Ja-siden er p.t. i gang med en massiv propagandakampagne med henblik på at få danskerne til at stemme ja den 1. juni.
I Bruxelles har man tydeligvis overset den danske folkeafstemning om afskaffelse af forsvarsforbeholdet, idet både den franske præsident, Emmanuel Macron, og EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen har talt om mulige traktatændringer og flere flertalsafgørelser, så EU kan rykke hurtigere på udvalgte områder, ikke mindst på forsvarsområdet.
“I have always argued that unanimity voting in some key areas simply no longer makes sense if we want to be able to move faster. Or that Europe should play a greater role – for example, in health or defence, after the experience of the last two years”, sagde von der Leyen for nylig i sin tale til EU-Kommissionen.
Man har sikkert fra Danmarks side gjort EU-Kommissionen opmærksom på talens dårlige timing, for nu erklærer Kommissionen, at ”den ikke har talt for nogen ændring af beslutningsmetoden på forsvarsområdet”.
Så mens von der Leyens udmelding vanskeligt kan opfattes som andet end en klar opfordring til at opbygge et tættere og stærkere forsvarspolitisk samarbejde i EU, skriver de statsstøttede danske medier, at ”von der Leyens tale blev af mange her i landet tolket således, at hun ville afskaffe vetoretten”. I mediernes optik har de dumme danske vælgere altså ”fejlfortolket” von der Leyens udmelding.
Lad os sige som det er. EU er i fuld gang med at opbygge folkelig opbakning til et udvidet sikkerheds- og forsvarssamarbejde i EU’s regi, og det lægger man ikke skjul på.
Både den franske præsident og den tyske forbundskansler har åbent givet udtryk for deres ambitioner på sikkerheds- og forsvarsområdet, og i EU er der igangsat en proces, som på sigt skal føre til, at EU-toppens ambitioner om et langt mere aktivt forsvarssamarbejde en dag bliver en realitet.
Så når ja-siden benægter, at EU-toppen taler om en EU-hær og en afskaffelse af vetoretten, så er det i modstrid med, hvad EU-toppen ønsker og hvad politikerne, der sidder i hhv. EU-Parlamentet, EU-Kommissionen og EU-Rådet for nylig har vedtaget.
Ja-sidens centrale argumentation går på, at vores amerikanske partnere i NATO ønsker, at europæerne løfter en større del af byrden ved at forsvare vore demokratiske værdier mod truslen fra Rusland og andre lande i nærområdet. Og at det er et udtalt amerikansk ønske, at EU i tæt samspil med NATO spiller en central rolle.
Det er sandt, at USA i årevis forgæves har krævet, at de europæiske NATO-lande løfter en større del af forsvarsbyrden ved at opfylde deres løfte om at bidrage med 2 pct. af deres bnp til NATO.
Vi mener dog ikke at have set et amerikansk krav om, at et øget europæisk bidrag på forsvarsområdet ikke skulle gå til NATO, men til EU med henblik på at opbygge en militær uafhængighed af NATO og dermed et nyt, bekosteligt militært bureaukrati og militærapparat samt en rivaliserende kommandostruktur nede i EU.
Ja-siden fortrænger realiteterne, som er, at EU’s ledere hverken er parate til at etablere europæisk atomafskrækkelse eller skabe et integreret forsvar, der for alvor ville kunne beskytte Europa og projicere magt i nærområdet. At EU hverken organisatorisk, militært eller ledelsesmæssigt er i stand til at påtage sig denne opgave. Og at EU i givet fald ville beslaglægge ressourcer, der burde gå til det danske forsvar og NATO.
Europas grundlæggende militære sikkerhed er garanteret gennem NATO. Det ændrer et ja – eller et nej – ikke på. I sidste instans er Europa og Danmark beskyttet over for Ruslands atomtrusler af USA’s atomparaply samt USA’s evne til at flytte store troppetal over lange afstande og føre højteknologisk krig fra luften. EU er ganske enkelt ude af stand til at etablere militære kapaciteter, som i kraft og vilje matcher den amerikanske. EU er gearet til nations- og institutionsopbygning, men når det kommer til hardcore militærpolitik, er der for EU og dermed Danmark intet alternativ til alliancen med USA.
Hvorom alting er: Der findes i EU meget stærke føderalistiske kræfter, der vil gå meget langt for at etablere en overstatslig union med yderligere føderalisme, afskaffelse af vetoretten, politisk integration og suverænitetsafgivelse samt ikke mindst en EU-hær. Disse føderalistiske kræfter bør danskerne sige nej til den 1. juni.
Stemmer vi ja 1. juni, må vi være forberedt på, at Frankrig vil forsøge at dominere EU’s udenrigs- og forsvarspolitik. Det vil føre til mere Frankrig og EU og mindre Danmark og NATO.
Og vi skal til sidst endnu en gang minde om, hvad statsminister Mette Frederiksen sagde i oktober 2021: ”Jeg har ikke en eneste gang i min tid som statsminister oplevet forbeholdene som en begrænsning. Hvis man gør Danmarks placering i Europa til et spørgsmål om forbeholdene, så tager man simpelthen fejl. Det er noget, der en gang imellem opstår i Danmark, men det er ikke en diskussion på europæisk plan”.
André Rossmann