Det bliver for dyrt for virksomheder at have penge i banken

Det kommer til at koste 1,25 procent i negativ rente for erhvervskunder i Nordea, der har penge i banken. Det kan ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne blive en mærkbar belastning for mange af landets virksomheder.

1,25 pct i negativ rente for hele indestående på kontoen.

Det bliver prisen for erhvervskunder i Nordea, når likviditeten er positiv og der er penge i banken. Denne udmelding fra storbanken forventes hurtigt at få resten af erhvervsbankerne med på at skrue den negative rente op. Der er tale om mere end en fordobling fra den hidtidige negative rente på 0,5 procent.

”Hvis resten af den danske bankverden følger trop og lægger sig på 1,25 procent for indlån, bliver det en belastning for mange virksomheder. Det er et niveau, som for alvor kan mærkes. Virksomhederne har brug for noget likviditet for at drive forretning – især i denne tid. Derfor kan de ikke have et rundt nul på kontoen konstant og vil af den årsag blive ramt af et højere renteniveau på indlån,” siger cheføkonom Maria Schougaard Berntsen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

Tidligere har renten for erhvervsindlån ligget på 0,5 procent. Det svarer til den rente, som bankerne har betalt Nationalbanken for at have pengene stående. Nu er der tegn på, at bankerne igen ønsker en rentemargin, der kan give en reel indtægt.

LÆS OGSÅ:  Danske virksomheder vil tabe ca. 120 mia. kr. på trods af hjælpepakkerne

Nordea har i første omgang valgt at friholde de allermindste fra 1-mands firmaer til omkring en håndfuld ansatte.

”Det er trods alt positivt. Men samlet set vil jeg gerne appellere til bankerne om at holde igen med påføre deres erhvervskunder flere omkostninger midt i en tid, hvor mange i erhvervslivet er pressede og ved at arbejde sig ud af et års uro, udfordringer og coronakrise. Det er jo også i bankernes egen interesse, at deres erhvervskunder kommer godt igennem pandemien,” siger Maria Schougaard Berntsen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)