Debatindlæg af Jens Kristian Bech Pedersen
Historikeren Lars Hovbakke Sørensen har fået den ide, at det er den fælles tradition for en ensartet politisk styreform, der skal definere, hvad der er europæisk. Han tænker selvfølgelig på demokratiet, fordi han med en sådan historisk tendentiøs spin-metode kan bidrage til at ekskludere Rusland ud af europæisk realitetshistorie på samme måde, som den for tiden herskende politiske passion er at ekskludere Rusland på alle mulige andre områder. Altså, igen en omgang ideologisk-demokratisk tågesnak om, hvad Europa er for noget.
Når de fleste lande i Vesteuropa, Sydeuropa og Østeuropa i kortere eller længere perioder i løbet af de sidste 100 – 200 år har haft demokratisk styre, skal dette efter Hovbakke Sørensens mening definere, hvad der hører til Europa. Godt nok har mange af de europæiske lande haft en meget svingende, besværlig og i lange perioder afbrudt rejse frem mod demokratisk styreform. Men de fleste har dog en netop tilstrækkelig opsparing af demokrati-år i deres historie til, at de nu med demokrati-stemplet kan kaldes et europæisk land. Undtagen Rusland. For Rusland har ifølge Hovbakke Sørensen næsten ingen opsparet demokrati-kapital på sin historiske konto.
Rusland har haft den mest besværlige rejse frem mod demokratiet af alle de europæiske lande. Men den rejse er Rusland slet ikke færdig med endnu. Ligesom man også kan betvivle, at mange andre lande i Europa er det. For der er vel ingen fornuftige mennesker, der tør beskrive demokratisk styreform som historiens og de enkelte landes endemål, medmindre man er fanatisk troende demokrati-ideolog, tilhænger af det ny-imperiale globaldemokrati, og ikke et menneske, der ud af europæisk realitetshistorie har lært at lægge bånd på sin naivitet.
Men på grund af sine særlige vanskeligheder i Europa-historien skal Rusland altså placeres allernederst i dette historiske demokrati-udviklingshierarki. Derfor spørger Hovbakke Sørensen i sin JP-blog 19. august: ”Er Rusland et europæisk land?” Mange europæiske lande har haft det meget svært i rejsen frem mod demokratiet. Men nu er altså den historiske demokrati-rejse for Europas lande endegyldigt slut; nu bliver Europas demokrati-jerntæppe sat op; Rusland nåede aldrig frem igennem historiens forhindringer af op- og nedture; Rusland må forblive uden for Europa. Dette er en meget ejendommelig betragtning af en historiker, hvis opgave er at udforske og beskrive historiens evigt gentagne pulseringer i befolkningernes aldrig hvilende styreformer.
”Hvordan kan det være, at Rusland angriber et land i Europa – mens alle andre lande i Europa har levet fredeligt sammen i årevis? Hovedforklaringen er, at Rusland i modsætning til de øvrige lande (bortset fra Hviderusland) reelt ikke er et demokrati. Og vel at mærke stort set aldrig på noget tidspunkt i historiens løb har været det.” Men når det med disse ord åbenbart er hovedforklaringen, Hovbakke Sørensen leder efter, spiller ideen om demokrati-Europa ham virkelig et puds. Var det fx ikke det demokratiske Danmark, der sammen med andre demokratiske Europa-lande angreb og bombede et andet land i Europa, nemlig Serbien i 1999? Med drab på mange kvinder, børn og andre civile til følge? Og hvad med USA’s angreb på Afghanistan i 2001, på Irak i 2003, Libyen i 2011, Syrien 2011 – 2018? Jovist, geografisk er USA ikke europæisk, men dog demokratisk; så historikeren Hovbakke Sørensen skal vist grave lidt dybere for at finde ”hovedforklaringen” på et militært angreb på et andet land. Måske ville han så komme til det resultat, at de demokratiske lande er de værste.
Europa og verden har gennem historien oplevet mange helhedstænkende imperiedrømmere, der ikke gik af vejen for at anvende krig og vold for at gennemtrumfe deres ideologiske samfundshelheder. Så der er bestemt ingen grund til at mene, at vor tids globalistiske demokrati-fascination ikke skulle gå med de samme drømme. Og at der ikke skulle være lige så megen overgreb og letsindig angrebslyst i den demokratiske ideologi som i enhver anden verdensomspændende ideologi. Ja, man kunne i virkeligheden spørge, om det Rusland, der er ved at gøre sig fri af sin vesteuropæiske arv fra den kommunistiske ideologi, ikke netop nu pludseligt ser sig stående over for en ny vesteuropæisk dæmon: det aggressive demokrati? Demokrati eller ikke-demokrati: Der bliver ingen fred og sikkerhed i Europa uden om Rusland!
Der opstår mange ejendommeligheder, når man bliver ideologihistoriker, bevæger sig ud over historiske realiteter og ikke vil anerkende, at Europa er en fælles kamp i en fælles historie på et fælles kontinent. Når det er den dominerende styreform, der afgør hvilke lande, der er europæiske, vil Hovbakke Sørensen så tilsvarende sige, at Rusland var sandt europæisk, da de fleste andre europæiske lande tidligere havde autokratisk eller totalitær styreform ligesom dengang Rusland? Ideerne flyver, forgår og andre nye kommer til, og da det lige nu er den demokratiske ide, der lader sin susen høre over Europa, så hører altså Rusland pludselig ikke længere med til Europa. Sådan kan man jo også skrive historie ved at lade den ideologiske susen fra det flyvende demokrati blande sig sammen med historiske realiteter, så man undgår historikerens fagligt-neutrale solidaritet og loyalitet over for ethvert land, der er på vej – forrest eller bagest – ad historiens snørklede og lidelsesfulde veje frem mod en bedre tilstand – i det hele Europa.
Når vi bedømmer Ruslands position netop i vor tid, bør enhver betænke, at Rusland er det europæiske land, der bærer på den allerstørste historiske tragedie som arvtager af den ide og opfindelse, der kom fra Vesteuropa: kommunismen og socialismen. Det var Vesteuropas førende samfundsteoretikere, Karl Marx og Friedrich Engels, der i deres skrifter i 1800-tallet udtænkte de socialrevolutionære principper, der intensiverede socialismens dæmoniske og totalitære kræfter i Vesteuropa. Og som via Lenin sendte disse kræfter til Rusland i begyndelsen af 1900-tallet, hvor Rusland var ved at tage de første spæde skridt mod demokratiet i et opgør med zar-styret. Men i dette afgørende øjeblik kom fra Vesteuropa den totalitære samfundssygdom, der inficerede alle de russiske samfund ud i de alleryderste ender, og forsinkede Ruslands demokrati-udvikling. Og som har kastet alle de russiske lande ud i de store ydre og indre kampe og selvopgør, som de står over for i dag, og som de færreste – påstår jeg! – forstår størrelsen og dybden af. Men kampe, som enhver, der har fornemmelse for åndelige samfundstragedier, må have den største medfølelse for og tålmodighed med. Vesteuropa bærer den åndelige skyld for, at Rusland i dag står med den opgave at skulle kaste de et hundrede år gamle, dybt internaliserede vesteuropæiske samfundsdæmoner af sig fra top til tå. Det gør man ikke over en nat. Det kan hverken historisk eller vesteuropæisk politisk-moralsk forargelse ændre på. Det kan man heller ikke udrydde med simple trods-aktioner fra NATO eller med sanktioner fra EU. Sådanne kommando-indgreb gør på mange måder tingene meget værre både for Rusland og for resten af Europa. Rusland er på vej – som en del af Europa. Rusland skal derfor hjælpes og ikke bekriges. Ønsker man et helt, demokratisk, frit og fredeligt Europa, er det værste, man kan gøre, ja det politisk mest stupide, at skubbe Rusland ud i mørket. Ellers kan vi ikke fortænke Rusland i til stadighed at spørge: Kommer der overhovedet noget godt fra Vesteuropa?