DET BORGERLGE USA AFSKAFFER SIG SELV

Af Asger Aamund. Udgivet på aamund.dk

Den berømte både elskede og forhadte journalist og moralist Tucker Carlson er ifølge Los Angeles Times blev fyret på gråt papir af sin arbejdsgiver, mediemogulen Rupert Murdoch. Carlson fik ikke engang lejlighed til at tage afsked med sin store medarbejderstab af analytikere og graverjournalister på FOX NEWS, hvor han var den store stjerne med omkring 3,5 millioner seere i dagligt gennemsnit til sit talkshow, Tucker Carlson Tonight. FOX NEWS er USA’s mest sete nyhedskanal, og Tucker Carlson kunne aften efter aften præstere ti gange så mange seere som CNN’s tilsvarende udsendelser.

Fyringen udløste en bølge af hysterisk skadefryd hos førende anti-borgerlige politikere som Demokraternes Chuck Schumer og Alexandria Ocasio-Cortez, men også hos alle hovedmedierne, i universitetsverdenen og i den halvdel af USA’s befolkning, der støtter den igangværende omlægning af nationen fra folkestyre til formynderstat. Hovedårsagen til fyringen er Murdoch-familiens stigende ambition om at orientere sit globale medieimperium væk fra et konservative ståsted og hen imod en mere anti-borgerlig midterposition, der hvor alle de amerikanske hovedmedier befinder sig. Og der, hvor de store reklameindtægter også befinder sig. Tucker Carlson var den klippeblok, der spærrede vejen derhen og måtte sprænges væk.

Det blev i første omgang en dyr beslutning. Kursen på FOX-aktier tog et dyk på 5,4 procent svarende til et fald i koncernens værdi på 507 millioner USD. Andre faktorer skal også have spillet en rolle i fyringen. FOX måtte for nylig indgå et forlig med firmaet Dominion, der leverer stemmeoptællingsmaskiner til myndighederne. Dominion havde anlagt sag mod FOX med et gigantisk erstatningskrav som kompensation for visse FOX-medarbejderes angivelige påstand om valgsvindel ved det seneste præsidentvalg ved hjælp af manipulerede Dominion-maskiner. Tucker Carlson har aldrig selv påstået, at Dominion var indblandet i svindel, men han har på tv interviewet kommentatorer, der mente, at Dominion var indblandet. Det er bare mærkeligt, at de to aggressive FOX-kommentatorer Jeanine Pirro og Maria Bartimoro ikke også blev fyret, idet de i deres udsendelser var direkte og frimodige i deres påstande om Dominions valgmanipulation.

De fleste amerikanske medier er enige om, at en anden væsentlig årsag til fyringen er Carlsons dækning af demonstranters ulovlige indtrængning på Capitol den 6. januar 2021. Demokraterne har i mere end to år hårdnakket påstået, at der var tale om et planlagt statskup, der slog fejl. Tucker Carlson kunne dokumentere, at ikke en eneste af demonstranterne var bevæbnet, og at FBI efter to års intensiv forskning ikke havde kunnet sigte en eneste demonstrant for forsøg på oprør eller statskup, men højst for ulovlig indtrængen, hvad ingen jo kan bestride.

Fyringen af Carlson blev mødt med sorg og bestyrtelse i det borgerlige USA. Senator JD Vance: ”Han er den modigste person i amerikanske medier”. Donald Trump Jr.: ”Fyringen af Tucker Carlson ændrer forholdene permanent for Republikanerne og det borgerlige USA”. Senator Ron Johnson: ”Tucker Carlson afdækkede sandheden og leverede den bedste journalistik”. Richard Lowry, chefredaktør på National Review: ”Der er meget godt at sige om at være frygtløs. Det er Tucker Carlson i modsætning til flertallet af borgerlige politikere.” Ikonet Tucker Carlson har dog ikke altid været den Carlson, der blev fyret i mandags. Omkring 2015 var han en intellektuel skribent, der iført butterfly og med etablerede konservative holdninger skrev kloge kommentarer til borgerlige tidsskrifter. Senere blev han en skarp kritiker af de sammenspiste alliancer mellem medier, country-club borgerlige politikere og Wall Street, hvor pressen for profittens skyld undlod kritik af de store reklamekøbere, især medicinalindustrien. Han kritiserede, at USA insisterede på at demokratisere lande, der hader amerikanere, og fordømte USA’s internationale handelsaftaler, der støvsugede nationen for arbejdspladser. Han udstillede hedgefonde og finansielle spekulanter, der opkøbte amerikanske virksomheder, fyrede tusindvis af medarbejdere og smurte regningen af på skatteyderne. Her på det sidste pådrog han sig også Republikanernes vrede, fordi han kritiserede USA’s engagement i Ukraine-krigen, som han mener kun er til fordel for landets militærindustrielle kompleks.

Murdoch-imperiets midtsøgende manøvre har også inden Carlson-affæren kostet dyrt i tab af seere. Christopher Ruddy, chefen for den borgerlige tv-station, Newmax, udtaler: ”Gennem nogen tid har FOX NEWS været i drift hen imod det etablerede medie-univers, og fyringen af Tucker Carlson udgør en vigtig milepæl på denne rejse. Millioner af tv-seere, der kunne lide det gamle FOX NEWS, er nu skiftet til Newsmax, og Tuckers afsked vil kun bære brændstof til denne udvikling”

Danske trykte og elektroniske medier hader det borgerlige USA og elsker Clinton-klanen, Demokraterne, og nægter at skrive et ondt ord om Biden-mafiaen, hvor hele 11 medlemmer nu af et senatsudvalg er mistænkt for korruption. Korrespondenterne for TV2 og DR deltager med fuld musik i glædeshymnerne over Tucker Carlsons fald. DR’s Steffen Kretz, der som alle seere ved, trækker vejret gennem CNN og New York Times, anser Carlson for en løgnagtig journalistisk illusionist. Kretz kommenterer: ”Carlson har siden 2016 været den største spreder af misinformation, vrede og had i sit talkshow i primetime. I den kategori har Carlson været i en klasse for sig selv.”

Ak ja, de onde lo, og de gode græd. ”Fyringen af Tucker Carlson er er ikke enden på hans karriere, men er hans frigørelse”, skriver en kommentator. Gid det var så vel.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)