“- det er fra Sønderborg Politi”

SLAGELSE

En 66-årig kvinde fra Slagelse blev lørdag klokken 23.30 ringet op af en person, der udgav sig for at ringe fra Sønderborg Politi. Han ringede fra et telefonnummer, der sluttede med 1448, der jo er et typisk politinummer, og han forsøgte at få personlige oplysninger ud af kvinden under påskud af, at der var ved at blive oprettet et lån i hendes bank. Heldigvis fattede kvinden mistanke, så hun gav ingen oplysninger og lagde på.

Politiet advarer i den forbindelse med fupmagere, der udgiver sig for at ringe fra fx politiet, og som ved hjælp af elektronik har fået et andet telefonnummer til at stå på modtagerens display. Hverken politiet eller andre myndigheder vil ringe og anmode om oplysninger om NemID, bankkontooplysninger eller cpr-nummer. Hvis du er i tvivl, så kontakt politiets servicecenter på tlf. 1-1-4.