på grund af nedslidning, pension og jobskifte.

Hvis der i 2025 skal være 1.500 flere fængselsbetjente, skal der derfor ansættes 2.300 betjente. Det vil sige 575 om året. Det er over 400 flere, end Kriminalforsorgen årligt har ansat de seneste tre år.

Ved den seneste flerårsaftale for Kriminalforsorgen i 2017 blev der lovet 250 flere fængselsbetjente i løbet af aftaleperioden 2018-2021.

LÆS OGSÅ:  Danske fængsler er meget dårligere bemandet end svenske og norske

Ved aftalens udløb her i efteråret 2021 er der dog 300 færre fængselsbetjente. Problemet er, at der er langt flere, som stopper i jobbet, end det antal, der bliver ansat.

Bo Yde Sørensen håber, at den næste aftale ikke er rent bluf: ”Vi har brug for, at politikerne lever op til det, de lover. Den sidste aftale lød godt på papiret, men virkeligheden blev noget helt andet.”

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)