Af Oberst Richard Kemp. Oprindelig bragt på Gatestone.
For halvtreds år siden, den 5. og 6. september 1972, så verden rædselsslagen på, mens jøder på ny blev myrdet brutalt på tysk jord, ved Olympiaden i München. Otte terrorister fra Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), under dæknavnet “Sorte September”, torturerede og myrdede 11 israelske sportsfolk og kastrerede den ene af dem, mens han lå døende foran sine holdkammerater. De havde stormet sportsfolkenes indkvartering, dræbt to med det samme og holdt resten som gidsler, idet de krævede løsladelse af 234 terrorister, som sad fængslede i Israel. Premierminister Golda Meir — som havde været medunderskriver på Israels uafhængighedserklæring i 1948 — nægtede at forhandle med dem, idet hun betegnede det som afpresning. Hun sagde senere: “Vi har lært en bitter lektie. Man kan redde ét liv straks, blot for at udsætte flere liv for fare. Terrorisme skal udraderes.”
I mellemtiden havde Berlin tilbudt terroristerne sikker passage og ubegrænsede kontanter, hvilket de dog afviste. I kaosset under et katastrofalt forkludret tysk forsøg på at gennemføre et bagholdsangreb på morderne på Fürstenfeldbruck luftbase nær München den 6. september nedslagtede terroristerne med håndgranater og kugler de tilbageværende ni sportsfolk i de helikoptere, som havde fløjet dem dertil, foruden en tysk politibetjent. Alle terroristerne, bortset fra tre, blev dræbt under brandslukningen. IDF’s specialenhed Sayeret Matkal (General Staff Reconnaissance Unit) havde været i luften for at iværksætte en redningsaktion, men den tyske regering havde nægtet dem adgang til landet og havde overlegent afvist ethvert råd fra lederne i Mossad og Shin Bet, som var blevet fløjet ind.
Disse var tvunget til at stå og se på, at deres israelske landsmænd blev slagtet.
Terroristerne var bevæbnede med våben, der var blevet smuglet ind i Tyskland via diplomater fra Libyen, hvor de var blevet optrænet til deres morderiske mission. Libyens præsident Muammar Gadaffi havde betalt angrebet efter anmodning fra PLO-leder Yasser Arafat, som efterfølgende nægtede enhver indblanding og to år senere blev hyldet under stående klapsalver i FN’s Generalforsamling. Mahmoud Abbas, som idag er præsident for Det Palæstinensiske Selvstyre, var en nøglespiller i forberedelsen af operationen. Da samme Abbas pralede af sig selv på verdensscenen 50 år senere, nægtede han stadig at udtrykke nogen form for anger over de mord, som han havde været med til at sætte i værk.
Selv mens angrebet foregik, insisterede Avery Brundage, formand for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), på, at legene skulle fortsætte. Mens to israelere lå dræbt og ni andre blev truet med skydevåben, startede dagens første sportsbegivenhed til tiden, med tysk præcision, kl. 8.15 om morgenen. Brundage gav først sin tilladelse til en afbrydelse 12 timer efter, at angrebet var begyndt, og efter en kort pause fortsatte sportsbegivenhederne, som om intet var hændt. “Det er utroligt, at de fortsætter,” skrev Los Angeles Times dengang, “det er næsten som at danse i Dachau” (som lå få kilometer derfra).
I en tale under mindehøjtideligheden dagen efter mordene forklejnede Brundage, som med held havde kæmpet imod en amerikansk boykot af nazisternes Olympiade i Berlin i 1936 på grund af jødeforfølgelser, på det skammeligste mordene på de 11 israelere. En anmodning fra den tyske kansler om, at alle nationalflag skulle flage på halv stang under legene, blev annulleret, efter at de arabiske lande havde nægtet at efterkomme den.
Lederen af Mossad, Zvi Zamir, som var vidne til massakren, skrev:
“Vi iagttog de israelske sportsfolk, med bundne hænder, flankeret af terroristerne og i takt marchere på rad og række hen imod helikopterne. Det var et rystende syn. Især for en jøde på tysk jord.”
Voldelig aktion imod PLO fulgte hurtigt. To dage efter massakren, den 8. september, bombede israelske fly ti PLO-baser i Syrien og Libanon og dræbte op mod 200 terrorister, samt nedskød tre syriske jetjagere, som forsøgte at hindre angrebsstyrken. Dette blev fulgt op af en operation på jorden, hvor IDF’s hærenheder trængte ind i Libanon og dræbte anslået 45 PLO-terrorister.
En resolution i FN’s Sikkerhedsråd den 10. september, som opfordrede Israel til at standse sine militære operationer i Syrien og Libanon, påfaldende nok uden overhovedet at nævne massakren i München, blev mødt med et veto fra USA under stærke protester fra Sovjetunionen og Kina. Den sovjetiske ambassadør bemærkede, at en sidestilling af de israelske angreb med begivenhederne i München “ville være ensbetydende med at se gennem fingre med de israelske manikeres aggressive politik”. Sovjetunionen havde selvfølgelig selv blod på hænderne i München, idet de havde skabt PLO og sporet den ind på vejen til terrorisme i Europa ved at finansiere og støtte angreb.
USA’s ambassadør til FN, George H.W. Bush, sagde, at resolutionen ignorerede realiteterne og “søgte virkning, ikke årsag”. Han fortsatte med at sige, at resolutionens “tavshed vedrørende katastrofen i München” inviterede til endnu mere terrorisme. I en omtale af det bredere emne palæstinensisk vold tilføjede han: “Vi søger og støtter en verden, hvor sportsfolk ikke behøver at frygte for snigmordere og passagerer på fly ikke behøver at frygte for kapring”.
Bushs ord i New York blev vel modtaget i Israel, men ord var ikke nok for en traumatiseret nation, som netop havde set 11 kister forlade Lods lufthavn i en lang række af IDF’s kommandovogne, og hvis bekymring var blevet forstærket af beslutningen om at lade legene fortsætte, som om massakren på jøder i Europa endnu engang blot kunne fejes til side. Det tilfaldt Golda Meir at omsætte Bushs ord i handling: det var hendes folk, der var i kikkerten.
Over for det var de militære togter ind i Syrien og Libanon ikke nok. At håndtere truslen fra lande i Mellemøsten var én ting, at konfrontere terror i Europa noget ganske andet. Inden München havde israelske efterretningsorganisationer gentagne gange givet europæiske regeringer oplysning om terrorceller og angrebsplaner i deres lande. Men som Meir fortalte Knessets udenrigskomité: “Vi informerer dem om det én gang, to gange, tre gange eller fem gange, og der sker intet”. [Citeret og oversat fra Rise and Kill First, Ronen Bergman, 2018.] Den europæiske tøven med at handle på efterretninger og derved støde de palæstinensiske terrorister og deres arabiske sponsorer fra sig havde åbnet for en bølge af dødbringende angreb. I de foregående tre år var 16 mennesker blevet dræbt og såret i syv terrorangreb mod israelske og jødiske mål alene i Vesttyskland.
Konfronteret med manglende handling i Europa havde Mossad tidligere foreslået direkte angreb på terrorister på kontinentet. Meir, som mente sig forpligtet til at respektere venligtsindede landes suverænitet, nægtede og godkendte kun operationer i mellemøstlige lande, som var fjendtlige mod Israel. Dette ændrede sig alt sammen med München. Seks dage efter massakren sagde hun til Knesset:
“Hvor som helst der lægges planer, hvor de forbereder folk til myrde jøder, israelere — jøder hvor som helst — det er der, vi er forpligtede til at ramme dem”. [Rise and Kill First, Ronen Bergman, 2018]
Med disse ord udløste Meir en af de mest succesfulde kontraterroroperationer, verden nogensinde har set.
Trods den barske holdning, og inden hun fremlagde den for regeringen, havde Meir forståeligt nok haft voldsomme kvaler, såvel af moralske som af politiske årsager. Hun sagde senere:
“Der er ingen forskel på selv at begå drab og træffe beslutninger, som vil sende andre ud for at begå drab. Det er præcis det samme, eller endda værre.”
Hun var også bekymret for de unge israelere, som hun ville sende ud i den alvorligste fysiske og psykologiske fare. Hun vidste, at hvis et menneske kan jage, så kan det også blive jaget. Som hun selv udtrykte det: “De sidder direkte mellem fjendens kæber”.
Mossad havde forberedt sig på sådan en operation lige siden 1969 og sendte straks nogle målrettede dræberhold, med kodenavnet “Bajonet,” ind i Europa. Det første af flere angreb kom mindre end to måneder efter München, den 16. oktober i Rom, hvor PLO’s repræsentant i Italien, Wael Zwaiter, en fætter til Yasser Arafat, blev skudt ned. Flere drab fulgte i Frankrig, Cypern, Grækenland og andre steder. Henrettelserne blev suspenderet efter juli 1973, hvor en uskyldig mand fejlagtig blev anset for at være PLO-terrorist og blev myrdet i Lillehammer, Norge. De blev genoptaget i 1978 under premierminister Menachem Begin.
Uden for Europa dræbte Operation Spring of Youth, et fælles IDF-Mossad-togt i Beirut under ledelse af Ehud Barak (som senere blev premierminister), den 9. april 1973 tre fremtrædende PLO-ledere og omkring 50 andre terrorister. Dagen efter fordømte Walter Nowak, tysk ambassadør i Beirut, angrebet. Blot seks måneder efter München havde han på skandaløs vis afholdt et møde med en af Sorte Septembers ledere, som blev dræbt i IDF-togtet, Abu Youssef, som selv havde været med til at organisere massakren, for at tilbyde planer om at skabe “et nyt fundament af tillid” mellem PLO og den tyske regering. Denne begivenhed er betegnende for de to tilgange: hvor Tyskland formildede terroristerne, udslettede Israel dem.
De målrettede drab, som Golda Meir gav ordre til, skulle standse terrorangreb imod israelere udført i og fra Europa og skete ikke, som det ofte er blevet antaget, som hævn for München — flertallet af de dræbte var ikke direkte forbundet med Olympiade-massakren. Mossads chef Zvi Zamir siger det klart: “Vi var ikke beskæftiget med hævn”. Han forklarer videre: “Det, vi gjorde, skete for konkret at hindre gentagelser i fremtiden. Vi aktionerede imod dem, der troede, at de kunne blive ved med at begå terrorhandlinger”.
Det handlede om forebyggelse og afværgelse af terrorangreb mod israelske borgere i lande, hvor de nationale myndigheder selv havde vist sig uvillige til at handle. Det handlede også om at skræmme, at få terroristerne til at forstå, at prisen for deres handlinger ville blive høj — allerhelst for høj. Dette forklarer den dramatiske måde, hvorpå nogle af angrebene blev udført, herunder brugen af sprængstoffer frem for mere kliniske midler eller hændelser, som lod sig slå hen som værende uheld. Mossad ønskede, at terroristerne ikke skulle være i tvivl om, hvorfor deres kammerater blev dræbt og hvem der gjorde det. Af politiske grunde måtte dette afbalanceres med muligheden for sandsynlig benægtelse, et vedvarende princip ved mange israelske kontraterroroperationer både før og siden. Det gik for alvor galt i Lillehammer, hvor seks Mossad-agenter blev arresteret og retsforfulgt.
Imperativet bag Israels målrettede drab blev atter bekræftet mindre end to måneder efter Olympiaden, da et Lufthansa-fly fra Beirut til Frankfurt blev kapret af nogle palæstinensere, som krævede løsladelse af de tre terrorister, som havde overlevet i München. Den tyske regering betalte omgående en løsesum på 9 millioner dollars og løslod mændene, som blev fløjet via Zagreb til Libyen, hvor de fik en heltemodtagelse.
Det sidste, Berlin ønskede, var at retsforfølge disse mordere, idet tysk efterretningsvæsen advarede om yderligere terrorhandlinger for at gennemtvinge deres løsladelse. Begivenhedernes drejning kom derfor yderst bekvemt og nogle eksperter, herunder Mossads daværende leder, har beskyldt den tyske regering for at have betalt PLO for at iscenesætte flykapringen som dække for terroristernes frigivelse. Den version blev tillige bekræftet i et interview med den selvudråbte leder af München-massakren, Abu Daoud.
Efter deres løsladelse skrev formanden for det tyske udenrigsministerium et memorandum til kanslerens kontor, hvori der stod: “Vi bør være glade for, at hele affæren er faldet tilstrækkeligt til ro.” Dette afspejlede en fremherskende indstilling i hele Europa dengang og siden. I 1977 arresterede de franske myndigheder Abu Daoud, terrorlederen. De spurgte, om Tyskland ønskede ham udleveret, men tyskerne afstod. Den franske regering, som var bekymret for muligheden af angreb på egen jord som følge af hans fængsling, lod Daoud flyve til Algeriet få dage senere under stærke protester fra Israel og USA og ros fra Sovjetunionen. Helt frem til sin død pralede han af den massakre, som han havde organiseret.
Såvel frygt for terrorisme som formildelse af arabiske terrorister hos europæiske regeringer var motiveret af en ængstelse for, at et alt for tæt sikkerhedssamarbejde med Israel ville skade deres forhold til de arabiske lande, true olieforsyningen og eksportaftalerne.
Amerikanske og europæiske ledere var ofte kritiske over for Israels politik med målrettede drab, hvilket til tider indvirkede på udvekslingen af efterretninger såvel som på de diplomatiske og handelsmæssige forbindelser, og der var dem, der beskyldte Israel for at anvende terrortaktik. Men som Golda Meir påpegede:
“Den, der truer med et skydevåben, og den, der forsvarer sig for at sikre, at våbnet ikke bliver affyret imod ham, er ikke ét og det samme.”
Efter at islamiske terrorister begyndte at rette deres våben mod vestlige borgere, opløstes disse “principielle” protester nødvendigvis, og Amerika og dets allierede var hyppigt tvunget til at ty til en politik efter israelsk mønster. USA og Storbritannien har brugt efterretningsvæsener, specialstyrker, droner og luftangreb for at gennemføre målrettede drab på terrorister, blandt andet i Yemen, Pakistan, Afghanistan, Irak og Syrien. To dage efter terrorangrebene i Paris i 2015 indledte franske væbnede styrker, støttet af Storbritannien, en bølge af luftangreb imod Islamisk Stats baser i Syrien, næsten som et ekko af Israels angreb i Libanon og Syrien i dagene efter München.
I denne ændrede situation kan det ikke overraske, at når Mossad forsynede europæiske lande med efterretninger om terrorplaner på deres jord, skulle de ikke have det fortalt “to gange, tre gange eller fem gange”. Eftersom deres egne borgere nu var i kikkerten, greb de hurtigt til de handlinger, som de undlod i 1970’erne, hvor Israel var hovedmålet.
Alt for ofte har vestlige lande, trods tidligere afvisninger, fordømmelser og til tider fjendskab, i sidste ende været nødt til at følge det spor, Israel som det første land var tvunget til at følge for at beskytte sit folk. Amerikanske og europæiske reaktioner på jihadangreb på eget territorium, især efter 9/11, er eksempler herpå.
I øjeblikket oplever vi endnu et eksempel: den iranske atomtrussel. Israelske ledere har gentagne gange advaret om, at Teherans atomprogram ikke alene udgør en stor fare for deres eget land, men for hele regionen og for verden. Ligesom i sin reaktion på München gennemfører Israel en hemmelig kampagne for at standse det, herunder via målrettede henrettelser. I mellemtiden formilder USA og europæiske lande mullaherne i Teheran, præcis som de gjorde med de palæstinensiske terrorister i 1970’erne, og er stærkt på vej til at indgå en handel, som vil bane vejen for en iransk anskaffelse af atomvåben. At ignorere de israelske advarsler vil denne gang have endnu alvorligere og vidtrækkende konsekvenser.
Israels kraftfulde kampagne efter München var en succes. Den overbeviste den arabiske verden om, at Mossad kunne slå til hvor som helst og når som helst de ville, hvilket skabte frygt hos terroristerne og tvang dem til at forsøge at skjule sig på steder, hvor de tidligere havde opereret ustraffet, og nogle moderate arabiske regeringer pressede ligefrem PLO til at ophøre med sine angreb. Offensiven standsede ikke al arabisk terrorisme i Europa imod israelere, og som ved kontraterroraktiviteter overalt forekom der også nogle alvorlige skadelige følger. Men Mossads aktioner på kontinentet og under Operation Spring of Youth i Beirut overbeviste PLO-lederen Yasser Arafat og fik ham til at beordre en standsning af Sorte Septembers angreb på mål uden for Israel i slutningen af 1973. Som Meir sagde:
“Vi ynder ikke militære aktioner. Vi udfører dem, fordi vi er nødt til det, og Gud være lovet, vi er effektive”.
Nogle gange opfattes München som Israels 9/11. Her halvtreds år senere er traumet fra massakren i 1972 stadig ætset dybt ind i sjælen på hver eneste israeler og mange andre, som under fortvivlede kvaler havde set den udfolde sig. De 11 israelere, som omkom i München, lå utvivlsomt allerforrest i tankerne hos de tapre mænd og kvinder, som udførte deres individuelle opgaver i den kampagne, der skulle forhindre en gentagelse af de rædsler, sportsfolkene havde oplevet. Med Golda Meirs ord dengang:
“Måske vil den dag oprinde, hvor disse krigeres historier, fulde af heltemod og opfindsomhed, opofrelse og hengivenhed, vil blive fortalt i Israel, og generationer vil genfortælle dem til dem, der følger efter, med beundring og stolthed, som endnu et kapitel i vores nations heroiske arv”.
Til minde om:
David Berger
Anton Fliegerbauer
Ze’ev Friedman
Yosef Gutfreund
Eliezer Halfin
Yosef Romano
Amitzur Shapira
Kehat Shorr
Mark Slavin
Andre Spitzer
Yakov Springer
Moshe Weinberg
Oberst Richard Kemp er tidligere officer i den britiske hær. Han stod også i spidsen for det britiske regeringskontors team mod international terrorisme og er i dag skribent og foredragsholder vedrørende internationale og militære forhold. Han er en Jack Roth Charitable Foundation Fellow ved Gatestone Institute.