Det er blevet dyrere at leve i Danmark, og derfor går godt 42 pct. af danskerne mindst en gang om måneden og bekymrer sig om økonomien. Det er tanker om opsparing til alderdommen, sygdom og arbejdsløshed, der volder bekymringer. Det viser en undersøgelse, som analysehuset Wilke har lavet for pensionsselskabet PFA.
Samtidig må titusinder af patienter med alvorlige kroniske lidelser hvert år opgive at indløse de recepter på livsnødvendige lægemidler, som de har fået udskrevet fra deres læger, fordi de ikke har råd til deres livsnødvendige medicin.
Og nu er der kommet voldsomme prisstigninger i den offentlige trafik, som især rammer Danmarks fattigste, herunder pensionisterne og de studerende. Her kan man se eksempler på, hvordan priserne på offentlig transport ser ud efter, at de nye takster blev indført i januar i år:
Pendlerkort – 30 dages gyldighed
- Rejse i eksempelvis Storkøbenhavn 3 zoner: Stiger med 80 kr. til 660 kr. svarende til en stigning på 13,8 procent.
- København – Roskilde, 8 zoner: Stiger med 60 kr. til 1.410 kr. svarende til en stigning på 4,4 procent.
- 16 zoner og opefter er der ingen prisstigninger. Prisen for 16 zoner er 2.700 kr.
Rejsekort
- 2 zoner stiger med 2,50 kr. til 20,50 kr. svarende til en stigning på 13,9 procent.
- Rejser fra 2 zoner og til og med 5 zoner stiger mellem 12,8 procent og 13,9 procent.
- En rejse på 12 zoner og opefter stiger, men væsentligt mindre end de kortere rejser. Fra 12 zoner og opefter stiger prisen maksimalt 5,0 procent.
Pensionistkort (mimrekort)
- Prisen for et pensionistkort til tre zoner med tre måneders gyldighed stiger med 70 kr. dvs. fra 660 kr. til 730 kr. Et pensionistkort til en storzone stiger med 100 kr., dvs. fra 930 til 1.030 kr. for tre måneder.
Pensionistrejsekort
- Fra maj 2024 bliver rabatten for pensionister, der rejser på Rejsekort, højere. Den bliver 30 procent mod de nuværende 25 procent.
Enkeltbilletter
- Rejser på en enkeltbillet i to zoner er uændret og koster 24 kroner.
- Enkeltbillet på f.eks. 12 zoner falder med 12 kr. til 84 kr. svarende til et fald på 12,5 procent.