Det er stærkt bekymrende, når de politikere, der burde være de fremmeste forsvarere af vores grundlæggende frihedsrettigheder, drager dem i tvivl. Det vidner nemlig enten om uvidenhed om- eller endnu værre: manglende respekt for de værdier, der er bærende for retsstaten og vores åbne demokrati.
På det seneste har SF i skikkelse af først politisk ordfører Karsten Hønge og senest hans partikammerat Leif Donbæk gjort sig til talsmænd for, at politiet ikke skal bruge ressourcer på at beskytte formanden for Stram Kurs, Rasmus Paludan, når han drager rundt til Danmarks ghetto-områder for at demonstrere.
Karsten Hønge, der aldrig gør en røverkule af sit hjerte, har 6/9 sagt til TV2: ” Der må være grænser for, hvor mange penge vi skal bruge på at passe på en person, der tydeligvis er en stakkel, en sølle nar”
Leif Donbæk er i sin kronik i Berlingske 14/9 mere ordrig og floromvunden, men hensigten er den samme: Under overskriften ”Rasmus Paludans tosserier – demonstration eller bare idioti” plæderer han for, at politiet bør opløse Paludans demonstration, hvis beboerne i de ghettoer han demonstrerer i, bliver vrede på ham. Det er Paludan, der skal fjernes, for han er, i Donbæks optik, ikke en rigtig demonstrant med en demonstrerendes rettigheder, men en tosse, en idiot.
Der er ikke tvivl om, at Paludans budskaber om ”taberghettoer” befolket af ”kriminelle samfundstabere” uden ”vilje og evne” til at leve som borgere i Danmark, er stærkt provokerende for ghettoens beboere, men det er ikke desto mindre et vilkår i et frit og åbent demokrati, at man kan blive fornærmet og såret over, hvad andre kan finde på at sige. Og det er og skal altid være et lige så urokkeligt vilkår, at staten sørger for at beskytte lovlige ytringer, for hvis vi ikke kan være sikre på statens beskyttelse, når vi ytrer os, så holder vi op med at sige noget af frygt for repressalier – og så ophører vi med at være et demokrati. Det er på en gang udfordringen og gaven ved ytringsfrihed, og den garanti gælder, hvad enten man er tosse, idiot eller folkesocialist.
Trykkefrihedsselskabet havde håbet, at Karsten Hønges groteske udtalelser var et enligt faux pas, som ville blive undsagt af hans parti. Med Donbæks kronik ser det desværre ud til at være en udbredt holdning i SF, at man finder det i sin orden at fratage Paludan hans grundlovssikrede ret, bøje sig for voldsmandens veto og gøre Paludan til problemet frem for dem, der rent faktisk truer med vold.
Paludan er ikke et demokratisk problem. Karstens Hønges og Leif Donbæks holdninger udgør derimod et demokratisk problem, som kommer til at omfatte hele SF, hvis de ikke bliver undsagt.