Det er ganske få uger siden, at det største terrorangreb nogensinde på israelsk jord har fundet sted. Israel har – helt legitimt – søgt at stille voldsmændene til ansvar. Terroristerne gemmer sig bag civile. Eller under hospitaler. Som for længst dokumenteret. Alligevel hagler kritikken ned over Israel, og forhistorien syntes glemt, skriver Søren Pind i Berlingske.
”Hvorfor skal vi pludselig igen stille unge værnepligtige ude foran de jødiske institutioner i Danmark? Hvorfor har politiet måttet stå der så længe? Hvilke steder, hvor der opholder sig palæstinensere, har det været nødvendigt? Det korte svar er: ingen steder. Udryddelsen af millioner af jøder – halvdelen af alle jøder i Europa – indgår ikke, høres ikke, ses ikke. Den er nærmest fornægtet i denne debat. Og det er uhyrligt.
At angribe et folk, der for to generationer siden blev søgt udryddet. At omstyrte og ødelægge den stat, verdenssamfundet skænkede det forfulgte og fornedrede folk. At dræbe dens indbyggere. I stedet render unge mennesker og islamister rundt og taler om det palæstinensiske folkemord. ’Folkemord’. Vi taler altså om, at fem-seks millioner jøder blev udryddet under Anden Verdenskrig. Hvem har nogensinde udsat palæstinenserne for noget, der bare mindede om det? ’Folkemord’. Det er en rystende påstand.
Man er blind, hvis man ikke kan se det. Der er antisemitismen til forskel. Intet andet. Og en medieplatform, der passer som fod i hose til at fjerne historien, glemme den, fortie den, til fordel for den urgamle fortælling om jøderne som årsag til ondskaben i verden”