Er det sandt? Og hvis ja, hvorfor? Desværre er palæstinenserne kendt for at bedrage deres arabiske brødre, ja endda helt konkret at dolke dem i ryggen. Palæstinenserne støttede for eksempel Saddam Husseins invasion af Kuwait i 1990 – en Golfstat som, sammen med sine naboer, plejede at give palæstinenserne millioner og atter millioner af dollars i hjælp hvert eneste år.
Af Khaled Abu Toameh– Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.Denne illoyalitet er præcis det, der ifølge et voksende antal arabere, især blandt dem der bor i Golfstaterne, har været betegnende for palæstinenserne gennem de seneste år.
I de seneste måneder er den arabiske kritik af palæstinenserne, som for det meste bliver luftet via de traditionelle og de sociale medier, yderligere eskaleret og den har til tider været temmelig styg.
Nogle arabiske skribenter og journalister har udtrykt vrede over palæstinensernes modstand mod alle fredsplaner og især den amerikanske regerings kommende “århundredets aftale.”
De har beskyldt palæstinenserne for at misse utallige muligheder og har sagt, at “århundredets aftale” kunne blive palæstinensernes “sidste, bedste chance for at få en stat.”
Khalid Ashaerah, en saudier, har fordømt palæstinenserne som “forrædere” og udtrykt håb om, at Israel vil “sejre” over palæstinenserne.
De arabiske angreb på palæstinenserne afspejler en intens og voksende desillusion i den arabiske verden vedrørende palæstinenserne og alt, der har med dem at gøre.
Kernen i denne dybe følelse af desillusion er den arabiske opfattelse af, at palæstinenserne, trods alt det som araberne har gjort for at hjælpe deres palæstinensiske brødre gennem de seneste syv årtier, bestandig har vist sig utaknemlige over for de arabiske og muslimske befolkninger og stater.
En udbredt opfattelse som den, der i øjeblikket kommer til udtryk i de forskellige arabiske lande, beskylder palæstinenserne for at bedrage deres arabiske og muslimske brødre. Den beskylder dem for, med en arabisk talemåde, at spytte i den brønd de har drukket af. Billedet refererer til den økonomiske hjælp, som palæstinenserne har modtaget gennem årtier fra mange arabiske stater.
Indtil for få år siden var det egypterne, der udgjorde spydspidsen i den anti-palæstinensiske kampagne i den arabiske verden. Fremtrædende egyptiske mediefolk, journalister, skribenter og politikere syntes at konkurrere om det blå æresbånd for hvem, der kunne angribe palæstinenserne hårdest.
Egypterne rettede deres kritik mod den palæstinensiske terrorgruppe Hamas, som regerer i Gazastriben – en kystenklave, der deler grænse med Egypten. Den del af den egyptiske kritik, som er tættest knyttet til den egyptiske præsident Abdel Fattah el-Sisis styre, opfatter Hamas – en gren af Det Muslimske Broderskab, som i dag er forbudt i Egypten – som en trussel mod Egyptens nationale sikkerhed og stabilitet.
Disse kritikere synes også at være ophidsede over den palæstinensiske kritik af Sisi for påståede gode relationer til Israel og den amerikanske administration.
Palæstinenserne synes at tro, at Sisi konspirerer imod dem sammen med Israel og den amerikanske administration. De peger for eksempel på, at den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, i maj måned kaldte Sisi for “min ven.” Netanyahu havde takket Sisi, efter at Egypten havde sendt to helikoptere af sted for at hjælpe med at slukke nogle ildebrande i Israel. “Jeg vil gerne takke min ven, den egyptiske præsident Sisi, for at have sendt de to helikoptere,” sagde Netanyahu.
“I stedet for at forsvare deres egen sag, fornærmer palæstinenserne Sisi og den egyptiske befolkning,” sagde den fremtrædende egyptiske journalist Amzi Mujahed.
“Jeg har en besked til de palæstinensiske tiggere, som har solgt deres land og ære: I forbander Egypten og dets hær og præsident. I er en foragtelig flok. Den, der fornærmer vores præsident, fornærmer os alle.”
De egyptiske angreb på palæstinenserne nåede et højdepunkt i 2014, hvor flere prominente skribenter og journalister opfordrede deres regering til at udvise palæstinenserne og indlede et militært angreb på Gazastriben. De voldsomme angreb kom midt i rapporter om, at Hamas’ ledere i Gazastriben ydede støtte til ISIS-inspirerede terrorgrupper, som førte krig mod Egyptens sikkerhedsstyrker direkte inde på Sinaihalvøen.
Den egyptiske skribent Lamis Jaber opfordrede kraftigt den egyptiske regering til at smide alle palæstinensere ud og konfiskere deres ejendom. Hun opfordrede også til arrestation af enhver, der sympatiserer med palæstinenserne. “Vi giver hjælp til Gazastriben, og til gengæld dræber de vore børn. De er hunde og forrædere.”
Jaber pegede endvidere på, at mens palæstinensiske patienter bliver behandlet gratis på egyptiske hospitaler, hygger Hamas’ ledere sig på “syvstjernede hoteller” i Tyrkiet og Qatar.
Jaber er blot én blandt flere fremtrædende egyptere, der har ført kampagne mod palæstinenserne de senere år – en udvikling, som afspejler arabernes skuffelse over palæstinensernes “utaknemlighed” og “arrogance.”
Det budskab, som egypterne sender til palæstinenserne, lyder således: Vi er trætte af jer og jeres manglende evne til at få styr på jeres sager og opføre jer som voksne mennesker. Vi er også trætte af jer, fordi I, efter at vi i alle disse år har støttet jer og kæmpet for jeres sag, ender med at spytte os i ansigtet og fornærme vores præsident.
Nu ser det ud til, at det er saudiernes tur til at “fortælle palæstinenserne sandheden”. Ligesom deres egyptiske kolleger, er mange saudiske skribenter, bloggere, aktivister og journalister gået på de sociale medier for at lægge afstand til palæstinenserne på en hidtil uset måde. Nogle saudiere beskriver for eksempel palæstinenserne som terrorister og beskylder dem for at sælge deres jord til israelere.
Disse fordømmelser kommer ikke kun fra saudierne, men også fra et voksende antal arabere i andre arabiske og muslimske lande, især omkring Golfen.
Ligesom egypterne, synes saudierne at være vrede over de tilbagevendende palæstinensiske angreb på Saudi-Arabiens kongefamilie, især kronprins Mohammed bin Salman. Gennem de seneste to år har palæstinensere afbrændt saudiske flag og fotos af bin Salman under demonstrationer på Vestbredden og i Gazastriben. Hvorfor? Kronprinsen opfattes af palæstinenserne som værende “for tæt” på Israel og den amerikanske administration.
Ligesom egypterne, føler saudierne sig bedraget af palæstinenserne. Saudi-Arabien har i årevis givet palæstinenserne milliarder af dollars i hjælp, men dette har ikke afholdt palæstinenserne fra at rakke ned på de saudiske ledere hvert andet øjeblik.
Saudierne siger nu, at også de har fået nok. Deres vrede nåede et højdepunkt i juni måned, hvor palæstinensere overfaldt en saudisk blogger, som besøgte området ved Al-Aqsa moskeen i Det Gamle Jerusalem. Palæstinenserne spyttede bloggeren Mohammed Saud i ansigtet og beskyldte ham for at fremme “normalisering” med Israel ved at besøge landet.
Efter denne hændelse ved helligdommen har mange saudiere og indbyggere i Golfstaterne angrebet palæstinenserne dagligt, mest på de sociale medier.
Den saudiske blogger Mohammed al-Qahtani skrev:
“Til alle i Israel, som lytter til vores stemme: Vi opfordrer til, at tilsynet med Al-Aqsa Moskeen overdrages fra Jordan til staten Israel, så dette foragtelige overgreb på den saudiske borger Mohammed Saud ikke gentager sig.”
Dette er en højst usædvanlig udtalelse fra en saudisk skribent og ville have været fuldkommen utænkeligt for bare få år siden. En saudisk statsborger siger, at han foretrækker at få en islamisk helligdom sat under israelsk tilsyn (i stedet for jordansk tilsyn), for først da vil muslimer kunne føle sig trygge ved at besøge deres moske.
Andre saudiere er umådelig kede af palæstinensernes forhold til Iran. Hamas og Islamisk Jihad, de to terrorgrupper som kontrollerer Gazastriben, modtager økonomisk og militær hjælp fra Iran og politisk opbakning fra Tyrkiet. Saudierne og flere andre Golfstater opfatter Iran, ikke Israel, som den største trussel mod deres stabilitet. Af samme grund har disse stater nærmet sig Israel i de senere år. Israel og de har en fælles fjende: Iran.
Meget bemærkelsesværdigt gjorde den saudiske skribent Turki al-Hamad noget, som selv mange vestlige ledere nægter at gøre: han dristede sig til at fordømme Hamas og andre Gaza-baserede grupper for at afskyde raketter mod Israel. Al-Hamad fordømte palæstinenserne, fordi de lader sig bruge som marionetter i hænderne på Tyrkiet og Iran. I en kommentar vedrørende den seneste omgang raketangreb på Israel fra Gazastriben sagde han: “Iran og Tyrkiet står over for en krise [tilsyneladende en henvisning til den økonomiske og politiske krise i både Iran og Tyrkiet] og palæstinenserne betaler prisen.” Palæstinenserne har med andre ord valgt at knytte sig til to lande, Iran og Tyrkiet, som støtter Det Muslimske Broderskab og andre ekstremistiske grupper såsom Hamas, Islamisk Jihad og Hizbollah.
En anden saudisk skribent, Mohammed al-Shaikh, gentog den gamle, bestandigt nye anklage i den arabiske verden om, at uanset hvor palæstinenserne kommer, skaber de problemer.
“Palæstinenserne bringer ulykke over enhver, der huser dem. Jordan husede dem og fik Sorte September; Libanon husede dem, og der blev borgerkrig i landet; Kuwait husede dem, og de gjorde sig til soldater for Saddam Hussein. Nu bruger de deres talerstole til at forbande os.”
I en anden kommentar på Twitter opfordrede al-Shaikh til at forbyde palæstinenserne at udføre den islamiske hajj pilgrimsrejse til Mekka. Hans kommentar faldt, efter at der var dukket en video op, som viste palæstinensere under den seneste hajj udstyret med palæstinensiske flag og messende: “Med blod, med sjæl frelser vi dig, Al-Aqsa Moske!”
Saudierne har nogle strenge regler, der forbyder politiske aktiviteter under hajj. Al-Shaikh mente åbenbart, at palæstinenserne brugte pilgrimsrejsen til Mekka til at iscenesætte en demonstration, skabe ballade under hajjen og bringe de saudiske myndigheder i forlegenhed.
“Hamas’ hunde,” sagde al-Shaikh efter at have set videoen, “burde have forbud mod at udføre hajj næste år på grund af deres obskøne adfærd.”
Fahd al-Shammari, en saudisk journalist, angreb palæstinenserne og kaldte dem for “tiggere uden ære.” Han gik så vidt som til at sige, at en moske i Uganda er mere velsignet end Al-Aqsa Moskeen, som er et jødisk helligt område.”
Palæstinenserne kan kun klandre sig selv for at skade deres forhold til de arabiske stater. At bide den hånd, der fodrer, har altid været en politisk metode, som har kostet palæstinenserne dyrt.
Afbrænding af fotos af arabiske ledere og statsoverhoveder i gaderne på Vestbredden og i Gazastriben har vist sig at være en stor fejltagelse. Man kan ganske enkelt ikke afbrænde billeder af den saudiske kronprins den ene dag og næste dag fare til Riyadh og bede om penge. Man kan ikke råbe slagord mod den egyptiske præsident den ene dag og næste dag tage til Cairo for at søge politisk opbakning.
Mange mennesker i de arabiske lande siger nu, at det er på høje tid, at palæstinenserne begynder at varetage deres egne interesser og tænke på en bedre fremtid for deres børn. De opfatter ikke længere det palæstinensiske spørgsmål som hovedproblemet i den arabisk-israelske konflikt. Araberne synes at sige til palæstinenserne: “Vi ønsker at gå fremad; I kan fortsætte med at marchere baglæns lige så længe, I vil.”
Hvad de ser, er palæstinensisk stagnation, hovedsagelig takket være Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas’ ledere, som har alt for travlt med at forgifte deres befolkningers sind og flå hinanden i stykker til at kunne afse tid til gøre noget som helst positivt. Palæstinenserne kan meget vel vågne op en dag og opdage, at deres arabiske brødre for alvor ikke længere lader sig narre.
Ahmad al-Jaralah, som er en førende kuwaitisk avisredaktør, var endnu mere ligefrem, da han sagde:
“Den palæstinensiske sag er ikke længere et arabisk anliggende. Vi giver palæstinenserne økonomisk støtte, og de svarer med at forbande os og opføre sig dårligt. Araberne og muslimerne bifalder ikke længere palæstinenserne. Vi bør ikke skamme os over at skabe forbindelser til Israel.”
Khaled Abu Toameh, prisvindende journalist med base i Jerusalem, er en Shillman Journalism Fellow ved Gatestone Institute.