Derfor frygter Samira Nawa sit muslimske bagland

Når man som muslimsk politiker er blevet stemt ind i Folketinget, befinder man sig straks i et minefelt, hvor ens hudfarve og rødder også bliver ens akilleshæl. Og det gælder bl.a. Samira Nawa, som er De Radikales næstformand i folketingsgruppen, skriver den afghansk-fødte debattør og skolelærer, Geeti Amiri, i Berlingske.

”Muslimske folketingskandidater, der vælger at tale om tabuiserede emner i minoritetssamfundet, møder fordømmelse, trusler og bliver chikaneret online. De bliver valgt på demokratisk vis, men i realiteten er de bundet på mund og hånd af baglandets normer og værdier. Evnen til at kunne ytre og handle frit som politiker bliver begrænset. Som politiker med muslimsk minoritetsbaggrund skal man balancere i den politiske verden på en knivsæg.

For virkeligheden er, at med stemmer fra minoritetssamfundet følger også en pagt med. Man er i varmen, så længe man ikke forråder sine egne. Og definitionen på egne er ikke partiets bagland, men miljøet, der har mobiliseret nok stemmer til, at man kunne blive valgt ind.

Det vil være forfriskende, hvis Samira Nawa erkendte, at hun har svært ved at være religionskritisk, som hendes parti ellers har historisk ry for at være, fordi det vil føre til fordømmelse i de afghanske kredse, hun må have en vis tilknytning til”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)