Derfor ligger DF i respirator

Debatindlæg af Karsten Søberg.

Tanker op til den 23. januar.

Det følgende er faktisk skrevet i al kærlighed til DF’s brave folk, også til Tulle. Sådan fremstår det næppe for alle.

Forleden var DF’s nuværende, snart forhenværende formand Kristian Thulesen Dahl gæst i et program på min yndlingshadekanal P1. Programmet hed ”Ring til oppositionen” og der sidder DF jo nok nu og for altid. I opposition ja, men også i saksen.

Hvorfor gik det så galt?

Jeg overvejede faktisk at ringe ind til P1, men indså, at mit indspark ville være mindst tyve minutter for langt og reelt ikke indeholdt noget spørgsmål. Så hvis Kristian Thulesen læser 24NYT, kan han her læse den, i al beskedenhed, rigtige analyse af årsagen til partiets deroute. Tror jeg nok.

Men først skal jeg lige konstatere, at vores nuværende såkaldte regering, (politbureau), har historisk rekord i at kalde sine egne tiltag for Damarkshistoriske, så ordet er blevet noget belastet, men jeg bruger det alligevel. For om DF er det i flere tilfælde faktisk rigtigt, på godt og ondt.

DF’s nedtur, der måske ikke engang har nået bunden endnu, består af flere fejltrin, nogle kunne man ikke rigtig kende til på forhånd, mens andre kunne og skulle man have forudset.

Baggrundshistorien for DF er som bekendt, at af asken fra Fremskridtspartiets altopslugende brand løftede sig flere smukke fugle og skabte en damarkshistorisk politisk succes. Fra et undervurderet, forhadt og forhånet mindre parti til Danmarks største og respekterede borgerlige parti, på bare tyve år. Det skyldes først og fremmest en af de sidste mange årtiers dygtigste politikere, Pia Kjærsgård. Assisteret af vel nok en af dansk politiks dygtigste næstformænd, Kristian Thulesen Dahl. Peter Skaarup kom oveni, og et nærmest uovervindeligt trekløver var opstået af flammerne. Næsten skræmmende selvsikre på valgplakaterne. Stærk kvinde for, to stærke mænd bag. Og ”du ved, hvad vi står for”.

Som om det ikke var nok, ankom næste generations komet til DF, Damarkshistoriens ubetinget største stemmesluger Morten Messerschmidt. Og DF forekom endnu mere uovervindelig.

Men så begyndte de smukke fugles styrt mod afgrunden. Brat og ubarmhjertigt.

Hvad gik dog så galt?

Første trin kom, da Pia Kjærsgård overlod roret til Kristian Thulesen Dahl. Ingen havde kunnet forudse, at en af dansk politiks dygtigste næstformænd katastrofalt manglede evnen til at lede et magtfuldt parti. Bortset lige fra dem, der har det rigtige bakspejl, naturligvis. Og det er jeg ikke i besiddelse af. Nogen må dog have vejret, at Kristian dybest set var socialdemokrat eller endog radikal. Men ingen modsagde som bekendt partitoppen dengang.

Andet trin kom kort efter Kristian Thulesen Dahls tiltræden. Hvis jeg husker rigtigt, var det nemlig ham, der i radioen, på selveste kronjuvelen P1, sagde, at ”fra nu af skal der være mere Martin og mindre Muhammed”. En katastrofal fejllæsning af partiets vælgere

Tredje trin kom, da man op til kanonvalget i 2015 ikke hentede den altopslugende stemmesluger Morten Messerschmidt hjem. Der er al grund til at tro, at han også ved et hjemligt folketingsvalg ville gøre næsten rent bord og gøre DF til det borgerlige Danmarks suverænt største og ledende parti. Dermed ville man have haft pligt til at gå efter statsministerposten. Men man lod Morten sidde i Bruxelles og måske blive lidt vel smart. Og resten er historie, som man siger. Men ikke Damarkshistorie. Mange andre politikere end Morten Messerschmidt er kommet i gevaldig klemme, fortjent eller ufortjent, gennem tiden.

Fjerde trin. Selvom DF ved kanonvalget i 2015 var blevet Danmarks største borgerlige parti, gik man ikke efter statsministerposten. Man ville ikke engang i regering overhovedet. Når man ser, hvordan de nuværende ministre i skræmmende omfang benytter den magt, som en siddende minister er i besiddelse af, endog til det positive at prøve på at lukke grænserne, var det en katastrofal fejlvurdering. Selv mine socialistiske venner (jeg er dog ikke helt sikker på, at de betragter mig som deres ven) sagde dengang til mig, at det var uanstændigt, med den valgsejr, ikke at påtage sig at regere Danmark. Og så ved man, den er gal. Danmarks største borgerlige parti går ikke efter ministerposter. Uforståeligt for alle.

Derfra gik det stærkt. Rigtig stærkt. Nedad.

De næste trin var nærmest en hel trappe. For de næste fire år gled DF over mod reelt at være en velfærdssamfunds Socialdemokrati-klon, og Morten sank længere og længere ned i EU’s hængedynd, hvor man bliver hængende til man politisk dør eller hentes op til en retssag. Længe inden Kristian havnede på sofaen, i kærligt favntag med Mette Frederiksen og gav hende sit nummer, var folk begyndt at kalde DF et Socialdemokrati i fåreklæder. Og vælgerne valgte som bekendt i 2019 den ægte vare. 

Sidder du derude og læser Kristian, så forstår du det nu. DF’s vælgerbase er ikke socialdemokrater i fåreklæder. 

Har DF en fremtid i dansk politik?

Eller slukker man respiratoren? Tja, nogle vil mene fremtid, ingen kan vide det. Det vil være Damarkshistorisk, hvis et parti genopstår med en formand, der er idømt tres dages ubetinget fængsel og ikke engang er medlem af partiet. Eller med en formand, der har en betinget fængselsdom hængende over hovedet og trods tårnhøj begavelse måske ikke ligefrem har evner til ubetinget at samle partiet.

De øvrige formandsemner forekommer helt urealistiske, for DF har under Kristian Thulesen Dahls ledelse glemt den rettidige omhu, der var under Pia Kjærsgård. Ingen, absolut ingen tronarvefølge er sikret.

Jeg ville egentlig ønske det, men er bange for, at DF ikke har nogen fremtid i dansk politik. Desværre er faren selvforskyldt, men faren for, at partiet helt har mistet sin retning og berettigelse antyder, at partiet kan ende som hedengangne CD. Som ingen til sidst vidste, hvad stod for. Andet end hvad alle de andre også stod for. Og så lige et frisk pust Jacob Haugårdsk medvind på cykelstierne midt i det hele.

Men DF kan stadig levere nogle kanon trumfkort. Til andre partier. DF’s måske kommende formand, Inger Støjberg vil, sammen med den anden måske kommende formand Morten Messerschmidt, kunne glide direkte ind i Nye Borgerliges maskinrum. Og trække en uhyrlig masse vælgere med sig. DF’s nuværende formand Kristian Thulesen Dahl vil som forhenværende formand blive hilst velkommen i Socialdemokratiet med Dannebrogsflag og Den Danske Sang og endnu en tur på sofaen med Mette. Hvorfra han måske senere vil luske videre til de Radikale, som det sikre kort, han er. Der kommer med garanti aldrig en #metoo anklage mod mors Kristian. Trods turen på Mettes sofa. Mor Pia derimod går med succes i Ældre Sagens tjeneste. Martin Henriksen bliver en fremragende kommunalpolitiker i Faxe som løsgænger. Peter Skaarup bliver et dejligt minde. Marie Krarup kan så meget, er vel ikke så lidt politisk konservativ, så K er en mulighed. De får desperat brug for erfarne folk efter næste valg. Ellers mangler der både præster og gymnasielærere. 

Jeg husker ikke, hvad de tilbageværende folketingsmedlemmer fra DF hedder, men de er helt sikkert glimrende mennesker. Og der er også et liv efter Christiansborg.

PS. Husker jeg forkert, Kristian, med Martin og Mohammed? Så har du mit nummer, som man siger.