Derfor kan krisen i sundhedsvæsenet ikke løses

Sundhedsvæsenet er i disse dage og uger ramt af strejkende sygeplejersker, ferieafvikling og den kinesiske coronavirus. Traditionen tro forsøger politikerne at afhjælpe en grundlæggende strukturel krise med en pose ekstra penge, som denne gang kaldes ”coronaviruspakke”.

Pakken afhjælper ikke den virkelige udfordring, som er, at det danske sundhedsvæsen er i en alvorlig strukturel krise. Det er ikke penge, der mangler, og lappeløsninger som coronaviruspakker løser ikke sundhedsvæsenets langsigtede problem, som fortsætter.

Inden for sundhedssektoren er der kæmpe muligheder for innovation og for at udvikle nye og bedre måder at gøre tingene på, men det forudsætter, at sygehusvæsenet ikke er låst fast i et offentligt monopol som tilfældet er i Danmark

Det offentlige sundhedsvæsen i dette land er effektivt beskyttet mod konkurrence og innovation af regionspolitikerne og hospitalslederne, som sidder tungt på monopolet, og som kæmper med næb og kløer for at beholde deres privilegier. De opfatter patienterne som deres. De mener, at det er dem og ikke private hospitaler, der har retten til at udføre behandlingerne. Det eneste regionerne og hospitalslederne kan acceptere, er små forbedringer af eksisterende ydelser inden for det eksisterende offentlige monopol, forretningsmodel, organisatoriske ramme og overordnede paradigme. Det betyder, at de grundlæggende, strukturelle problemer i det danske sundhedsvæsen ikke kan afhjælpes, og at sundhedsvæsenet ikke kan effektiviseres.

Man taler om, at man kunne afhjælpe manglen på arbejdskraft i sygehusvæsenet, hvis flere deltidsansatte arbejdede på fuldtid. Blandt SOSU-hjælperne er 81 pct. nemlig på deltid, mens det gælder 75 pct. af SOSU-assistenterne. Regionerne har i fere år forsøgt at få flere sygeplejersker op på fuldtid, men uden held. I 2013 var 60 pct. af sygeplejerskerne på fuldtid. I 2018 var man blot nået op på 61 pct.

Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet siger: ”Selvfølgelig kan der være noget at hente, men flere på fuldtid er kun et mindre bidrag. At tro, at man i et stort omfang kan løse nogle af de store problemer, der er, ad den vej, er overdrevet. Det vil kræve en stor ændring af mentaliteten og personalepolitikken. Og det er i hvert fald slet ikke noget, man kan styre centralt. Skal det lykkes, afhænger det af beslutninger decentralt i familierne og hos dem, der ansætter”.

Deltidsansættelsernes popularitet i Danmark forklarer man ved, at den skyldes en naturlov, der hedder, at jo rigere vi bliver, des mere vil vi veksle velstand med mere fritid. Det er dog tvivlsomt, om danske sygeplejersker vælger at arbejde på deltid, fordi de opfatter sig selv som værende rige.

Der findes dog en anden forklaring på deltidsansættelsernes udbredelse, som man ikke så gerne taler om i Danmark, nemlig det høje skattetryk, som medfører, at selv folk med lave indkomster såsom sygeplejersker og SOSU-assistenter må aflevere næsten 60 pct. i skatter og forbrugsafgifter. Beskatningen er altså temmelig hård, hvis man bliver en time ekstra på arbejde, eller man kommer på arbejde i weekenden.

Valget mellem mere fritid og mere løn er således i vid udstrækning påvirket af skatten, fordi løn og ekstra arbejdsindsats beskattes hårdt, men det gør fritid ikke. Den høje beskatning af arbejde i den socialistiske velfærdsstat har altså sin pris. Lev med det.

Du kan læse mere om det uhelbredeligt syge danske sundhedsvæsen her.

André Rossmann