Siden dannelsen i 1928 har Det Muslimske Broderskabs vigtigste motto været “Islam er løsningen” (på alle problemer). Organisationens tilhængere har brugt dette slogan gennem de seneste ti år for at vinde magten i flere lande, herunder Egypten, Tunesien, Marokko og Sudan.
De seneste uger har imidlertid vist, at mange arabere og muslimer ikke længere stoler på Det Muslimske Broderskabs evne til at regere eller på påstanden om, at “islam er løsningen.”
Som den marokkanske skribent Saeed Nashed sagde, “Det Muslimske Broderskab førte Marokko ind i ti års mørke.”
Befolkningerne i Egypten, Tunesien, Marokko og Sudan, som gav Det Muslimske Broderskab en mulighed for at regere, opdagede, at denne organisation er lige så korrupt og inkompetent som de sekulære arabiske regimer og statsoverhoveder.
I de seneste to måneder har Det Muslimske Broderskab lidt to store nederlag, først i Tunesien og senest i Marokko.
Tunesiens islamistiske parti, Islamist Ennahda (Renæssance) Party’s fald fra magten i juli blev hilst velkommen, ikke blot af tunesere, men også af mange andre arabere, som beskyldte islamisterne, og især Det Muslimske Broderskab, for at sprede kaos og ustabilitet i den arabiske verden.
I denne måned led Marokkos regeringsparti, Islamist Development and Justice Party (PJD), et knusende nederlag ved parlamentsvalget. PJD, som havde været koalitionspartner i de foregående to regeringer, erobrede kun 12 af de 395 sæder i parlamentet. For islamisterne var dette et ydmygende nederlag, eftersom deres antal pladser faldt fra 125 til 12.
Ligesom ved islamisterne i Tunesien fejrer mange arabere nu også nedturen for det parti i Marokko, som er tilknyttet Det Muslimske Broderskab. Araberne siger, at islamisterne ikke har bragt andet end korruption og elendighed til de lande, de har regeret. Araberne siger også, at de har taget ved lære og ikke længere stoler på islamisterne og deres “tomme slogans”.
Omfanget af denne nedtur viser, at islamisterne, som regerede efter “Det Arabiske Forår”, har fejlet: de har ikke andet at byde på end slogans og religiøse erklæringer.
Sami Brahem, en tunesisk forsker i islam, bemærkede, at de partier, som var forbundet med Det Muslimske Broderskab, ikke havde skabt programmer og fremtidsudsigter for deres befolkninger. “De har fejlet på alle planer,” sagde Brahem. “Det er også et politisk og moralsk nederlag. De forbinder sig med korrupte partier.”
Den libanesiske politiske analytiker Hoda Rizk pegede på, at Det Muslimske Broderskab forsøgte at bevise over for beslutningstagerne i Washington, at de alene, som en moderat politisk organisation, er i stand til at agere i verdenspolitikken med pragmatisme og effektivitet.
“De vidste, at Washington var mere optaget af sikkerhedsspørgsmål end af demokrati i de arabiske lande, især under præsident Obama,” sagde Rizk. Hun tilføjede, at islamisterne i Tunesien og Marokko havde udvist stor pragmatisme og fleksibilitet, hvilket havde hjulpet dem til at blive en mere integreret del af det politiske system i deres lande.
“Er æraen med politisk islam i de arabiske lande slut her ti år efter “Det Arabiske Forår”? spurgte hun. “Årsagerne, som førte til nederlaget, var utvivlsomt inerti og en egentlig mangel på vilje til at overtage magten.”
Amr Al-Shobaki, en forsker ved Egyptens Al-Ahram Center for Studies, mener ikke, at det er muligt at lægge alle erfaringerne med politisk islam i én kurv, selvom der er nogle fællesnævnere ved deres mislykkede erfaringer i de arabiske lande.
Al-Shobaki fortalte Al-Hurra TV, at en af hovedårsagerne til Det Muslimske Broderskabs nedtur handler om den ideologiske komponent i organisationens grupper, herunder den manglende adskillelse mellem religion og politik, deres påståede monopol på den absolutte sandhed, og deres hævdelse af at repræsentere den sande islam.
Al-Shobaki sagde, at araberne “forkastede ideen om formynderskabet over dem i religionens navn, og de var begyndt at skelne mellem den hellige religion og de politiske partiers programmer og evne til at realisere deres interesser.”
Ifølge den egyptiske forsker var en af grundene til islamisternes nederlag, at de i kølvandet på det såkaldte Arabiske Forår fortalte folk, at de havde prøvet det socialistiske og det kapitalistiske system, og nu var tiden inde til at iværksætte det islamiske projekt til at løse alle problemer.
“Men efter 10 år led det [islamiske] projekt nederlag og det lykkedes dem ikke at løse folks økonomiske og sociale problemer,” tilføjede Al-Shobaki.
Marwan Shehadeh, en jordansk ekspert i islamiske gruppers aktiviteter, blev citeret i Al-Hurra TV for at sige, at grunden til islamisternes nederlag er mangel på politisk erfaring og manglende evne til at forvandle sig fra opposition til regering.
Shehadeh sagde, at en anden grund til, at islamisterne fejlede, var, at de overtog den samme politik og taktik fra de regeringer og regimer, som de afløste.
“De [islamistiske] grupper og partier var inficeret af de samme sygdomme, som andre partier led af, især korruption… Det lykkedes dem ikke at håndtere deres landes affærer eller at løse problemer eller at give folk det, de har ret til. Desuden forberedte de ikke grupper af stampersonel, som var egnet til at arbejde for staten.”
Amin Sossi Alawi, en marokkansk forsker i geopolitiske spørgsmål, beskrev islamisternes nedtur i Marokko som “et jordskælv, der vil brække ryggen på Det Muslimske Broderskab i den islamiske verden.”
Marokkanernes erfaringer med islamisterne gennem de seneste ti år, sagde han, satte dem til sidst i stand til “at opdage falskheden i de populistiske slogans, som Retfærdigheds- og Udviklingspartiet benyttede til at infiltrere regeringen.”
Den libyske skribent Milad Omer Mezoghi skrev, at selvom de arabere, der tidligere stemte på partier forbundet med Det Muslimske Broderskab, måske begik en fejl, så “vil de vide at straffe dem, der har skuffet dem.”
“Det Muslimske Broderskab i Nordafrika sørgede ikke for deres befolkninger. De udførte de mest grufulde handlinger, bandt deres folks skæbne til Tyrkiet, importerede alting derfra for at genoplive dets (Tyrkiets) økonomi, og tømte som resultat heraf deres landes pengekasser og gjorde befolkningen fattig, hvilket førte til en bølge af arbejdsløshed og kriminalitet… Folk begår sommetider fejl i deres valg på grund af manglende klarsyn og kandidater, der afgiver usande informationer, men de vil helt sikkert korrigere deres fejltagelse ved først givne lejlighed. Det marokkanske parlamentsvalg udtrykte tydeligt, at den marokkanske offentlighed havde opgivet Det Muslimske Broderskab. Det Muslimske Broderskab er en ondsindet plante, der er gennemtæret af svamp.”
Den saudiske skribent og politiske analytiker Fahd Al-Shoqiran sagde, at Det Muslimske Broderskabs fald i Marokko er forbundet med den “skandaløse udbredelse af korruption, som vakte befolkningens vrede.”
Han pegede på, at mange vælgere i Marokko anser Det Muslimske Broderskab for en opportunistisk organisation, som fremfører mange tomme slogans blot for at drage fordel af regeringsmagten så hurtigt som muligt.
“Dette var tydeligt i det massive omfang af korruption, undladelsen af at bekæmpe arbejdsløsheden, og den manglende strategi til bekæmpelse af fattigdommen. Det er velkendt, at Det Muslimske Broderskabs organisation har succes, når den er i opposition, men altid fejler i regering. De er gode til at ødelægge, men fejler, når det gælder opbygning.”
Idet skribenten noterede sig, at islamisterne har lidt nederlag i et antal arabiske lande, advarede han om, at hvis ikke muslimerne tager ved lære af den “dødbringende oplevelse” med Det Muslimske Broderskab, så vil erfaringen med nederlag gentage sig gang på gang med få årtiers mellemrum.
Al-Shoqiran fortsatte:
“Efter ti års islamistisk regering i Tunesien og Marokko har Det Muslimske Broderskab blot bidraget til udbredelsen af korruption, manglende respekt for staten og dens institutioner og tyveriet af folks liv og penge.”
Nadim Koteish, en fremtrædende libanesisk skribent og medieperson, sagde, at Marokkos islamister blev straffet hårdt efter at have brugt 10 år i regering uden at skabe gode ting til deres befolkning.
“Marokkanerne stemte for resultater, ikke for retorik,” skrev han. “Det nylige valg i Marokko giver dette land en mulighed for at skille sig af med den islamistiske udsugning.”
Den palæstinensiske avisredaktør og klummeskribent Hafez Barghouti gav også sit besyv med vedrørende Det Muslimske Broderskabs nedtur i Marokko.
“Det Muslimske Broderskabs partier har altid hævdet, at de ikke havde mulighed for at regere, så de kunne iværksætte deres programmer. Men de overtog regeringsmagten i Marokko i ti år og skabte ingen resultater for marokkanerne, som blot lod sig snyde af de religiøse slogans.”
Ifølge Barghouti “viser erfaringen, at Det Muslimske Broderskabs partier er dygtige til at bryde ned, ikke til at bygge op, og beviset er, at de regerer uden at forsyne dem, de regerer, med andre ydelser end illusoriske sejre og korruption.”
Den palæstinensiske skribent sagde, at Tunesien skilte sig af med islamisterne, fordi disse ødelagde økonomien og “stjal folks penge.” I Marokko, tilføjede han, var Det Muslimske Broderskab ved magten i mange år og kastede landet ud i en økonomisk og social krise.
De islamistiske partier, skrev Barghouti, tror, at deres styre er berettiget, så længe de skaber religiøse slogans. “Men de fokuserer først og fremmest på deres egne interesser og tjener kun deres tilhængere,” sagde han. “Dette er årsagen til det hurtige fald for Det Muslimske Broderskab, en gruppe uden historisk ry for opbygning og tolerance.”
Mounir Adib, en egyptisk ekspert vedrørende islamiske grupper, sagde, at islamisternes fald i Marokko afspejler organisationens kollaps i Egypten, Tunesien og andre arabiske lande.
“Dette fald er ikke politisk, men snarere et kollaps i gruppens ideologi, som er blevet uønsket i arabiske lande. Det Muslimske Broderskabs store nedtur, politisk og intellektuelt, begyndte i Egypten, siden Sudan, efterfulgt af Tunesien og endelig Marokko. På grund af deres spektakulære nederlag i disse lande forventes de også at falde i Libyen ved det kommende parlaments- og præsidentvalg.”
Det Muslimske Broderskabs nedtur i en række arabiske lande betyder sandsynligvis ikke, at organisationen helt forsvinder lige med det første. Ikke desto mindre siger araberne i disse lande, at de har fået nok af islamisterne, som har bevist, at de er ude af stand til at varetage deres befolkningers interesser. Tilbage står derfor dette spørgsmål: Vil vestlige apologeter for islamisterne også vågne op og erkende dette faktum og holde op med at behandle dem, som om de er gode personer, der forsøger at forbedre leveforholdene for arabere og muslimer?
Khaled Abu Toameh er en prisvindende journalist med base i Jerusalem.