Som forventet gik der kun få dage, før de vestlige medier glemte alt om de 1.300 ofre for Hamas’s tortur og massemord for i stedet at kaste sig over Israel, der for alt i verden skal sørge for, at den planlagte invasion af Gaza ikke medfører civile ofre. Journalisterne og fotograferne står på spring for at kunne berette om uskyldige børn, som israelerne har slået ihjel. At Hamas bruger børn som levende skjolde i den hensigt, at de skal dø, interesserer ikke medierne, EU, FN eller de humanitære organisation, der allerede slikker sig om munden ved udsigten til atter engang at kunne dæmonisere Israel.
På Sky News beretter en grædende jødisk far, at han er glad for, at hans otteårige datter er død og således har undgået at blive slæbt væk til en værre skæbne i Gaza. Det synes de fleste journalister ikke er noget at skrive om. Nu gælder det om at komme efter Israel, som skal forhindres i at forsvare sig, så det bliver nemmere for barbarerne at dræbe jøder næste gang, lejligheden byder sig.
I Sidney i Australien råber deltagerne i en massedemonstration ”Gas jøderne”. Det er 80 år siden, at Hitler gjorde det, og det synes demonstranterne åbenbart var en god ide. Dertil er vi altså kommet i det 21. århundrede, og som vi har erfaret, startede de nazistiske jødeudryddelser med en årelang hetz-kampagne mod Tysklands jødiske mindretal. Først kræver man død over jøderne, og dernæst dræber man dem. Har nogen hørt om det i de danske medier?
I Politiken får Mette Frederiksen læst og påskrevet, fordi hun ”vrissent” har affærdiget en journalist, der spurgte, om hun ville vise sympati for den palæstinensiske civilbefolkning. Statsministeren afviste med rette journalisten, som hun sagde ”bidrager til at relativere noget, der ikke er sammenligneligt”, og det er nok det klogeste, hun har ytret i mange år. Men ifølge Politiken er det for galt. Vi skal nemlig tænke over 100 års mellemøstlige konflikter og problemfyldte historie, før vi kan bekvemme os til at fordømme mordere, der gik fra hus til hus for at slagte mænd, kvinder, børn, babyer og gamle – hvis de da ikke bortførte dem til Gaza og til flere pinsler.
Overrabbiner Jair Melchior taler som en anden Jesus om nødvendigheden af at vende den anden kind til for at styrke den gensidige respekt. Recepten er: Først skærer de hovedet at en masse jøder, og dernæst skal jøderne udvise sød forståelse for den ideologi, der har motiveret barbarerne. Melchior vil derfor prædike respekt i Synagogen og regner med, at imamerne vil gøre det samme i moskeerne. Hvis det er de danske jøders forventning, kan man næppe bebrejde deres dødsfjender, at de er stærkt opmuntrede.
Vi står nu over for Israels invasion af Gaza, og så snart det går løs, vil medierne fortælle om jødernes grusomme menneskeretskrænkelser. Fordømmelserne fra EU, FN og vestlige regeringer vil regne ned over Israels væbnede styrker. Den internationale straffedomstol vil indlede undersøgelser af de israelske ledere. Bevægelser, der kræver boykot af den jødiske stat, vil få ny vind i sejlene.
Hvis Israel vil overleve, har staten imidlertid intet andet valg end at slå til og blive ved, indtil fjenden er knust. Verden vil hade jøderne, uanset hvad de gør. Sådan var læren af deres skæbne i 1930’er og 1940’erne, og det har ikke ændret sig.